Blog

OPDATERINGER, RACERAPPORTER, TIPS & TRICKS OG ALVERDENS ØVRIGE TING OG SAGER - KORT SAGT, ALT DET JEG GERNE VIL FORTÆLLE OM

Jeg skylder vist en opdatering…

Kære alle,

Ja, jeg skylder vist en opdatering. Ikke siden Slotssøbadet Triatlon i september sidste år, har jeg opdateret på bloggen. Meget er sket siden, som der nemt kunne være skrevet om i kortere vendinger i mellemtiden.

Men dovenskab længe leve… Så nu må jeg forsøge at nedfælde det seneste halve/tre-kvarte år i én post. Og så må jeg blive bedre til at opdatere fremover 😉

Nyt job spændte ben for træningen

Mit nye job i Thansen startede hårdt ud med en halv måneds fyrværkerisalg fra tidligt morgen til sen aften. Det gav bogstaveligt talt ikke tid til andet end at arbejde og at sove.

Lad os starte med perioden efter Slotssøbadet Tri…

Efter et træningsmæssigt hårdt forår og sommer, bød den første måned efter 2018-sæsonens sidste race på en velfortjent off-season med kun lystbetonet træning.

Den første uges tid blev brugt på mere eller mindre nada træningsmæssigt. Derefter begyndte jeg så småt at træne i det små igen. Efter en fire-ugers tid med soft-træning, begyndte forberedelserne så småt til 2019-sæsonen og det første fastlagte træningsprogram blev lagt af Andreas Borch.

Imens måtte jeg dog nok sande, at jeg var nødt til at droppe drømmen om at kunne leve af mit hjertebarn Pastaparty.dk. Jeg måtte derfor finde mig et fast job, så vi også kunne få lidt mere end bare discount-smør på brødet herhjemme.

Så i midten af november tiltrådte jeg en stilling som souschef hos Thansen, med en kontrakt der består af lidt mere end bare et normalt 8-16 job og bare en anelse mere end et normalt fuldtidsjob 😉

Og derfra gik træningen hurtigt i stå. En kombination af et nyt job der byder på mange timer på jobbet gennemsnitligt seks dage om ugen og så en hel del transporttid, gjorde overskuddet til træning så lille, at jeg bare ikke magtede det.

Samtidigt kom jeg også til at stå som ansvarlig for Thansens fyrværkerisalg i Haderslev. Det betød arbejde fra tidligt morgen til sen aften hver dag i en halv måned (okay, jeg havde lige fri den 24., 25. og 26. december), så der gjaldt det sådan set kun om at stå op, tage på arbejde, komme hjem, sove og så ellers starte forfra.

Og tid med familien blev jo også prioriteret når jeg endelig havde fri.

Så jeg måtte desværre afbryde mit samarbejde med min ellers kanondygtige coach Andreas Borch og lægge alle tri-ambitioner på hylden. Ærgerligt, men sådan måtte det jo være.

Et par gange om ugen blev det dog til nogle svømmepas med min klub Rødekro Tri & Motion, men så ikke mere end det.

Med indfundet arbejdsrutine, vendte overskuddet tilbage

Som med alt andet, er alting dog kun et spørgsmål om vilje og tilpasning. Og efter en 3-4 måneder i mit nye job, begyndte mit daglige overskud udover arbejdet da også at vende tilbage.

Jeg begyndte så småt at løbe og cykle lidt igen for ikke at blive mere tyk end højst nødvendigt (ja, jeg nåede jo lige at tage 13 kilo på igen…). Og stille og roligt kom der mere og mere overskud i både krop og hoved.

Så en seriøs træning begyndte så småt igen omkring den 1. april, hvor jeg startede med at cykle på arbejde et par gange om ugen og så ellers cykle, løbe og svømme lidt med Anita udover det.

Kiloene begyndte så småt at forsvinde igen. Og i takt med at træningsmængden stille og roligt er blevet skruet op, forsvinder der også flere og flere kilo.

I skrivende stund er jeg nu tilbage i samme størrelse, som da jeg sluttede 2018-sæsonen. Men der er stadig mange kilo endnu, før jeg er dernede hvor jeg gerne vil være (67-68 kilo).

Sæsonen blev startet i Agerskov – med Anita!!!

Anita og mig på målstregen i Agerskov. Anita gjorde det SÅ pisse flot i sit allerførste tri-stævne!

