Blog

KOM HELT TÆT PÅ MIN TRIATHLON-REJSE

Podiet blev revet væk under mig, men efter grundige reflektioner, er alt det positive kommet frem

Jeg har nu brugt et par dage på at komme ovenpå efter søndagens store skuffelse, der faktisk nu mere er vendt til det positive 👍 Jeg havde jo i forvejen egentligt meldt ud at søndagens Slotssøbadet Triathlon bare skulle gennemføres, da min træning på det seneste langtfra har været ideel grundet en hård omgang flytning.

Men hele målet om blot at gennemføre, blev hurtigt revurderet efter at have forladt vandet i Slotssøbadet som 2’er et lille minut efter førende Alexander Pryds. Når nu det allerede nu var gået så godt, kunne jeg ligeså godt jagte den podieplacering og en tur på podiet 😜

Ude på cyklen stryger Danmarks flinkeste triatlet Nicholas Ward Munoz hurtigt forbi, men jeg bevarer roen og holder mig til Torben Lykke Lauridsen, der kommer ud af skiftezonen kort før mig (ja ja, jeg fumlede sgu for meget rundt i T1 😬).

Torben og jeg følges faktisk ad gennem samtlige 45 km, der bestod af 11 omgange med en 14 procentsstigning på 3-400 meter, der skulle forceres på hver omgang. I alt 750 højdemeter før vi igen ramte skiftezonen 😲

Første gang oppe af stigningen kunne jeg godt mærke at det ville blive en led cykeltur, med min dejlige 39×23 gearing som den mindste (jeg havde jo selvfølgelig ikke studeret ruten på forhånd 😜), så hver gang vi skulle opad stigningen, var det med 400+ watt hele vejen for ikke at give Torben for meget snor 💪

Ingen konkurrenter kommer op bagfra, imens Pryds og Munoz har taget lidt yderligere tid foran os. Torben og jeg ankommer derfor til T2 sammen, hvor jeg med et lynhurtigt skifte er tredje mand på løberuten. Og så endda med stjerneben, som i fucking vanvittige stjerneben.

Det planlagte pace lagt af coach Andreas Borch føltes som en leg. Efter omkring en kilometer kiggede jeg mig bagud og så at jeg havde et godt hul ned til Torben på ca 100-150m, så jeg følte mig virkeligt sikker på, at den her podieplads var hjemme – for jeg følte mig på ingen måde presset! 💪

Men så skete dét der bare ikke måtte ske lige bagefter. Nogle små røde flag i vejsiden skulle følges hele vejen rundt på løberuten. Men et vejarbejde i siden skjulte på et tidspunkt de små flag, hvor der samtidigt var tre kæmpestore pile malet på vejen, der pegede over på den anden side af vejen og ind i en park. Så det var selvfølgelig bare dét jeg rettede mig efter, da der ikke på dét tidspunkt var sendt poster ud på løberuten 😬

To kilometer senere går det for alvor op for mig at jeg er kommet på afveje, selvom der stadig er hvide pile at følge. Men det er først efter at være kommet i mål, at jeg får at vide, at de hvide pile er fra Kolding Pure Extreme-løbet fra to uger tidligere 😲

Før jeg får kæmpet mig selv hele vejen tilbage på rette kurs og hen til målområdet (opgivende og i joggetempo), har jeg løbet fire kilometer for langt. Og jeg er arrig. Riiiiiigtig arrig. Jeg smider mit nummerbælte i græsset og siger at jeg ikke gider mere. Min mutti giver mig en kakaomælk som også får en flyvetur på en 20-30 meter 😡 Jeg får også at vide at Alexander Pryds også kom alvorligt på afveje oppe foran, hvorfor han var udgået.

