Jeg er ikke død, men jeg har gode placeringer i bagagen

Hold da op hvor kan tiden flyve afsted… Et kig på min blog fortæller mig at vi skal helt tilbage til den 19. februar siden jeg sidst postede et indlæg.. Det må jeg se at få gjort noget ved, for faktisk har jeg en hel del at fortælle 😀

Lad mig starte med at sige at mit fravær både her på bloggen og på min Facebook-side, min Twitter-konto og min Instagram-konto ikke har noget at gøre med at jeg har kastet mine drømme om Hawaii langt væk. Disse drømme lever endnu. Jeg har dog haft et par måneder hvor drømmen om Hawaii har været skubbet lidt tilside på grund af andre ting i mit liv – jeg vil måske i fremtiden skrive et blogindlæg om lige netop dét fænomen som jeg oplevede der. Indtil da ønsker jeg at holde disse ting for mig selv :-)

 

Topresultater i samtlige konkurrencer

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke er stolt af hvad jeg indtil nu har oplevet i denne sæson.. 3 konkurrencer er det indtil nu i år blevet til som har givet mig én førsteplads, én andenplads og én fjerdeplads. Det er disse tre konkurrencer som jeg vil fortælle lidt om i det her blogindlæg. Der er risiko for at det kan gå hen og blive lidt smålangt, så find du bare madpakken og kaffekruset frem 😉

 

KMD 4:18:4 i Odense

Egentligt var det slet ikke meningen at jeg skulle køre 4:18:4 stævnet i Odense den 24. maj, men da jeg fik mulighed for at få en startbillet til halv pris af en klubkammerat, tænkte jeg at jeg da ligeså godt kunne tage imod tilbuddet og så få noget godt konkurrencetræning ud af det. Og det må man så sandeligt også sige at jeg fik 😀

Stævnet foregik med udgangspunkt i Odense Friluftsbad som rummer et kæmpe græsareal som omringer en udendørs pool med 50-meters baner plus et mindre bassin som var ideelt til opvarmning før svømmestart. Starten på stævnet foregik som en enkeltstart hvor hver deltager blev sendt afsted med 10-15 sekunders mellemrum – men det ville nu heller ikke have kunne lade sig gøre at sende flere afsted på samme tid på grund af pladsforholdene på 50-meter-banerne som jeg endda synes var gjort dejligt brede.

Rødekro Tri til KMD 4:18:4 i Odense

De fleste fra klubben efter vi alle var kommet i mål. Der er desværre ikke fanget mange billeder til stævnet, så det her det eneste jeg har.. Det er i øvrigt mig som er nummer to fra højre hvis nogen skulle være i tvivl ;-)

 

Svømningen gik som den skulle

For mig er svømning altid den helt store ubekendte faktor hvor jeg ikke ved hvor jeg ligger i forhold til de andre og derfor vidste jeg ikke rigtigt hvilken tid jeg burde komme op af vandet på. Da det kun er 400 meter svømning valgte jeg at dreje håndtaget i bund og bare komme igennem svømmedelen så hurtigt som muligt og gerne under 6,5 minut. Jeg havde hjemmefra regnet lidt på hvad mine splittider skulle være for at vinde stævnet i forhold til sidste års resultater og ifølge de udregninger jeg gjorde der, var en svømmetid på 7 minutter nok.

Jeg gav den fuld gas i vandet og overhalede pænt mange af dem som startede foran mig. Men når 3-4 triatleter forsøger at komme forbi hinanden på samme tid, kan der nemt opstå nogle lidt farlige situationer. En enkelt gang var jeg ved at støde sammen med en anden svømmer hvor jeg lige komme til at sluge lidt vand som det lige tog mig et par sekunder at komme over, men ellers forløb svømningen uden problemer.

Tiden da jeg kom op af vandet sagde 6 minutter og 12 sekunder (1.33 min/100m), så både håbet om under 7 minutter og 6,5 minut var blevet til en realitet. Valgte i øvrigt at tage svømningen uden våddragt da det alligevel kun drejede sig om 400 meter, et valg jeg tror har været rigtigt fornuftigt så jeg ikke skulle bøvle med at få våddragten af i T1.