Den 21/5 stod jeg så endnu engang på startstregen. Og ligesom sidste år, var sæsonens første race i Agerskov.

Men i år var mine egne ambitioner lagt 100% til side til fordel for Anita. For dette race var nemlig Anitas allerførste tri-stævne, så hele racet gik egentligt bare ud på at guide hende hele vejen igennem, så hun fik så god en oplevelse som muligt.

Og en god oplevelse fik hun. Hun kom rigtigt flot igennem alle tre discipliner og fik også gået all-out henimod målstregen. Og bagefter var hun mere end tændt på at køre flere stævner.

Ja, tri-sporten gør bare ét eller andet ved folk.

Flere stævner venter i 2019

Anitas store lyst til at køre flere stævner, gør så at vi nu kommer til at køre et par stævner mere sammen her i 2019. Det drejer sig indtil videre om Bording Triatlon på 4-18-4 distancen og endnu engang Slotssøbadet Triathlon på den kvarte jernmand.

I dem begge kommer Anita dog til at køre for sig selv og skal presse sig selv hele vejen. Men det kommer hun nu nok til at skulle kunne, selvom hun naturligvis er ret nervøs for at skulle køre en kvart jernmand.

Men med dem vilje og sejhed hun viser når det virkeligt gælder, så bliver det ikke noget problem. Og så har vi aftalt at køre direkte på Flammen efter Slotssøbad-stævnet og fejre både hendes første sæson og hendes første kvarte ironman.

Store planer for 2020 venter

Foto: Ostseeman.de

Hvor 2019 kommer til at stå en del i Anita/Morten-tri-projekt, kommer jeg til gengæld personligt til at satse noget mere i 2020. Bevares, der kommer stadig til at være masser af træningstimer med Anita, for hun er med på rejsen.

Men der kommer også til at blive tilbragt utroligt mange timer for mig selv. Og langt det meste af det kommer til at foregå meget tidligt om morgenen.

En tilfældig lørdag for ikke længe siden, mødte jeg nemlig min gode træningsbuddy Kasper Rhinstrøm i Rema 1000 under en indkøbstur. Kasper har lige vundet Haderslev Triathlon på overlegen vis, så han er top motiveret til bare at give den gas.

Samtalen kom hurtigt til at handle om kongedistancen 3800m svømning, 180 km cykling og 42,2 km løb. Og i løbet af undet ét minut, havde vi givet håndslag på at vi i 2020 begge vil stille til start i det nordtyske fulddistancestævne Ostseeman.

Samme dag blev den clearet på hjemmefronten med Anita. Og Kasper fik den clearet med sin superløber af en kæreste, Cille. Så nu har de begge lovet deres fulde opbakning til projektet.

Forberedelserne til fulddistance-debuten er allerede begyndt

Selvom der er mere end et år til vi skal køre Ostseeman (stævnet plejer at blive kørt den første weekend i august hvert år), er forberedelserne for mit vedkommende allerede igang.

Jeg har altid været lidt af en højoktan-benzin-maskine, der klarer mig bedre og bedre jo kortere tri-distancer vi snakker om.

Så det skal jeg lige have lavet om på inden den første weekend i august 2020, for der kan jeg ikke bruge højoktan til noget. Der skal jeg gerne have konverteret til så meget dieselmaskine som overhovedet muligt 😉

Sådan noget kan godt tage lang tid. Så allerede nu er min træning sat ind i en grov skitse, der har til formål at gøre lige netop dét; at gøre mig så udholden ved så høj en intensitet som muligt.

Jeg har valgt at jeg denne gang vil tilrette min træning helt selv, så jeg selv kan foretage de ændringer der skal til hvis det er nødvendigt. Med en baggrund som både elitecykelrytter og som – hvis jeg selv skal sige det – habil triatlet, kender jeg min krop utroligt godt og ved hvornår jeg eventuelt skal bakke af eller lægge mere til.

Til forskel fra tidligere hvor fokus har været på tri, vil jeg denne gang forsøge mig med træningsmodellen Polarized Training, der kort sagt går ud på at 80% af mine træningspas skal foregå med meget lav intensitet, imens de sidste 20% af mine træningspas skal indeholde intervaller der er utroligt hårde. Dvs ingen sweetspot eller ren tærskeltræning – her snakker vi om træning lige under og på Vo2Max-intensitet.

