Blog

KOM HELT TÆT PÅ MIN TRIATHLON-REJSE

Aabenraa Triathlon – Den grimme smag i munden, der gør det hele værd

Søndag stod den på Aabenraa Triathlon, hvor jeg virkeligt fik en grim smag i munden. Men en grim smag, der virkeligt gør alt det hårde arbejde dag ud og dag ind, værd at stå ud af sengen for. For smagen jeg snakker om, er smagen af blod. Den karakteristiske  smag, du kun får hvis du er vampyr og overfalder dit bytte eller hvis du får en seriøs omgang på lampen.

Eller når du går rent og skær all-out i sport.

Heldigvis var det den sidste sætning der beskriver hvorfor jeg fik blodsmag i munden af i søndags 😉

For kun anden gang i år – og ja faktisk kun anden gang siden jeg stoppede med triathlon i starten af 2015 – stod jeg på startstregen i Aabenraa Triathlon, hvor jeg skulle give den alt jeg havde på den korte distance. En distance bestående af 500m svømning, 24 km cykling og 5 km løb.

En distance der egentligt passer mig meget godt, da jeg bare synes det der pedal-to-the-metal hele vejen er hamrende fedt. Et symbol på den type triatlet, der kan udholde den allerstørste smerte.

Inden start vidste jeg at jeg havde gjort et rigtigt godt stykke arbejde for at være klar, særligt takket være coach Andreas Borch fra byBorch, der virkeligt har strikket et hårdt træningsprogram sammen. Så de rent træningsmæssige tal fejlede i hvert fald ikke noget. Til gengæld render jeg jo fortsat rundt med alt for mange kilo på kroppen (mindst 15 kg for meget), så at skulle køre med om de absolut højeste topplaceringer, var noget der kun lå i en meget fjern fantasi.

Ikke desto mindre, var det dog hvad jeg kom til. At skulle køre om de højeste topplaceringer.

For allerede fra startskuddet lød klokken 11.05 på Sønderstrand i Aabenraa, blandede jeg mig helt forrest. Faktisk tager jeg hul på cyklingen som nummer 4 efter en fornuftig svømning i pace 1:29/100m, på trods af nok at have været i kontakt med en 10-15 brandmænd undervejs.

Ude på cyklen får jeg hurtigt lukket hullet til næsthurtigste svømmer, imens min gamle klubkammerat og træningsmakker Jens Laasholdt, der tog hul på cyklen lige foran mig, tog lidt længere tid at fange. Det skete dog efter knap 7 km og så gik jagten ellers ind på den førende.

Til at starte med fandt Jens og jeg ind i et godt samarbejde (ja, vi overholdte de 10m der skulle være mellem os), men under en overhaling af nogle af dem der kom ud på ruten efter os (vi skulle køre omgange á 8 km), var der en mand der valgte at smide sig klods ind mellem Jens og mig, hvorfor jeg var tvunget til at trykke til for ikke at risikere en penalty, da han trak ud lige foran mig.

Det kostede lige lidt tid med markant flere watt end planlagt for at slippe af med en drafter, hvorfor jeg også tabte Jens i farten.

Den forreste mand kører dog også godt til, så jeg får aldrig lukket hullet op til ham. Jeg stiller istedet cyklen som 2’er knap et minut foran Jens og med ca 2 minutter op til førstepladsen.

Pga. min vægt var jeg godt klar over at jeg ikke ville have en jordisk chance for at indhente den førende, så fokus var i stedet på at smide al brændslen i kedlen for ikke at blive indhentet af Jens. Jeg skulle sgu forsvare min andenplads, koste hvad det vil.

Og for satan hvor fik jeg løbet til grænsen allerede fra starten på det afsluttende løb. To omgange á 2,5 km skulle der løbes som en ud-hjem rute, så ude ved vendepunktet kunne jeg nemt se hvor langt der var både op og ned. Ved vendepunktet ved første omgang kunne jeg godt se at Jens nok havde taget lidt tid på mig, så med lidt hurtig hovedregning var jeg godt klar over at det ville blive tæt tilsidst.

Ned forbi målområdet hvor mit fantastiske heppekor i form af mine børn, min kæreste, mine forældre og kommende klubkammerater var rigtigt gode til at heppe mig videre, og så gik turen ellers ud på anden og sidste omgang. Og for helvede hvor gjorde det bare ondt i lungerne og benene.

Men med et mantra der hedder #winordietrying, er der ikke noget der hedder at pive og give op. Den skal bare have alt der er at give.

Ude ved sidste vendepunkt kan jeg se at Jens er kommet måske liiiiiidt for tæt på, så med 1,25 km tilbage, må jeg skrue så højt op for tempoet, at jeg tvivler på om jeg overhovedet kan holde den hele vejen hjem. Men hellere dø med støvlerne på, end at tabe en duel 😉

De sidste 2-300m er noget af det nok mest smertefulde jeg nogensinde har oplevet, men min far har stillet sig ud lidt fra mål for at heppe mig det sidste stykke, og det giver lige en lillebitte tand ekstra. 100m fra mål står en anden klubkammerat Alice og råber at den er hjemme, men for at være sikker, får den alligevel gashåndtag hele vejen til målstregen.

Én meter efter målstregen smider jeg kroppen på trappen ved siden af i ren udmattelse, efter at have løbet decideret max de sidste 1250 meter. Et rent smertehelvede. Men jeg holdte lige akkurat Jens bag mig, da han kom i mål 12 sekunder efter.

Foto: Kræn B. Nielsen

Det blev dermed til en helt fantastisk andenplads, som jeg på forhånd slet ikke havde turde drømme om. For selvom jeg har nogle fantastiske tal på cyklen og nogle fornuftige tal på svømningen, vejer jeg alt for meget til at løbe stærkt. Jeg lukker dog løbet i 22,5 minut for de lidt over 5 km, så helt skidt er det ikke – selvom det er langtfra tidligere tider 😉

Til gengæld har jeg i disse dage ufatteligt svært ved at gå… Ja faktisk sad jeg en lille periode i rullestol i går :O I dag har jeg dog rullet benene lidt på cyklen, men jeg siger dig at det gør ondt. Rigtigt, rigtigt ondt. Haha…

Én ting er i hvert fald sikkert. Når Aabenraa Triathlon skydes i gang næste år, så er jeg endnu engang på startstregen. Om det bliver på kortdistance eller den olympiske vides endnu ikke, men med den helt fantastiske nye rute der er superfed for både deltagere og tilskuere, er det bare et stævne der skal køres. Og så er det endda til en meget fornuftig pris i forhold til mange andre stævner.

Det var alt for denne gang. Forhåbentligt står jeg på startstregen igen om en måneds tid i Kolding, hvis ellers benene nogensinde bliver hele igen 😉