Hold da kæft… Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Udover med at sige, at jeg ikke kunne ønske mig en bedre måde at slutte sæsonen på.

Som der nok ikke er gået din næse forbi, var jeg i søndags til start i mit sidste 2019-race. Det var jeg i Kolding til Slotssøbadet Triathlon over 1/4 jernmand-distancen, hvor jeg udover at have Anita med til start i sin allerførste kvart-distance, selv skulle forsøge at få revanche efter sidste års kæmpe skuffelse.

Og tjaaaa… Revanche kan man da sige at jeg fik. Jeg fik nemlig svømmet, cyklet og løbet solo fra spids og til sidst krydset målstregen som den allerførste!

Herunder har jeg skrevet lidt flere detaljer om hvordan dét så gik til 😉

Allerede under opvarmningen var der gode indikationer

Tidligt søndag morgen var det op af fjerene, morgenmad i skrutten, ind forbi Haderslev for at få hentet super-hepperen Kasper Rhinstrøm og så ellers til Kolding.

Det var pis’ koldt og blæsende hele formiddagen. Og det regnede. Så det var med mentalt at få sig indstillet på, at det ville blive en barsk omgang. For udover vejret, er cykelruten også et bæst med 3 skrappe stigninger pr. omgang, hvor vi på den kvarte jernmand skulle køre 3 omgange.

Så alt i alt ville det blive vådt, blæsende, køligt og med 9 hårde bakker. Men humøret var utroligt højt og en viking lader sig ikke slå ud!

Så efter også lige at have fået sagt hej til mine forældre, var det ud og jogge benene varme i 10 minutter, inden turen skulle gå i omklædningen og vandet også skulle afprøves inden starten.

200 meter inde på opvarmningen er der så gode nyheder. Der er i dén grad hul igennem til benene. Og da jeg hopper i vandet til opvarmningen der, føles det på samme måde; der er hul igennem til armene.

Taktikken på svømningen gav pote; en føring på 40+ sekunder!

Så da klokken slog 10.40 søndag morgen, lød startskuddet til dette års udgave Slotssøbadet Spar Nord Triathlon med en Morten i vandet, der tilsyneladende var så klar som han overhovedet kunne være!

Da ham jeg skulle have svømmet i bane med ikke dukkede op, lykkedes det på én eller anden måde Anita at overtale arrangørerne til at kunne rykke over i min bane. Så det gav da også lige et boost at have hende liggende ved siden af.

Taktikken fra start var ganske klar; at få lagt godt pres på, i håb om at kunne ryste konkurrenterne.

Om de blev rystet er svært at sige, men jeg forlod i hvert fald vandet som den første efter at have tilbagelagt de 950 meter i tiden 14.43, godt og vel 45 sekunder før den forsvarende vinder og storfavorit Nicholas Munoz.

Det gav rigtigt gode indikationer allerede dér!

Cyklingen var stærk – meget stærkere end det føltes undervejs

Så var det ellers op af vandet, ud til skiftezonen, hjelm og nummerbælte på og så ellers ud på cykelruten. Det gjorde jeg så hurtigt, at jeg med et skifte på 28 sekunder, havde den klart hurtigste tid i T1.

Ude på cykelruten finder jeg hurtigt roen og overskuddet nede i bøjlen, imens jeg egentligt bare lidt afventer at Munoz skulle komme op.

Den første rigtige bakke venter efter en 3-4 kilometer, som også er den værste. Det går rigtigt godt med at komme op af den med 420-430 watt, og da jeg når toppen vender jeg mig om.

Munoz er IKKE at se. Det var satans, tænker jeg.

Jeg får mig godt placeret i bøjlen igen og får trykket nogle watt i en god rytme. Præcis hvor mange watt ved jeg ikke rigtigt, for min Garmin og min Stages bliver ved med at miste forbindelsen. Men følelsen i benene siger i hvert fald at der bliver jokket godt til, uden at det er for hårdt.

De næste to bakker bliver også forceret i god stil, inden en stejl og teknisk svær nedkørsel venter før jeg kan dreje til venstre ud på anden omgang. Og i bunden af dén nedkørsel, mister jeg så min eneste drikkedunk…

Fuck, får jeg råbt! Men der er ingen tvivl.. jeg har ikke tid til at vende om og samle den op. Og efterfølgende er jeg også glad for at jeg ikke gjorde det, for så kunne racet have set helt anderledes ud.