Hele optrinnet tager vel halvandet-to minutter, før jeg alligevel griber mig selv i nosserne og tager mig sammen til at gennemføre alligevel. Med så hård en cykelrute kunne der nemt være blevet lavet store tidsforskelle undervejs, så selvom podiet var ude af mine hænder, kunne jeg da bruge vreden til at se hvor langt jeg egentligt kunne løbe mig tilbage på resultatlisten 😂

Så på med løbeskoene igen og så bare derudaf. Og vrede kan altså bare gøre ét eller andet for mig når det er konkurrence, for jeg buldrer derudaf i et tempo langt højere end jeg burde være i stand til 👊 Én efter én bliver folk hentet og sat, lige indtil jeg rammer cirka kilometer tolv (ud af de ti jeg skulle have løbet 😜), hvor klappen bare går ned. Så var der sgu udsolgt 😴 De sidste to kilometer blev klaret i et gevaldigt joggetempo, der alligevel bragte mig i mål på en ottendeplads på trods af at have løbet 14 km 😎💪

Jeg var både træt, ked af det og arrig da jeg kom i mål efter de 14 km løb. Men mest af alt var jeg skuffet. At gå fra tredjepladsen med SÅ meget overskud til at blive smidt laaaaaaaangt væk fra podiet, var bare for langt ude 😫

Jeg er klar over at det er atletens eget ansvar at finde vej. Men jeg mener også at det er op til arrangørerne at gøre det muligt at vi selv kan finde vej – og at nogle af de små røde flag er gemt bag et vejarbejde samtidigt med at pile fra et andet løb peger en anden vej, er sgu et meget uheldigt sammentræf, der desværre fik uheldige konsekvenser for os der ikke på forhånd havde prøvet at løbe ruten.

Det er superærgerligt, når stævnet ellers var så skide fedt med den vildeste cykelrute jeg nogensinde har prøvet i tri-sammenhæng og den næstvildeste cykelrute jeg nogensinde har prøvet i både tri- og cykelløbssammenhæng 🤘 Og med et deltagergebyr på kun 250 kroner for en kvart jernmand, er det sgu et must-do stævne – særligt hvis de lige får styr på vejvisningen på løberuten til næste år 😉 Er i hvert fald overbevist om at arrangørerne har lært af det 😄

Med alt dét taget i betragtning, står jeg nu alligevel tilbage med nogle positive erfaringer jeg kan tage med mig videre (man siger jo at det er i modgang man for alvor reflekterer og bliver klogere 🙈):

✔️ Selvom jeg ikke har følt mig godt tilpas i vandet på det seneste, formår jeg alligevel at ramme svømningen i røven og rammer mit normale niveau på dagen. Det er lækkert 😎

✔️ På trods af at sidde med en følelse af at have en halv tand mere at give af på cykelruten, kører jeg alligevel taktisk klogt og holder mig ved Torben hele vejen. Det var fristende bare at buldre afsted på det flade og den stejle og teknisk svære nedkørsel, men jeg holdte mig i skinnet og sparede kræfterne til stigningen. Det er det klogeste jeg nogensinde har gjort i et triathlonrace og det var helt sikkert også dét der gjorde, at jeg på trods af at have kørt med 326 watt NP efter 400+ watt på stigningen hver gang, kom ud på løberuten med absolut stjerneben og masser af både fysisk og mentalt overskud😎

✔️ Og så selvom alting var så sort og at jeg var så skide sur og skuffet efter at have fundet tilbage på ruten fra min “lille” afstikker, formår jeg alligevel at vende situationen om og bruge min vrede og arrigskab til at gennemføre. At det så alligevel giver mig en placering som nummer otte, det er bare en kæmpestor bonus😎

Til sidst skal lyde en stor tak til Slotssøbadet Triathlon for en pisse fed rute, der nemt kan få mig til at komme tilbage næste år (med en lidt mere optimal gearing 😂). Også tusind tak til mine fantastiske heppere i form af kæreste, forældre (der overraskede mig ved at møde op), venner (Claus, Line og unger) og de mange tilskuere der råbte mit navn på både stigningen og løberuten, uden jeg umiddelbart ved hvem i er 😍 Og til sidst også til min pisse seje coach Andreas Borch for at tilpasse min træning til de ydre forhold (læs: tung krop pga flytning), som i sidste ende gjorde det muligt rent faktisk at have masser af power i kroppen på raceday, selvom hjernen ikke selv troede på det 😎

Nu er der dømt off-season, hvor der pt. bare trænes efter lyst, inden opbygningen mod næste sæson starter. Alt i alt har det jo egentligt været en meget god første comeback-sæson 🤘

Aabenraa Triathlon – Den grimme smag i munden, der gør det hele værd

Søndag stod den på Aabenraa Triathlon, hvor jeg virkeligt fik en grim smag i munden. Men en grim smag, der virkeligt gør alt det hårde arbejde dag ud og dag ind, værd at stå ud af sengen for. For smagen jeg snakker om, er smagen af blod. Den karakteristiske  smag, du kun får hvis du er vampyr og overfalder dit bytte eller hvis du får en seriøs omgang på lampen.