 

Cyklingen gik over al forventning

Pulsen efter svømningen var forholdsvis høj og den skulle jeg selvfølgelig lige have lidt styr på i løbet af den første kilometer på cyklen, men jeg fandt rigtigt hurtigt ind i en god rytme. På så kort en distance som 18 kilometer er, skal den for mit vedkommende bare have fuld skrue og det fik den så sandeligt også..

Til dem som ikke kender ruten i Odense kan jeg sige at den er forholdsvis teknisk med meget ind og ud og op og ned, så en egentligt rytme var ret svær at finde. Det var ikke store bakker, nærmere sådan nogle små “rullere”, men de var nok til at det var svært at holde en konstant rytme. Hjemmefra havde min træner Vladimir forberedt en raceplan som fortalte hvor mange watt jeg skulle køre, men da mit Garmin 910 valgte ikke at tage imod signaler fra hverken min wattmåler eller mit pulsbælte, måtte jeg køre cyklingen på ren og skær feeling.

Umiddelbart må jeg have ramt cyklingen lige i røven, for efter 18 kilometer cykling på en forholdsvis teknisk rute, ender jeg i T2 med en cykeltid på 25.57 (41,67 km/t). Det giver mig dagens suverænt hurtigste cykelsplit!

 

Løbet var rigtigt varmt…

Løberutens 4 kilometer starter ud med at man løber på en grusvej tæt omringet af halvhøje træer, og da dagen i forvejen bød på masser af solskin fra en skyfri himmel, var det i særligt starten af løbet utroligt varmt. Faktisk troede jeg lige da jeg kom ud af T2 at jeg næsten skulle dø, for varmen og fugtigheden inde mellem træerne stod i hovedet på mig som en mur. Men det var ikke at gøre, det var alligevel kun 4 kilometer som skulle løbes, så den skulle bare have fuld fuld gas hele vejen hjem til mål.

Dem som kender mig ved at jeg ikke er feltets hurtigste løber, nok mere gennemsnitligt. Selvom jeg ikke rigtigt burde have tid til det på så kort en distance som 4 kilometer, kiggede jeg alligevel ret meget på min Garmin undervejs og sørme nok om jeg ikke helt pr. automatik løb med negativt split.. Den første kilometer blev tilbagelagt med 3.55 min/km og den sidste med 3.40 min/km. Alt i alt løb jeg de 4 kilometer med et gennemsnitspace på 3.47 min/km og med en tid på 15.08, hvilket jeg på ingen måde havde regnet med og da slet ikke med den varme jeg fik kastet i hovedet lige i begyndelsen af løbet.

Det samlede resultat

Tja, jeg kan vel ligeså godt sige det med det samme. Min sluttid endte på 49.23 hvilket er lidt over 2 minutter hurtigere end sidste års vindertid og det var egentligt bare den tid at jeg som udgangspunkt ville slå. Det lykkedes mig så og det gav mig også en meget komfortabel sejr på 3 minutter og 9 sekunder. Nuvel, jeg er klar over at konkurrencen til et stævne som dette ikke er på det højeste niveau i Danmark, men med udgangspunkt i at jeg faktisk kun tilmeldte mig med henblik på træning, så kan jeg vidst kun være mere end tilfreds med min sæsonåbner! 😀

 

Frøs Haderslev Triathlon

Den 1. juni stod menuen på Frøs Haderslev Triathlon på den kvarte ironmandistance. Jeg havde i forvejen kun hørt godt om stævnet og at ruten skulle være forholdsvis hurtig, men da det her stævne faktisk var mit første stævne på den distance, passede det mig fint at ruten eftersigende ikke er hårdere end den er. Til gengæld viste det sig også at blive ok varmt den dag..

Ankommer til Haderslev Triathlon

Jeg ankommer til Frøs Haderslev Triathlon sammen med Michelle. Her ses jeg sammen med min klubkammerat Jens Laasholdt som i øvrigt havde et rigtigt godt ræs (og ja, det er mig som er den lille lort 😉 )

Allerede i de sidste par dage op til stævnet gik jeg og peppede mig selv op til at jeg skulle vinde agegroup’ernes race og det var nok særligt på grund af resultatet i Odense kun få dage inden, at jeg følte mig så overbevist om at en sejr var mere end muligt, særligt med tanke på sidste års vindertid på 2 timer og 8 minutter – en tid som absolut ville være muligt at slå. Jeg har heller aldrig været typen som ligger skjul på når jeg går efter at vinde noget, så at fortælle omverdenen hvad jeg kom til Haderslev for, faldt mig som en ganske naturlig ting. At jeg peppede mig selv så meget op til det her stævne, gjorde til gengæld også at jeg var rigtigt meget oppe at køre allerede et par timer før starten. Jeg var hamrende nervøs og, for at være helt ærlig, så kunne det til tider føles som om at jeg var i en helt anden verden end de personer jeg havde omkring mig.