De sidste to omgange går også rigtigt godt, hvor jeg fortsætter med at holde et rigtigt godt pres i pedalerne. Til min store overraskelse ser jeg aldrig noget til Munoz undervejs, for selvom jeg kunne se at jeg kørte stærkt, troede jeg ikke at jeg kørte så stærkt, at han aldrig ville komme op.

Men da der mangler en 5-6 kilometer og han stadig ikke er i syne, begynder mit hoved for alvor at indstille sig på, at det her reelt set godt kan ende med en sejr!

Så det bliver der arbejdet meget på mentalt det sidste stykke ind til skiftezonen, hvor jeg ankommer efter 45 kilometer inkluderet 600 højdemeter i tiden 1:15:54, altså mere end 35 km/t i snit.

Det lyder ikke af meget i forhold til hvad jeg kan køre. Men på den her rute, der er det altså virkeligt en god fart!

Forsvarede føringen med et stærkt afsluttende løb. Og så var det fejringstid!

Da jeg ankommet til T2 ved jeg ikke noget om hvor langt jeg er foran. Det eneste jeg ved, er at jeg er den førende. Og da omgangene ikke går forbi skiftezonen, har jeg heller ingen tider at gå efter.

Da jeg løber ud af skiftezonen, er Munoz dog endnu ikke kommet ind. Så jeg ved, at jeg da i hvert fald har en 40-45 sekunder at give af.

Ude af skiftezonen ventede der “bare” seks omgange rundt om Slotssøen, inden målstregen skulle krydses efter 10 km. Jeg får lagt rigtigt godt ud og løber i præcis pace 4.00/km som planlagt, indtil jeg kommer om forbi målområdet.

Her står mine forældre og Kasper Rhinstrøm og har en helt frisk tid til mig. Og tiden er opløftende. Jeg har lidt over fem minutter ned til Munoz. Så skruen skulle bare holdes i vandet og så burde den være hjemme.

Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men med et fuldstændigt fantastisk personligt heppekor og en stor mængde publikum, gjorde det det da lidt lettere!

I de næste par omgange bliver skruen virkeligt holdt lige i vandet og meldingerne hver gang jeg kommer forbi målområdet, er de samme; afstanden mellem Munoz og mig er stort set uændrede.

Med to omgange tilbage kan jeg dog godt mærke, at nu er gassen virkeligt ved at gå af ballonen. Samtidigt siger alle former for regnestykker også, at medmindre jeg virkeligt knækker sammen, vil min sejr aldrig komme til at være i fare.

Så der bliver slækket en lille smule på håndtaget på den næstsidste omgang, imens jeg den sidste omgang tager lidt ekstra af farten for simpelthen bare at nyde den præstation jeg har lavet.

Omme på målstregen får jeg råbt en hel del i begejstring og kan knap styre mine ben da jeg løber over timing-måtten under målportalen.

Men fuck det…. For den var hjemme. JEG GJORDE DET!

Lige fra kilometer 13-15 stykker på cyklen og til jeg krydsede målstregen, blev det dog gjort uden væske. Så jeg var godt kneppet i både hovedet og i kroppen umiddelbart bagefter – ja, i bedste Bjarne Riis-stil kommer jeg i mål med seriøs fråde om munden og må også lige ned og ligge over to omgange.

Men så ved man også bare at man har gjort det helt til grænsen! 😉

En stor del af sejren skal dog på dagen tildeles Kasper Rhinstrøm, mine forældre og klubkammeraten Alice, der alle undervejs gav en kæmpemæssig opbakningen. Det er kroppen der skal gøre arbejdet, men med et suverænt heppekor, følger også suveræne præstationer!

Anita gennemførte sin første kvarte jernmand og coach er STOLT!

Med målstregen krydset, var racet dog ikke helt overstået endnu. Anita var stadig ude på cykelruten og med lidt hurtig hovedregning, ville der ikke gå lang tid fra jeg havde krydset målstregen, til hun ville komme ind for at aflevere sin cykel.

Og som udregnet, blev det gjort. Et kvarters tid senere, kunne vi heppe hende ind i T2 efter en brutal cykling, hvor hun virkeligt fik lov at arbejde med sig selv både mentalt og fysisk.

Men hun kom igennem de 45 kilometer, selvom det ikke var nemt. Og det er sejt!

Hun får lavet et fornuftigt skifte hvor hun fik lidt energi ind og lidt at drikke, og så begav hun sig ellers ud på sit livs hidtil længste løbetur.