Eller når du går rent og skær all-out i sport.

Heldigvis var det den sidste sætning der beskriver hvorfor jeg fik blodsmag i munden af i søndags 😉

For kun anden gang i år – og ja faktisk kun anden gang siden jeg stoppede med triathlon i starten af 2015 – stod jeg på startstregen i Aabenraa Triathlon, hvor jeg skulle give den alt jeg havde på den korte distance. En distance bestående af 500m svømning, 24 km cykling og 5 km løb.

En distance der egentligt passer mig meget godt, da jeg bare synes det der pedal-to-the-metal hele vejen er hamrende fedt. Et symbol på den type triatlet, der kan udholde den allerstørste smerte.

Inden start vidste jeg at jeg havde gjort et rigtigt godt stykke arbejde for at være klar, særligt takket være coach Andreas Borch fra byBorch, der virkeligt har strikket et hårdt træningsprogram sammen. Så de rent træningsmæssige tal fejlede i hvert fald ikke noget. Til gengæld render jeg jo fortsat rundt med alt for mange kilo på kroppen (mindst 15 kg for meget), så at skulle køre med om de absolut højeste topplaceringer, var noget der kun lå i en meget fjern fantasi.

Ikke desto mindre, var det dog hvad jeg kom til. At skulle køre om de højeste topplaceringer.

For allerede fra startskuddet lød klokken 11.05 på Sønderstrand i Aabenraa, blandede jeg mig helt forrest. Faktisk tager jeg hul på cyklingen som nummer 4 efter en fornuftig svømning i pace 1:29/100m, på trods af nok at have været i kontakt med en 10-15 brandmænd undervejs.

Ude på cyklen får jeg hurtigt lukket hullet til næsthurtigste svømmer, imens min gamle klubkammerat og træningsmakker Jens Laasholdt, der tog hul på cyklen lige foran mig, tog lidt længere tid at fange. Det skete dog efter knap 7 km og så gik jagten ellers ind på den førende.

Til at starte med fandt Jens og jeg ind i et godt samarbejde (ja, vi overholdte de 10m der skulle være mellem os), men under en overhaling af nogle af dem der kom ud på ruten efter os (vi skulle køre omgange á 8 km), var der en mand der valgte at smide sig klods ind mellem Jens og mig, hvorfor jeg var tvunget til at trykke til for ikke at risikere en penalty, da han trak ud lige foran mig.

Det kostede lige lidt tid med markant flere watt end planlagt for at slippe af med en drafter, hvorfor jeg også tabte Jens i farten.

Den forreste mand kører dog også godt til, så jeg får aldrig lukket hullet op til ham. Jeg stiller istedet cyklen som 2’er knap et minut foran Jens og med ca 2 minutter op til førstepladsen.

Pga. min vægt var jeg godt klar over at jeg ikke ville have en jordisk chance for at indhente den førende, så fokus var i stedet på at smide al brændslen i kedlen for ikke at blive indhentet af Jens. Jeg skulle sgu forsvare min andenplads, koste hvad det vil.

Og for satan hvor fik jeg løbet til grænsen allerede fra starten på det afsluttende løb. To omgange á 2,5 km skulle der løbes som en ud-hjem rute, så ude ved vendepunktet kunne jeg nemt se hvor langt der var både op og ned. Ved vendepunktet ved første omgang kunne jeg godt se at Jens nok havde taget lidt tid på mig, så med lidt hurtig hovedregning var jeg godt klar over at det ville blive tæt tilsidst.

Ned forbi målområdet hvor mit fantastiske heppekor i form af mine børn, min kæreste, mine forældre og kommende klubkammerater var rigtigt gode til at heppe mig videre, og så gik turen ellers ud på anden og sidste omgang. Og for helvede hvor gjorde det bare ondt i lungerne og benene.