Uden at kende navnet på det, var det faktisk mere eller mindre den model jeg trænede under som elitecykelrytter for mere end 10 år siden. Og hvis det fungerede da jeg var cykelrytter, mon ikke det så også vil fungere når jeg er triatlet?

Jeg planlægger dog at skrive et blogindlæg i nærmeste fremtid om Polarized-modellen, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på her.

Tak fordi du læste med

Til slut vil jeg gerne henvise til min Instagram og min Facebook hvis du gerne vil følge mere med i hvad jeg foretager, end hvad jeg får skrevet her på bloggen.

Og så vil jeg gerne opfordre til at hoppe over og følge Anitas spændende tri-rejse på Instagram. For det er altså lidt af en forvandling hun er igennem, hvor hun hele sit liv har været lidt af en usportslig sofakartoffel og nu står overfor sin første kvarte ironman.

Indtil vi skrives igen, må du have det helt fantastisk 😀

Podiet blev revet væk under mig, men efter grundige reflektioner, er alt det positive kommet frem

Jeg har nu brugt et par dage på at komme ovenpå efter søndagens store skuffelse, der faktisk nu mere er vendt til det positive 👍 Jeg havde jo i forvejen egentligt meldt ud at søndagens Slotssøbadet Triathlon bare skulle gennemføres, da min træning på det seneste langtfra har været ideel grundet en hård omgang flytning.

Men hele målet om blot at gennemføre, blev hurtigt revurderet efter at have forladt vandet i Slotssøbadet som 2’er et lille minut efter førende Alexander Pryds. Når nu det allerede nu var gået så godt, kunne jeg ligeså godt jagte den podieplacering og en tur på podiet 😜

Ude på cyklen stryger Danmarks flinkeste triatlet Nicholas Ward Munoz hurtigt forbi, men jeg bevarer roen og holder mig til Torben Lykke Lauridsen, der kommer ud af skiftezonen kort før mig (ja ja, jeg fumlede sgu for meget rundt i T1 😬).

Torben og jeg følges faktisk ad gennem samtlige 45 km, der bestod af 11 omgange med en 14 procentsstigning på 3-400 meter, der skulle forceres på hver omgang. I alt 750 højdemeter før vi igen ramte skiftezonen 😲

Første gang oppe af stigningen kunne jeg godt mærke at det ville blive en led cykeltur, med min dejlige 39×23 gearing som den mindste (jeg havde jo selvfølgelig ikke studeret ruten på forhånd 😜), så hver gang vi skulle opad stigningen, var det med 400+ watt hele vejen for ikke at give Torben for meget snor 💪

Ingen konkurrenter kommer op bagfra, imens Pryds og Munoz har taget lidt yderligere tid foran os. Torben og jeg ankommer derfor til T2 sammen, hvor jeg med et lynhurtigt skifte er tredje mand på løberuten. Og så endda med stjerneben, som i fucking vanvittige stjerneben.

Det planlagte pace lagt af coach Andreas Borch føltes som en leg. Efter omkring en kilometer kiggede jeg mig bagud og så at jeg havde et godt hul ned til Torben på ca 100-150m, så jeg følte mig virkeligt sikker på, at den her podieplads var hjemme – for jeg følte mig på ingen måde presset! 💪

Men så skete dét der bare ikke måtte ske lige bagefter. Nogle små røde flag i vejsiden skulle følges hele vejen rundt på løberuten. Men et vejarbejde i siden skjulte på et tidspunkt de små flag, hvor der samtidigt var tre kæmpestore pile malet på vejen, der pegede over på den anden side af vejen og ind i en park. Så det var selvfølgelig bare dét jeg rettede mig efter, da der ikke på dét tidspunkt var sendt poster ud på løberuten 😬

To kilometer senere går det for alvor op for mig at jeg er kommet på afveje, selvom der stadig er hvide pile at følge. Men det er først efter at være kommet i mål, at jeg får at vide, at de hvide pile er fra Kolding Pure Extreme-løbet fra to uger tidligere 😲

Før jeg får kæmpet mig selv hele vejen tilbage på rette kurs og hen til målområdet (opgivende og i joggetempo), har jeg løbet fire kilometer for langt. Og jeg er arrig. Riiiiiigtig arrig. Jeg smider mit nummerbælte i græsset og siger at jeg ikke gider mere. Min mutti giver mig en kakaomælk som også får en flyvetur på en 20-30 meter 😡 Jeg får også at vide at Alexander Pryds også kom alvorligt på afveje oppe foran, hvorfor han var udgået.

