Mit navn er Morten Falk Nielsen...

... og jeg er passioneret triatlet og familiefar, der ihærdigt prøver at få det hele til at gå op med familie, tri-sport og jobbet som souschef i en større Thansen-butik. Mit motto er #winordietrying.

Siden jeg tilbage i 2012 fandt interessen for triathlon, har der ikke været mange dage, hvor jeg ikke på den ene eller den anden måde har enten tænkt eller beskæftiget mig med sporten.

Jeg kørte selv aktivt i perioden 2012-2015, hvorefter manglende motivation med baggrund i skade efter skade, fik mig til at trække stikket. Ærgerligt, da jeg ellers lå og kæmpede om sejre og podiepladser i mere eller mindre hvert stævne jeg deltog i.

Da jeg stoppede som aktiv triatlet i begyndelsen af 2015, gik det rigtigt stærkt med at få en masse kilo på. Ja, faktisk gik jeg fra 75 til 120 kg på et års tid.

Men interessen for triathlon holdt ved og derfor stiftede jeg i slutningen af august 2016 triathlonportalen Pastaparty.dk, der leverede nyheder fra den danske triathlonscene. Efter et ihærdigt forsøg på at kunne leve af Pastaparty.dk, måtte jeg dog sande at det ikke var muligt (for mig) og jeg måtte derfor opgive forsøget.

Det var dog efter at have været ude at dække nogle af landets største stævner i 2017 i forbindelse med Pastaparty.dk, at jeg besluttede mig for, at jeg måske nok også snart skulle til at tabe mig og komme i form igen. Så det startede jeg på i midten af august ’17.

Jeg er nu i al hast på vej tilbage i form og har sat mig nogle store mål forude. For 2020 kan det blandt andet nævnes, at jeg har som mål at køre mit første stævne på ironman-distancen ved Ostseeman i Glücksburg lige syd for den dansk/tyske grænse.

Jeg har store ambitioner for hvad jeg kan drive mig selv til i tri-sporten, men med et både fysisk og psykisk krævende job der kræver minimum 45 ugentlige timer on-location og et par timer off-location, samt min egen familie der skal plejes og hygges med, skal træningen nøje tilrettelægges for at få det bedste ud af det.

Heldigvis har min bedre halvdel Anita også fået god smag for tri-sporten, så engang imellem kan vi kombinere kæreste-tid med træningstid. Og så kommer mine to døtre også med på en løbetur i ny og næ, ligesom de kommer med i svømmeren når det passer ind.

Så på den måde, får vi alle noget hyggetid ud af det på kryds og tværs.

Og det er netop dén rejse med kombinationen af arbejdsliv, familieliv og træningsliv, som jeg skriver om på min blog. Derudover skriver jeg også frit om træningsmetoder, meninger, tips & tricks og meget andet, når jeg lige synes det passer ind.

Og så kan du naturligvis også følge min rejse på mere dagligt basis på Instagram, Facebook og Strava 🙂

Og tænker du at vi kan samarbejde om at øge kendskabet til dit brand, er du naturligvis mere end velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak om, hvad jeg kan gøre for dig.

Kontakt

LOKATION

Agerskov, Danmark

TELEFON

+45 29867732

MAIL

kontakt@mortenfalknielsen.com
Scroll to top