Men som man siger; hvis man er nervøs er det fordi at der er noget på spil – i det her tilfælde var det min ære som var på spil…

Svømningen gik rigtigt rigtigt godt!

Da svømningen i Haderslev starter med en vandstart hvor vi i adskillige minutter før start træder vande og kæmper for vores position på første startrække, var jeg allerede før vi hoppede i vandet nervøs for hvordan det ville føles at “stå” derude i det halvkolde vand. Umiddelbart var der en del kamp om placeringerne før starten, men jeg føler egentligt at jeg var ret god til at holde min plads på forreste række. Jeg fandt dog hurtigt ud af at jeg skulle lade være med at kigge tilbage og se på de flere hundrede andre deltagere, for frygten for at blive svømmet voldsomt over af nogle hurtigere konkurrenter, var absolut tilstede. Men da frygten for at blive svømmet over var værst, tænkte jeg blot på at jeg var nødt til at være

Exit fra vandet til Frøs Haderslev Triathlon

Min exit fra vandet efter de 950 meter svømning. Jeg var fyldt med overskud da jeg kom op af vandet efter en vellykket svømning! :)

placeret så langt fremme for at komme ind på fødder af nogle af de hurtige svømmere så jeg kunne komme op af vandet uden et for stort tidstab.

Min taktik for svømningen lykkedes.. Da starten gik kom jeg hurtigt ind på fødder af en svømmer som svømmede et tilpas tempo til at det ikke gjorde alt for ondt men uden at det gik langsomt. Undervejs under hele svømningen følte jeg at jeg havde god kontrol over mit pace og da jeg rundede den sidste bøje og svømmede ind mod T1, tænkte jeg noget i stil med “var det dét?”.. For jeg synes godt nok at svømningen var hurtigt overstået.. Ved exit af vandet fik jeg mig dog også lidt af en overraskelse; havde regnet med at svømme de 950 meter på cirka 16 minutter, men da jeg løber ind i T1 og kigger på mit ur kan jeg se at jeg har svømmet på 14 minutter og 48 sekunder. Det var simpelthen perfekt!

Cyklingen gik hurtigt men var præget af drafting!!!

Jeg var hurtigt gennem skiftezonen og ude på cykelruten. I løbet af de første par kilometer var vi en 4-5 triatleter som var mere eller mindre samlet, men der gik ikke længe før vi kun sad to mand tilbage – den ene var mig og den anden var den senere vinder David Balsgaard. Der blev trådt godt i pedalerne ud mod vendepunktet ved 22,5 kilometer og når jeg kiggede mig tilbage for at orientere mig bagud, kunne jeg efter ganske kort tid ikke få øje på andre.. Vi havde fundet ind i en god rytme og cyklingen gik simpelthen forrygende.

Mig og min Specialized Shiv til Frøs Haderslev Triathlon

Undervejs ind mod T2 efter næsten 45 kilometer på cykel. Følte stadig rigeligt med overskud på det her tidspunkt :)

Lige før vi nåede vendepunktet kunne vi se den førende age-grouper køre imod os og vi blev enige om at sætte farten lidt op så vi kunne få ham hentet. Da vi havde passeret vendepunktet holdte jeg min del af aftalen og satte tempoet lidt op, men det var tilsyneladende mere end hvad David havde lyst til, så de sidste 22 kilometer af cyklingen var egentligt et solo-foretagende. Hvad der dog irriterede mig (og stadig irriterer mig) grænseløst, er de kæmpestore felter jeg kunne se kort efter vendepunktet.. Og når jeg siger kæmpestore felter, så mener jeg kæmpestore felter – og det ene af dem var kun meget få minutter efter mig.. I dette felt sad der dog også enkelte personer som jeg for god ro og ordens skyld holder navnene hemmeligt på, men som jeg ved har opnået en rigtigt flot placering og tid ved hjælp af seriøs drafting..