Hele optrinnet tager vel halvandet-to minutter, før jeg alligevel griber mig selv i nosserne og tager mig sammen til at gennemføre alligevel. Med så hård en cykelrute kunne der nemt være blevet lavet store tidsforskelle undervejs, så selvom podiet var ude af mine hænder, kunne jeg da bruge vreden til at se hvor langt jeg egentligt kunne løbe mig tilbage på resultatlisten 😂

Så på med løbeskoene igen og så bare derudaf. Og vrede kan altså bare gøre ét eller andet for mig når det er konkurrence, for jeg buldrer derudaf i et tempo langt højere end jeg burde være i stand til 👊 Én efter én bliver folk hentet og sat, lige indtil jeg rammer cirka kilometer tolv (ud af de ti jeg skulle have løbet 😜), hvor klappen bare går ned. Så var der sgu udsolgt 😴 De sidste to kilometer blev klaret i et gevaldigt joggetempo, der alligevel bragte mig i mål på en ottendeplads på trods af at have løbet 14 km 😎💪

Jeg var både træt, ked af det og arrig da jeg kom i mål efter de 14 km løb. Men mest af alt var jeg skuffet. At gå fra tredjepladsen med SÅ meget overskud til at blive smidt laaaaaaaangt væk fra podiet, var bare for langt ude 😫

Jeg er klar over at det er atletens eget ansvar at finde vej. Men jeg mener også at det er op til arrangørerne at gøre det muligt at vi selv kan finde vej – og at nogle af de små røde flag er gemt bag et vejarbejde samtidigt med at pile fra et andet løb peger en anden vej, er sgu et meget uheldigt sammentræf, der desværre fik uheldige konsekvenser for os der ikke på forhånd havde prøvet at løbe ruten.

Det er superærgerligt, når stævnet ellers var så skide fedt med den vildeste cykelrute jeg nogensinde har prøvet i tri-sammenhæng og den næstvildeste cykelrute jeg nogensinde har prøvet i både tri- og cykelløbssammenhæng 🤘 Og med et deltagergebyr på kun 250 kroner for en kvart jernmand, er det sgu et must-do stævne – særligt hvis de lige får styr på vejvisningen på løberuten til næste år 😉 Er i hvert fald overbevist om at arrangørerne har lært af det 😄

Med alt dét taget i betragtning, står jeg nu alligevel tilbage med nogle positive erfaringer jeg kan tage med mig videre (man siger jo at det er i modgang man for alvor reflekterer og bliver klogere 🙈):

✔️ Selvom jeg ikke har følt mig godt tilpas i vandet på det seneste, formår jeg alligevel at ramme svømningen i røven og rammer mit normale niveau på dagen. Det er lækkert 😎

✔️ På trods af at sidde med en følelse af at have en halv tand mere at give af på cykelruten, kører jeg alligevel taktisk klogt og holder mig ved Torben hele vejen. Det var fristende bare at buldre afsted på det flade og den stejle og teknisk svære nedkørsel, men jeg holdte mig i skinnet og sparede kræfterne til stigningen. Det er det klogeste jeg nogensinde har gjort i et triathlonrace og det var helt sikkert også dét der gjorde, at jeg på trods af at have kørt med 326 watt NP efter 400+ watt på stigningen hver gang, kom ud på løberuten med absolut stjerneben og masser af både fysisk og mentalt overskud😎

✔️ Og så selvom alting var så sort og at jeg var så skide sur og skuffet efter at have fundet tilbage på ruten fra min “lille” afstikker, formår jeg alligevel at vende situationen om og bruge min vrede og arrigskab til at gennemføre. At det så alligevel giver mig en placering som nummer otte, det er bare en kæmpestor bonus😎