Jeg løb med hende rundt den første omgang, for både selv at jogge lidt af og for at give hende lidt vejledning og ligesom tage temperaturen for hvordan hun havde det.

Og hun havde det tilsyneladende rigtigt godt. Hun oste endda af overskud, hvilket jeg ikke lige havde regnet med.

Den ene omgang tog den anden og pludseligt havde hun kun én omgang tilbage. Den tog jeg også med hende i fællesskab med klubkammerat Alice, der har vist sig at være en stor støtte for Anita undervejs.

Og pludseligt var der kun at krydse målstregen tilbage. Det gjorde hun efter 4 timer, kun fem måneder efter hun reelt begyndte at træne til at lave triathlon. Og dengang vidste hun intet om at hun en septemberdag samme år skulle køre en hel 1/4 jernmand!

Men det gjorde hun til sin egen store tårevædede stolthed. Ligesom jeg som både kæreste og coach var – og er – mindst ligeså stolt.

Dét at have været med hende på sidelinjen, at have planlagt hendes træning, ageret støtte på daglig basis og været dén der har skulle svare på alle hendes spørgsmål, har givet mig en kæmpe indsigt i hvad triathlon egentligt er og hvad det vil sige at coache et andet menneske.

Ganske vidst vandt jeg. Men det jeg er allermest stolt af, er faktisk at have været med på Anitas rejse fra at være totalt ude af form til fem måneder senere, at have gennemført en kvart jernmand på den vel nok allermest brutale rute på distancen i Danmark.

Hun er fandeme sej!

Nu venter der lidt off-season med lidt løs træning, inden fokus rettes på 2020 sæsonen. Indtil vi ses igen, må du ha’ det rigtigt godt! 🙂

Resultaterne kan i øvrigt ses her.

Følger du mig på Facebook og/eller Instagram, er det nok ikke gået din næse forbi at jeg i den forgangne weekend var en tur i Bording for at køre Bording Triathlon. Og at jeg rent faktisk gik hen og nappede endnu en podieplads (tre på stribe med Saltum Strand Løbet og Aabenraa Triathlon).

Denne gang blev det dog (heldigvis) til et trin længere op på podiet, da det i Bording blev til en andenplads mod de to tredjepladser i Saltum og Aabenraa 🙂

Alt i alt var det en ret crazy dag, deroppe i Bording. Både på grund af resultatet og selve racet, men også på grund af at jeg for kun anden gang i mit liv, var til start sammen med Anita.

Men mere om det senere i blogindlægget.

For lad mig først starte med det kedelige og slutte med det sjove… Det vil sige racerapporten først og så en fortælling om dét at dele startstregen med fruen i huset senere 😉

Fandt god balance mellem restitution fra Aabenraa og mini-nedtrapning til Bording

Jeg synes selv at jeg havde lavet en fornuftig mini-nedtrapning op til Bording Triathlon, selvom en 4-18-4 distance ikke kræver den store nedtrapning.

Men med Aabenraa Triathlon kun seks dage før Bording, skulle ugens hårde træningspas alligevel placeres helt rigtigt for at have fået hvile nok til at restituere fra Aabenraa-racet uden at gå helt i dvale, så kroppen ikke ville være helt død i Bording lørdagen efter.

Det blev derfor til to ret lette dage mandag og tirsdag, imens onsdag bød på en omgang hård FTP-booster-træning på cyklen, imens ugens lange løb og tærskel-svømning blev lagt om torsdagen.

Fredag var det bare en times rulletur uden det store bid i. Og så skulle jeg gerne være klar og frisk til at give den gas lørdag, både fysisk og mentalt.

Masser af svømmepower plantede mig med et rigtigt godt udgangspunkt

Og som forsøgt planlagt, skete det også. For allerede da startskuddet lød klokken 14.25, var der allerede godt med damp under alle kedler.

Jeg får lynhurtigt placeret mig som nummer to under de 400m svømning, hvor jeg dog ikke har nogen chance for at følge med den hurtigste. Til gengæld er der heller ingen af de andre øvrige der kan være med på mit pace, så jeg forlod vandet som en stabil nummer to.

Det gjorde jeg i svømmetiden 5.42 (pace: 1.25/100m) med 57 sekunder op til den førende Frederik Juhl Leiszner og 20 sekunder ned til tredjehurtigste svømmer Lasse Hansen.