Cyklingen hjemad gik forholdsvis smertefrit og jeg valgte at bruge de sidste 2 kilometer før T2 på at forberede mig på det foranliggende løb og til at få både godt med væske og energi indenbords. I T2 efter 45 kilometers cykling, sladrede min computer om et gennemsnitligt watttal på 316 watt og en tid på 1.05.30. Også ganske fornuftigt og det tankede mig med selvtillid før det afsluttende løb :-)

Løbet gik rigtigt godt, men så..

Jeg følte mig utroligt stærk lige da jeg var hoppet i løbeskoene og løb ud af T2. Jeg havde stadig lette ben og var fyldt med positive tanker, så de her afsluttende 10,55 kilometer skulle nu nok hurtigt være overstået. Men efter kun få kilometer begynder jeg at mærke min akillessener som jeg jo havde døjet med gennem hele vinteren og det gjorde at jeg slæbte voldsomt på især mit højre ben. Det skal selvfølgelig ikke være en undskyldning, for jeg er vitterligt ikke den hurtigste løber, men det var da lidt ærgerligt at skulle til at døje med den slags når nu det gik så godt.

Efter cirka 4 kilometer bliver jeg overhalet af min følgesvend på cyklen David Balsgaard og få kilometer derefter bliver jeg overhalet af den senere 2’er Ronni Paris. Jeg forsøgte virkeligt at holde på Ronni Paris’ pace da det bagfra så ud som om at han var tæt på at knække, men der var simpelthen ikke meget mere tilbage i energitanken. På et tidspunkt trækker han stille og roligt fra og jeg forsøger igen at finde mit eget pace.. I bund og grund løber jeg egentligt ok hurtigt på de sidste par kilometer, men med omkring 5-600 meter igen, bliver jeg indhentet og angrebet af Morten Brammer Olesen og jeg kan simpelthen ikke svare igen på det angreb.. Jeg havde blodsmag i munden og var helt færdig, der var ikke mere at skyde med. Så desværre måtte jeg se podiet glide ud af hænderne på mig så tæt på målstregen, men det var så sådan det måtte være..

På vej mod mål i Frøs Haderslev Triathlon

Få hundrede meter fra mål, jeg er simpelthen totalt færdig..

50 meter før mål sker der dog noget som bare ikke må ske.. Målområdet er delt op i to “baner”; den ene er til dem som skal løbe videre og den anden er til dem som skal krydse målstregen og mellem de to “baner” er der sat et mindre hegn op. Der stod desværre ingen hjælpere og viste vej til de forskellige deltagere og det resulterede i at jeg kom til at løbe ind i den bane som var lavet til at skulle løbe ud på endnu en omgang. Det tog mig adskillige sekunder før jeg fattede at mit lille heppekor råbte at jeg skulle over på den anden side af hegnet og før jeg overhovedet var kommet over på den anden side og havde krydset målstregen, havde jeg hurtigt tabt 15-20 sekunder. Heldigvis tabte jeg ingen placeringer af det så i bund og grund er det ligegyldigt, det er blot lidt irriterende.. Til gengæld er jeg også fuldt ud klar over at jeg selv bærer ansvaret for at orientere mig og det har jeg så ikke gjort godt nok.

I mål lyder min tid løbetid for de 10,55 kilometer på 41 minutter og 41 sekunder hvilket sammen med både svømning, cykling og tiden i skiftezonerne giver mig en tid på 2 timer, 4 minutter og 55 sekunder, altså mere end 3 minutter hurtigere end hvad jeg havde sat mig som mål..

Lad være med at fokusere for meget på placeringerne..

Umiddelbart efter jeg var kommet i mål og de første 4-5 timer derefter var jeg utroligt skuffet over at jeg kun var blevet nummer 4. Jeg kunne se på tiden at jeg var mere end 3 minutter hurtigere end vinderen fra sidste år og at jeg dermed havde været tilsvarende hurtigere end hvad mit mål var, men fordi at jeg havde peppet mig selv op til at jeg skulle vinde, kunne jeg ikke rigtigt nyde hvad jeg havde præsteret den dag. Den dag i dag er jeg stadig småirriteret over kun at blive nummer 4 selvom jeg nu også godt kan se at det var en utroligt flot tid og en rigtig flot placering, specielt taget i betragtning af at det var mit første stævne af den varighed. :)

 