Til sidst skal lyde en stor tak til Slotssøbadet Triathlon for en pisse fed rute, der nemt kan få mig til at komme tilbage næste år (med en lidt mere optimal gearing 😂). Også tusind tak til mine fantastiske heppere i form af kæreste, forældre (der overraskede mig ved at møde op), venner (Claus, Line og unger) og de mange tilskuere der råbte mit navn på både stigningen og løberuten, uden jeg umiddelbart ved hvem i er 😍 Og til sidst også til min pisse seje coach Andreas Borch for at tilpasse min træning til de ydre forhold (læs: tung krop pga flytning), som i sidste ende gjorde det muligt rent faktisk at have masser af power i kroppen på raceday, selvom hjernen ikke selv troede på det 😎

Nu er der dømt off-season, hvor der pt. bare trænes efter lyst, inden opbygningen mod næste sæson starter. Alt i alt har det jo egentligt været en meget god første comeback-sæson 🤘

Aabenraa Triathlon – Den grimme smag i munden, der gør det hele værd

Søndag stod den på Aabenraa Triathlon, hvor jeg virkeligt fik en grim smag i munden. Men en grim smag, der virkeligt gør alt det hårde arbejde dag ud og dag ind, værd at stå ud af sengen for. For smagen jeg snakker om, er smagen af blod. Den karakteristiske  smag, du kun får hvis du er vampyr og overfalder dit bytte eller hvis du får en seriøs omgang på lampen.

Eller når du går rent og skær all-out i sport.

Heldigvis var det den sidste sætning der beskriver hvorfor jeg fik blodsmag i munden af i søndags 😉

For kun anden gang i år – og ja faktisk kun anden gang siden jeg stoppede med triathlon i starten af 2015 – stod jeg på startstregen i Aabenraa Triathlon, hvor jeg skulle give den alt jeg havde på den korte distance. En distance bestående af 500m svømning, 24 km cykling og 5 km løb.

En distance der egentligt passer mig meget godt, da jeg bare synes det der pedal-to-the-metal hele vejen er hamrende fedt. Et symbol på den type triatlet, der kan udholde den allerstørste smerte.

Inden start vidste jeg at jeg havde gjort et rigtigt godt stykke arbejde for at være klar, særligt takket være coach Andreas Borch fra byBorch, der virkeligt har strikket et hårdt træningsprogram sammen. Så de rent træningsmæssige tal fejlede i hvert fald ikke noget. Til gengæld render jeg jo fortsat rundt med alt for mange kilo på kroppen (mindst 15 kg for meget), så at skulle køre med om de absolut højeste topplaceringer, var noget der kun lå i en meget fjern fantasi.

Ikke desto mindre, var det dog hvad jeg kom til. At skulle køre om de højeste topplaceringer.

For allerede fra startskuddet lød klokken 11.05 på Sønderstrand i Aabenraa, blandede jeg mig helt forrest. Faktisk tager jeg hul på cyklingen som nummer 4 efter en fornuftig svømning i pace 1:29/100m, på trods af nok at have været i kontakt med en 10-15 brandmænd undervejs.

Ude på cyklen får jeg hurtigt lukket hullet til næsthurtigste svømmer, imens min gamle klubkammerat og træningsmakker Jens Laasholdt, der tog hul på cyklen lige foran mig, tog lidt længere tid at fange. Det skete dog efter knap 7 km og så gik jagten ellers ind på den førende.

Til at starte med fandt Jens og jeg ind i et godt samarbejde (ja, vi overholdte de 10m der skulle være mellem os), men under en overhaling af nogle af dem der kom ud på ruten efter os (vi skulle køre omgange á 8 km), var der en mand der valgte at smide sig klods ind mellem Jens og mig, hvorfor jeg var tvunget til at trykke til for ikke at risikere en penalty, da han trak ud lige foran mig.

Det kostede lige lidt tid med markant flere watt end planlagt for at slippe af med en drafter, hvorfor jeg også tabte Jens i farten.

Den forreste mand kører dog også godt til, så jeg får aldrig lukket hullet op til ham. Jeg stiller istedet cyklen som 2’er knap et minut foran Jens og med ca 2 minutter op til førstepladsen.

Pga. min vægt var jeg godt klar over at jeg ikke ville have en jordisk chance for at indhente den førende, så fokus var i stedet på at smide al brændslen i kedlen for ikke at blive indhentet af Jens. Jeg skulle sgu forsvare min andenplads, koste hvad det vil.