Fornuftig cykling trods manglende rytme

Et hurtigt skifte blev det til og så ud på cyklen, der både var en våd og blæsende omgang. Helt til at starte med stod det ned i lårfede stænger og de første 9 km foregik i en stærk modvind.

Men i bund og grund er det egentligt bare en fordel for mig, for så skal der virkeligt arbejdes for sagen.

Jeg har dog svært ved rigtigt at finde en rytme på de midtjyske veje og jeg synes at mine watt-tal hopper op og ned, uanset hvor meget jeg prøver på at fokusere på at køre stabilt.

Jeg kan dog se på farten at den er ret fornuftig, så jeg fortsætter egentligt bare med at holde trykket i pedalerne.

Ude ved vendepunktet kan jeg så se Leiszner køre imod mig og jeg kan se at der er ca et minut op. Her vidste jeg godt at det ville blive svært at få lukket, men man skal jo aldrig give op… Så på vej tilbage blev trykket stadig holdt godt til.

Kun meget få gange havde jeg visuel kontakt med ham på vej hjemad, så da jeg ankommer til T2 er jeg stadig 2’er. Til gengæld var det lidt mere usikkert hvordan det så ud bagved, så jeg vidste reelt set ikke hvor stort et forspring jeg havde til de bagvedliggende.

Cyklen kom jeg igennem på 28.20 (fart: 39,1 km/t), som gjorde at jeg var 1:20 efter Leiszner og lidt over halvandet minut foran min nærmeste forfølger Patrick Klippert.

Usikkerhed om afstanden mellem os i toppen, gav grobund for et usandsynligt smertefuldt syrebad på løbet

Men det vidste jeg som sagt ikke på det tidspunkt, så den fik derfor for fulde gardiner allerede fra den første meter på løberuten. Pulsen smed sig lynhurtigt op i zone 5 og der skulle den bare blive, for et forsøg på at nappe førstepladsen skulle gøres og min andenplads skulle der som minimum heller ikke være nogen der skulle tage fra mig.

Løbet kom derfor til at være ét stort smertefyldt syrebad hele vejen, med et pace som vi skal et godt stykke tilbage i mit liv for at finde hurtigere.

Frederik Leiszner får jeg dog aldrig hentet og han ender derfor med at vinde. Til gengæld henter jeg mine nærmeste forfølgere med en omgang (vi skulle løbe fire omgange á én km) med en halv omgang til målstregen, så der vidste jeg i hvert fald at andenpladsen var hjemme.

Jeg når målstregen i en løbetid på 15.28, som giver mig en total sluttid på 50.36. Det gør at jeg slutter præcis to minutter efter vinderen Frederik Leiszner og 3,5 minutter foran Uffe Iversen der bliver 3’er.

Virkeligt solidt arbejde af mig selv, hvis jeg selv skal sige det! 🙂

Anita kom rigtigt flot igennem trods problemer i ugerne op til raceday – det gjorde dagen helt perfekt!

Men det var jo som tidligere nævnt ikke kun mit eget race, der gjorde en dag i Bording Triathlon til en crazy dag. Det gjorde det også, at jeg havde Anita med mig på startstregen.

Det var Anitas kun andet stævne og det første hvor hun skulle køre helt på egen hånd. Det var derfor en lettere nervøs Anita der var til start, særligt fordi hendes træning har haltet gevaldigt de sidste par uger op til på grund af nogle meget stærke rygsmerter.

Lidt ærgerligt, når man tager hendes flotte træningsindsats hen over sommeren i betragtning.

Hendes plan var derfor bare at komme igennem så godt som muligt og forhåbentligt uden at få problemer med ryggen.

Al hendes forudindtagede frygt om risikoen for at skulle udgå, blev dog gjort til skamme. Hun kommer flot igennem svømningen, får tonset sig seriøst flot igennem cyklingen og får sig løbet rigtigt godt igennem de afsluttende fire kilometer løb.

Hun blev noteret til en tid på 1.26.49 på målstregen, hvilket er hele 20 minutter hurtigere end hendes tid fra Agerskov Triathlon, der blev kørt på samme distance, men under markant bedre vejrmæssige forhold.

20 minutter er altså til at føle på når vi snakker så kort en distance. Så på trods af manglende kontinuerlig træning i de sidste to uger op til, har hendes flotte træningsindsats henover sommeren alligevel båret frugt.