Dania Bikes Triathlon Rødekro

Årets indtil nu vigtigste ræs, i hvert fald for mit vedkommende, var hjemmebanestævnet Dania Bikes Triathlon som blev arrangeret af min egen klub Rødekro Tri og min arbejdsgiver og sponsor Dania Bikes. Det gav naturligvis lidt et forventningspres, hvilket jeg på ingen måde følte at jeg kunne leve op til da jeg efter Haderslev to uger forinden havde mistet meget motivation på grund af den opblussede akillesseneskade. Faktisk druknede jeg kun en uge forinden mine sorger i noget som ligner halvanden flaske rødvin da jeg praktisk talt ikke havde regnet med at komme til at konkurrere for resten af sæsonen. Naturen ville det dog anderledes og mine ben var alligevel klar til de 1500 meter svømning, 40 kilometer cykling og 10 kilometer løb. :)

De sidste par dage op til stævnet var jeg på ingen måde psykisk ovenpå og jeg følte egentligt heller ikke rigtigt at der var noget som helst liv i min krop når jeg trænede. Kronen på værket var at jeg om morgenen på raceday havde sat på tønden tre gange allerede før jeg ankom til stævnet og jeg følte mig både uoplagt, halvsvimmel og umotiveret. Jeg var faktisk utroligt tæt på at melde afbud kun få timer før start.. Men heldigvis valgte jeg alligevel at tage afsted og det viste sig at være en god beslutning. Det viste sig nemlig at jeg stille og roligt fik det bedre og bedre jo tættere vi kom på start..

Da jeg ankom til stævnepladsen fik jeg stille og roligt nedtonet forventningerne ved at fortælle at jeg ikke havde haft det så godt og at jeg derfor egentligt bare var mødt op for at komme igennem på bedst mulig vis. Det gjorde også at jeg var utroligt rolig op til starten, så måske jeg fremover blot skal stille op til et stævne uden forventninger 😉

Følte egentligt ikke svømningen gik særligt godt..

Da starten gik forsøgte jeg med det samme at komme ind på nogle hurtigere fødder, men de fødder jeg fandt var simpelthen alt, alt for hurtige til at jeg kunne blive på dem. Jeg valgte derfor bare at svømme i mit eget pace som jeg fandt ganske komfortabelt imens

Før svømning til Dania Bikes Triathlon Rødekro

Mig og min kollega Patrick som i øvrigt lavede sin første triathlon på den olympiske distance – og så endda uden at træne. Og han gennemførte!

jeg stille og roligt kunne se at dem foran mig trak mere og mere fra. Jeg ved ikke hvordan jeg fik det ind i hovedet, men undervejs lykkes det mig at bilde mig selv ind at der nok var en 10-11 stykker foran mig.. Det var ikke tilfældet da jeg kom op af vandet fandt jeg ud af, men til gengæld havde jeg en lang, lang hale af andre triatleter efter mig. Da jeg kom op af vandet fandt jeg også ud af en ting som overraskede mig voldsomt meget; på trods af min dårlige fornemmelse under svømningen, havde jeg svømmet de 1500 meter på 21 minutter og 36 sekunder som gjorde at jeg kom op af vandet som 4’er – surprise møgunger! 😉

Fuld fart på cyklen!

Den hurtige svømmetid gav mig et gigantisk motivationsboost, så hvor jeg under svømningen ikke følte at det gik så godt, synes jeg til gengæld at det gik rigtigt godt på cyklen. Jeg fandt hurtigt ind i en god rytme og efter cirka 8-10 kilometer henter jeg konkurrencens nummer 3.  Jeg holder lidt øje med ham for at se hvordan han reagerer på at være blevet hentet, men efter kun kort tid er han helt ude af syne..

Cykling til Dania Bikes Triathlon Rødekro

Undervejs på cykelruten. Jeg følte mig virkeligt godt tilpas på cyklen den dag!

Cykelruten var for deltagerne på den olympiske distances vedkommende delt ud over to omgange og omtrent samme tidspunkt som jeg skal til at køre ud på anden omgang, henter jeg Jens Gydesen som på det tidspunkt var stævnets nummer 2. Jeg havde faktisk forventet at han ville svare igen på at blive overhalet, men efter et par kilometer kunne jeg se at han var langt bagude – så nu manglede jeg egentligt kun at overtage førstepladsen. Ham kunne jeg til gengæld ikke få øje på længere fremme så han måtte have et pænt forspring. Den sidste omgang går egentligt med at holde mine watttal og med at få overhalet et par stykker som deltager på sprint-distancen..