Og for satan hvor fik jeg løbet til grænsen allerede fra starten på det afsluttende løb. To omgange á 2,5 km skulle der løbes som en ud-hjem rute, så ude ved vendepunktet kunne jeg nemt se hvor langt der var både op og ned. Ved vendepunktet ved første omgang kunne jeg godt se at Jens nok havde taget lidt tid på mig, så med lidt hurtig hovedregning var jeg godt klar over at det ville blive tæt tilsidst.

Ned forbi målområdet hvor mit fantastiske heppekor i form af mine børn, min kæreste, mine forældre og kommende klubkammerater var rigtigt gode til at heppe mig videre, og så gik turen ellers ud på anden og sidste omgang. Og for helvede hvor gjorde det bare ondt i lungerne og benene.

Men med et mantra der hedder #winordietrying, er der ikke noget der hedder at pive og give op. Den skal bare have alt der er at give.

Ude ved sidste vendepunkt kan jeg se at Jens er kommet måske liiiiiidt for tæt på, så med 1,25 km tilbage, må jeg skrue så højt op for tempoet, at jeg tvivler på om jeg overhovedet kan holde den hele vejen hjem. Men hellere dø med støvlerne på, end at tabe en duel 😉

De sidste 2-300m er noget af det nok mest smertefulde jeg nogensinde har oplevet, men min far har stillet sig ud lidt fra mål for at heppe mig det sidste stykke, og det giver lige en lillebitte tand ekstra. 100m fra mål står en anden klubkammerat Alice og råber at den er hjemme, men for at være sikker, får den alligevel gashåndtag hele vejen til målstregen.

Én meter efter målstregen smider jeg kroppen på trappen ved siden af i ren udmattelse, efter at have løbet decideret max de sidste 1250 meter. Et rent smertehelvede. Men jeg holdte lige akkurat Jens bag mig, da han kom i mål 12 sekunder efter.

Foto: Kræn B. Nielsen

Det blev dermed til en helt fantastisk andenplads, som jeg på forhånd slet ikke havde turde drømme om. For selvom jeg har nogle fantastiske tal på cyklen og nogle fornuftige tal på svømningen, vejer jeg alt for meget til at løbe stærkt. Jeg lukker dog løbet i 22,5 minut for de lidt over 5 km, så helt skidt er det ikke – selvom det er langtfra tidligere tider 😉

Til gengæld har jeg i disse dage ufatteligt svært ved at gå… Ja faktisk sad jeg en lille periode i rullestol i går :O I dag har jeg dog rullet benene lidt på cyklen, men jeg siger dig at det gør ondt. Rigtigt, rigtigt ondt. Haha…

Én ting er i hvert fald sikkert. Når Aabenraa Triathlon skydes i gang næste år, så er jeg endnu engang på startstregen. Om det bliver på kortdistance eller den olympiske vides endnu ikke, men med den helt fantastiske nye rute der er superfed for både deltagere og tilskuere, er det bare et stævne der skal køres. Og så er det endda til en meget fornuftig pris i forhold til mange andre stævner.

Det var alt for denne gang. Forhåbentligt står jeg på startstregen igen om en måneds tid i Kolding, hvis ellers benene nogensinde bliver hele igen 😉

Spar penge på cykelturen og brug dem på udstyr ;-)

Jeg har et lille tip jeg gerne vil dele med dig. For hvor meget væske drikker du lige på dine længere cykelture? En del går jeg udfra, medmindre du dehydrerer dig selv.

Jeg drikker cirka en liter væske i timen, så på en cykeltur på en 3-5 timer, skal der sgu virkeligt tankes op undervejs. Og det er lidt småpebret hvis det skal gøres på en tankstation… Derfor har jeg et lille tip til dig, så du kan spare penge på vandet og bruge dem på udstyr i stedet 😉

Jeg vil hellere føde tvillinger ud af mit r**hul, end at køre de intervaller igen

Jeg piver, jeg piver, jeg piver. Og jeg bruger anstødeligt sprogbrug.. Men jeg har lige været udsat for det nærmeste man kommer frivilligt tortur – og så endda på en cykel.

Dét fortæller jeg mere om i videoen…

Efter at være kommet hjem og fået slappet lidt af, er jeg dog kommet på andre tanker. Jeg kan godt køre de intervaller igen 😉

Men i hvert fald, så passer morgenens cykelpas rigtigt godt overens med mit manta #winordietrying. For at dø, det var jeg sgu ved 😛

Scroll to top