Det var derfor en meget stolt coach (det vil sige mig 😉 ) og ikke mindst kæreste, der tog imod hende på målstregen! Og vigtigst af alt, så fik hun en rigtigt god oplevelse.

Alt i alt var det bare en perfekt, crazy og dejlig dag i Bording for de to voksne i Familien Falk Størling. For at kunne dele sådan en oplevelse sammen, det er fandeme bare lækkert!

Nu står den så på nogle ugers hård træning uden konkurrence, inden vi begge slutter sæsonen med en kvart jernmand til Slotssøbadet Triathlon den 15. september. Og så har jeg i øvrigt netop tilmeldt mig et ikke helt uvæsentligt race til næste sæson, men mere om det senere 😉

Tusind tak fordi du læste med 🙂

Sønderstrand i Aabenraa dannede i dag rammen om Aabenraa Triathlon, der traditionelt blev kørt over de to tri-distancer OL og sprint, samt en kort duathlon.

Undertegnede var ligesom sidste år til start på sprint-tri’en, der bestod af 500m svømning, 24 km cykling og 5 km løb. Og efter et – hvis jeg selv skal sige det – vel-sammensat race fra min side, blev det til endnu en podieplads.

Nemlig en tredjeplads. En tredjeplads, jeg er rigtigt godt tilfreds med! Men mere om det i slutningen af indlægget.

Lad os første snakke om hvordan det gik undervejs.

Semi-god svømning fra min side

Klokken 11.05 lød startskuddet for sprintdistancen, hvor der ventede 500m svømningen direkte ud til en bøje 250m ude i Aabenraa Fjord og så tilbage igen.

Det er ingen hemmelighed at jeg har det ok godt med et stabilt pace i pool’en, men når det kommer til åbent vand, har jeg svært ved at få farten med. For en uge siden fik jeg dog nogle rigtigt gode signaler under en klubsvømning, hvor tiltroen voksede til at farten endeligt var ved at komme med udenfor.

Derfor var jeg også fortrøstningsfuld for at svømningen i dag skulle gå godt. Men det blev kun til semi-godt.

Planen var at jeg skulle holde Kasper Rhinstrøms fødder gennem hele svømningen, men dem tabte jeg allerede kort inde på svømningen under udløbet i vandet. Det er sgu ikke nemt med lavvande og korte ben 😉

Derefter måtte jeg i en slåskamp eller to for at bevare min position i vandet, der også kostede lidt på kræfterne og svømmetiden. Men jeg kommer alligevel op med et pace på 1.25/100m (ifølge min Garmin), som nok mere reelt er 1.35/100m.

Skiftezonen entrerer jeg som 5’er efter 600m svøm (ifølge Garmin) i tiden 8 minutter og 24 sekunder.

God tons på cyklen bragte mig op på podiepladserne

Efter et hurtigt skifte i T1 var det ud på cykelruten og så ellers bare tonse afsted i et stabilt pace. Planen på forhånd var at køre lige over 300 watt, men jeg kunne hurtigt mærke på benene, at de var til mere i dag.

Så den fik lige lidt ekstra.

Til dem der ikke kender cykelruten, skal der køres omgange á 8 kilometer langs med Sønderstrand og på selve havnen. Det betyder at der både kommer det tekniske på spil, samt evnen til bare at træde watt – så en god blanding af det hele.

Dertil skal også lægges at det i dag blæste en god vind, som også gav godt med udfordringer. Men det passer mig jo egentligt rigtigt godt.

På sprintdistancen skulle vi køre 3 omgange. Og da vi har kørt lige under en omgang, får jeg lukket hullet op til Rhinstrøm, der i øvrigt i dagens anledning stillede til start på en mountainbike (!!!!). Og cirka halvvejs inde på anden omgang, lukker jeg så hullet til 2’eren og 3’eren.

Kortvarigt overvejer jeg at blive liggende lidt hos dem, men jeg kan se at den ene af dem konsekvent ligger utroligt tæt på den anden. Altså så tæt, at det går under konsekvent drafting.

Jeg går derfor udenom mere eller mindre med det samme i en høj fart, i håbet om at den ene vil forsøge at gå med mig og dermed få dem “shaket” lidt op, så ham der konsekvent lå for tæt, selv måtte til at arbejde lidt for føden.

Det så tilsyneladende ud til at lykkes, for ude ved vendepunket, sad de ikke længere sammen. Og så var den del af missionen i hvert fald lykkedes 🙂

Derefter var det egentligt bare at fortsætte med at trykke stabile watt i den sidste omgang, inden løbeskoene skulle på.