I T2 kan jeg konstatere at jeg hopper af cyklen som stævnets nummer 2 (men med dagens suverænt hurtigste cykelsplit) med en cykeltid på 59 minutter og 36 sekunder på en rute som viste sig at være 41,4 kilometer. Jeg trådte i øvrigt i gennemsnit 321 watt undervejs på cykelruten :-)

Varmen var led på løberuten

Halvvejs på løbet til Dania Bikes Triathlon Rødekro

Cirka halvvejs på løbet. Det er her det begynder at gøre rigtigt ondt..

Vejret viste sig virkeligt fra sin gode side den dag og det kunne virkeligt mærkes på løberuten. De afsluttende 10 kilometer løb

bestod af i alt 4 omgange á 2,5 kilometer så der var masser af mulighed for at blive heppet på af publikum. Og det skal publikum virkeligt ha’; nøj hvor kunne de heppe! Det var fedt, super fedt! Der var rigtigt mange gange hvor der fra publikum blev heppet og råbt mit navn uden at det var nogen jeg kendte, så det var virkeligt fedt! 😀

De første par kilometer i løbeskoene gik rigtigt godt, men så begyndte varmen virkeligt at spille ind på min præstation. Jeg havde tydeligvis ikke fået væske nok undervejs og det betalte jeg virkeligt for på løbet. Mine kilometertider faldt med 5-10 sek/km og jeg kunne se den førende Lars Mortensen trække længere og længere fra imens jeg for hver omgang kunne se Jens Gydesen komme tættere og tættere på.

Da jeg løber ud på den sidste omgang beslutter jeg mig for at gå all-out, så tempoet bliver virkeligt skruet i vejret. Jeg hamrer bare derudaf og befinder mig i en anden verden, specielt i den sidste kilometer hvor jeg ærligt talt ikke kan huske meget andet end at jeg får det rigtigt skidt. Det eneste jeg tænkte på på den sidste omgang var at jeg på ingen måde måtte blive hentet af Gydesen… Regningen for at gå all-out kommer dog også umiddelbart efter at jeg krydsede målstregen; mine ben knækker simpelthen sammen under mig og jeg ligger med åndedrætsbesvær lige efter mål. Heldigvis er der en pæn forsamling af mennesker som hurtigt

Efter mål til Dania Bikes Triathlon Rødekro

Lige efter målstregen hvor jeg kollapser. Jeg skylder en stor tak til dem som med det samme reagerer og hjælper mig med både væske og vejrtrækning!

får hældt vand i mig og hjælper mig med at trække vejret ordentligt – havde de ikke været vågne tør jeg næsten ikke tænke på hvad der kunne være sket. Jeg gik virkeligt all-out den dag.

Anstrengelserne gav mig en rigtigt flot løbetid på 36 minutter og 48 sekunder og en total andenplads med en tid på 1 time 59

minutter og 33 sekunder, en tid som jeg på ingen måde havde regnet med at kunne lave en olympisk distance på allerede i år. Det skal dertil også siges at løberuten kun gav 9,5 kilometer, men til gengæld var cykelruten også 1,6 kilometer for lang, så det går nogenlunde lige op.. Er i hvert fald utroligt stolt af både min tid og mit resultat den dag! :)

 

Hvad skal der så ske nu?

Ifølge min sæsonplan er det meningen at jeg den 10. august skal lave den olympiske distance i Aabenraa og at jeg den 31. august skal lave min første halve ironman i Silkeborg. Som udgangspunkt er min deltagelse i Silkeborg sikret, men til gengæld er jeg lidt i tvivl om hvorvidt jeg bør stille til start i Aabenraa pga. risikoen for at blive skadet så tæt på Silkeborg som jo egentligt er sæsonens største mål. Den beslutning tager jeg i løbet af de sidste par dage op til stævnet i Aabenraa. Det ville i hvert fald være brandærgerligt at glippe Silkeborg, men omvendt er der også 3 uger fra Aabenraa til Silkeborg til at restituere i. Men nu må vi se, der kan ske rigtigt meget på kun få dage, så jeg venter med min beslutning til kort tid før stævnet..

Indtil da, hyg dig derude bag skærmen! :-)