Men med et mantra der hedder #winordietrying, er der ikke noget der hedder at pive og give op. Den skal bare have alt der er at give.

Ude ved sidste vendepunkt kan jeg se at Jens er kommet måske liiiiiidt for tæt på, så med 1,25 km tilbage, må jeg skrue så højt op for tempoet, at jeg tvivler på om jeg overhovedet kan holde den hele vejen hjem. Men hellere dø med støvlerne på, end at tabe en duel 😉

De sidste 2-300m er noget af det nok mest smertefulde jeg nogensinde har oplevet, men min far har stillet sig ud lidt fra mål for at heppe mig det sidste stykke, og det giver lige en lillebitte tand ekstra. 100m fra mål står en anden klubkammerat Alice og råber at den er hjemme, men for at være sikker, får den alligevel gashåndtag hele vejen til målstregen.

Én meter efter målstregen smider jeg kroppen på trappen ved siden af i ren udmattelse, efter at have løbet decideret max de sidste 1250 meter. Et rent smertehelvede. Men jeg holdte lige akkurat Jens bag mig, da han kom i mål 12 sekunder efter.

Foto: Kræn B. Nielsen

Det blev dermed til en helt fantastisk andenplads, som jeg på forhånd slet ikke havde turde drømme om. For selvom jeg har nogle fantastiske tal på cyklen og nogle fornuftige tal på svømningen, vejer jeg alt for meget til at løbe stærkt. Jeg lukker dog løbet i 22,5 minut for de lidt over 5 km, så helt skidt er det ikke – selvom det er langtfra tidligere tider 😉

Til gengæld har jeg i disse dage ufatteligt svært ved at gå… Ja faktisk sad jeg en lille periode i rullestol i går :O I dag har jeg dog rullet benene lidt på cyklen, men jeg siger dig at det gør ondt. Rigtigt, rigtigt ondt. Haha…

Én ting er i hvert fald sikkert. Når Aabenraa Triathlon skydes i gang næste år, så er jeg endnu engang på startstregen. Om det bliver på kortdistance eller den olympiske vides endnu ikke, men med den helt fantastiske nye rute der er superfed for både deltagere og tilskuere, er det bare et stævne der skal køres. Og så er det endda til en meget fornuftig pris i forhold til mange andre stævner.

Det var alt for denne gang. Forhåbentligt står jeg på startstregen igen om en måneds tid i Kolding, hvis ellers benene nogensinde bliver hele igen 😉

Spar penge på cykelturen og brug dem på udstyr ;-)

Jeg har et lille tip jeg gerne vil dele med dig. For hvor meget væske drikker du lige på dine længere cykelture? En del går jeg udfra, medmindre du dehydrerer dig selv.

Jeg drikker cirka en liter væske i timen, så på en cykeltur på en 3-5 timer, skal der sgu virkeligt tankes op undervejs. Og det er lidt småpebret hvis det skal gøres på en tankstation… Derfor har jeg et lille tip til dig, så du kan spare penge på vandet og bruge dem på udstyr i stedet 😉

Jeg vil hellere føde tvillinger ud af mit r**hul, end at køre de intervaller igen

Jeg piver, jeg piver, jeg piver. Og jeg bruger anstødeligt sprogbrug.. Men jeg har lige været udsat for det nærmeste man kommer frivilligt tortur – og så endda på en cykel.

Dét fortæller jeg mere om i videoen…

Efter at være kommet hjem og fået slappet lidt af, er jeg dog kommet på andre tanker. Jeg kan godt køre de intervaller igen 😉

Men i hvert fald, så passer morgenens cykelpas rigtigt godt overens med mit manta #winordietrying. For at dø, det var jeg sgu ved 😛

29. juni 2018 Morten Falk Nielsen Kommentarer lukket til Indtag nu bare det energi!

Indtag nu bare det energi!

Jeg har mere eller mindre altid været af den overbevisning, at jo længere tid du kan træne uden at indtage energi undervejs, jo bedre er det. Hvilket i og for sig også er rigtigt nok. Til gengæld er det ikke klog.

Det fortæller jeg meget mere om i videoen, hvor jeg bl.a. kommer ind på én af de største ulemper ved ikke at indtage energi under træningen.

Scroll to top