Cyklen blev stillet i T2 som 2’er efter en cykeltid på 37 minutter og 10 sekunder for de lidt over 24 km cykling, hvilket gav en gennemsnitsfart på godt og vel 40 km/t. Ganske godkendt, forholdende taget i betragtning.

Sluttede af med et løb, som jeg er rigtigt godt tilfreds med

Efter endnu et rigtigt godt skifte, var jeg ude af skiftezonen i samme placering som jeg kom ind i den. Nemlig som 2’er.

Planen var at starte semi-hårdt ud i den første kilometers penge og derefter vurdere benenes og kroppens tilstand. Som det blev planlagt, blev det gjort. Og andenpladsen holdte jeg så indtil lidt over den første kilometer.

Derefter kom Rasmus Lorenzen op bagfra (en af de to sidste jeg hentede på cyklen, men det var ikke ham der draftede). Vi fik lige en hurtig sludder (eller hvad man kalder det når pulsen er 180), om ham drafteren, og så blev der ellers buldret videre.

Jeg følte mig egentligt ok tilpas, hvis man kan sige det når man løber et par procenter fra max. Så jeg besluttede mig for at forsøge at gå med Lorenzen og så se hvor det skulle bære hen.

Det var dog som om at han lige gav den lidt ekstra i de første par hundrede meter derefter. Så der kom til at opstå et lille hul, som man ikke bare sådan lige lukker igen.

Jeg sætter tempoet en my ned samtidigt med at jeg forsøger at minimere tidstabet til ham. For selvom han har slået et lille hul, ville der stadig være en chance for at han ville gå ned på et senere tidspunkt – og så ville det bare være om at have holdt sig til.

Rasmus Lorenzen gik dog ikke ned, så andenpladsen fra sidste år blev det ikke til. Men jeg kom da i mål til en tredjeplads efter et rigtigt godt løb fra min side, der gav mig et pace på 4.15 min/km i mål over de 5,2 km løb.

Det gav et afsluttende løbetid på 21 minutter og 34 sekunder, som jeg synes er pisse meget godkendt. For ærligt talt, så er jeg stadig for tyk til at løbe rigtigt hurtigt.

Samtidigt blev det til en samlet sluttid på 1 time, 8 minutter og 54 sekunder.

Utroligt godt tilfreds på trods af placeringsmæssig tilbagegang fra sidste år

Sidste år blev det som nævnt til en andenplads i Aabenraa på samme distance, hvor det så i år blev til en tredjeplads. For mit vedkommende er en andenplads og en tredjeplads dog mere eller mindre det samme, for i bund og grund er det de første to resultater der ikke giver sejren.

Men det er nu ikke derfor jeg er utroligt godt tilfreds med dagens tredjeplads. Det er i stedet på grund af disse ting:

1. Konkurrencen var større i år
2. Sluttiden fra sidste år blev markant forbedret
3. Farten på alle tre discipliner blev markant forbedret

Det var uden tvivl et stærkere felt der var til start i år i forhold til sidste år, hvor bl.a. den rutinerede Andreas Petz i dag kom, så og sejrede.

Sidste år var min sluttid 1:11:39, som blev gjort under væsentligt bedre forhold til høj fart. I år var den 1:08:54, der kom i hus med en tidsmæssig forbedring på 49 sekunder på svømningen, 35 sekunder på cyklen og markante 1 minut og 14 sekunder på løbet (!).

Det tegner dermed rigtigt godt for de næste to stævner i Bording og i Kolding om henholdsvis en uge og en måned, hvor jeg er fortrøstningsfuld i forhold til mulighederne for nogle gode resultater.

Og nårh ja… Kæmpe skud ud til Kasper Rhinstrøm der slutter på en fucking vild fjerdeplads, på trods af at have taget cyklingen på en mountainbike. Det siger lidt om niveauet den knægt har, både på svømingen og løbet – og egentligt også på cyklen, hvor han flyver igennem med 35 i snit på en fucking mountainbike (!).

Nå, men tak fordi du læste med. Og til de af jer der var ude og heppe, stort tak for det opbakningen. Det betyder rigtigt, rigtigt meget! 🙂 Og også et stort tak til arrangørerne bag Aabenraa Triathlon, der endnu engang formår at afvikle et godt stævne med et seriøst godt niveau, særligt prisen taget i betragtning!

Adios.