Gamle blogindlæg

OPDATERINGER, RACERAPPORTER, TIPS & TRICKS OG ALVERDENS ØVRIGE TING OG SAGER - KORT SAGT, ALT DET JEG GERNE VIL FORTÆLLE OM

Jeg sluttede sæsonen på den bedst tænkelige måde

Hold da kæft… Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Udover med at sige, at jeg ikke kunne ønske mig en bedre måde at slutte sæsonen på.

Som der nok ikke er gået din næse forbi, var jeg i søndags til start i mit sidste 2019-race. Det var jeg i Kolding til Slotssøbadet Triathlon over 1/4 jernmand-distancen, hvor jeg udover at have Anita med til start i sin allerførste kvart-distance, selv skulle forsøge at få revanche efter sidste års kæmpe skuffelse.

Og tjaaaa… Revanche kan man da sige at jeg fik. Jeg fik nemlig svømmet, cyklet og løbet solo fra spids og til sidst krydset målstregen som den allerførste!

Herunder har jeg skrevet lidt flere detaljer om hvordan dét så gik til 😉

Allerede under opvarmningen var der gode indikationer

Tidligt søndag morgen var det op af fjerene, morgenmad i skrutten, ind forbi Haderslev for at få hentet super-hepperen Kasper Rhinstrøm og så ellers til Kolding.

Det var pis’ koldt og blæsende hele formiddagen. Og det regnede. Så det var med mentalt at få sig indstillet på, at det ville blive en barsk omgang. For udover vejret, er cykelruten også et bæst med 3 skrappe stigninger pr. omgang, hvor vi på den kvarte jernmand skulle køre 3 omgange.

Så alt i alt ville det blive vådt, blæsende, køligt og med 9 hårde bakker. Men humøret var utroligt højt og en viking lader sig ikke slå ud!

Højt humør inden opvarmning…. det tegner altid godt!

Så efter også lige at have fået sagt hej til mine forældre, var det ud og jogge benene varme i 10 minutter, inden turen skulle gå i omklædningen og vandet også skulle afprøves inden starten.

200 meter inde på opvarmningen er der så gode nyheder. Der er i dén grad hul igennem til benene. Og da jeg hopper i vandet til opvarmningen der, føles det på samme måde; der er hul igennem til armene.

Taktikken på svømningen gav pote; en føring på 40+ sekunder!

Så da klokken slog 10.40 søndag morgen, lød startskuddet til dette års udgave Slotssøbadet Spar Nord Triathlon med en Morten i vandet, der tilsyneladende var så klar som han overhovedet kunne være!

Da ham jeg skulle have svømmet i bane med ikke dukkede op, lykkedes det på én eller anden måde Anita at overtale arrangørerne til at kunne rykke over i min bane. Så det gav da også lige et boost at have hende liggende ved siden af.

Taktikken fra start var ganske klar; at få lagt godt pres på, i håb om at kunne ryste konkurrenterne.

Om de blev rystet er svært at sige, men jeg forlod i hvert fald vandet som den første efter at have tilbagelagt de 950 meter i tiden 14.43, godt og vel 45 sekunder før den forsvarende vinder og storfavorit Nicholas Munoz.

Det gav rigtigt gode indikationer allerede dér!

Cyklingen var stærk – meget stærkere end det føltes undervejs

Så var det ellers op af vandet, ud til skiftezonen, hjelm og nummerbælte på og så ellers ud på cykelruten. Det gjorde jeg så hurtigt, at jeg med et skifte på 28 sekunder, havde den klart hurtigste tid i T1.

Ude på cykelruten finder jeg hurtigt roen og overskuddet nede i bøjlen, imens jeg egentligt bare lidt afventer at Munoz skulle komme op.

Den første rigtige bakke venter efter en 3-4 kilometer, som også er den værste. Det går rigtigt godt med at komme op af den med 420-430 watt, og da jeg når toppen vender jeg mig om.

Munoz er IKKE at se. Det var satans, tænker jeg.

På vej opad rutens værste stigning med en 420-430 watt i fuld kontrol.

Jeg får mig godt placeret i bøjlen igen og får trykket nogle watt i en god rytme. Præcis hvor mange watt ved jeg ikke rigtigt, for min Garmin og min Stages bliver ved med at miste forbindelsen. Men følelsen i benene siger i hvert fald at der bliver jokket godt til, uden at det er for hårdt.

De næste to bakker bliver også forceret i god stil, inden en stejl og teknisk svær nedkørsel venter før jeg kan dreje til venstre ud på anden omgang. Og i bunden af dén nedkørsel, mister jeg så min eneste drikkedunk…

Fuck, får jeg råbt! Men der er ingen tvivl.. jeg har ikke tid til at vende om og samle den op. Og efterfølgende er jeg også glad for at jeg ikke gjorde det, for så kunne racet have set helt anderledes ud.

De sidste to omgange går også rigtigt godt, hvor jeg fortsætter med at holde et rigtigt godt pres i pedalerne. Til min store overraskelse ser jeg aldrig noget til Munoz undervejs, for selvom jeg kunne se at jeg kørte stærkt, troede jeg ikke at jeg kørte så stærkt, at han aldrig ville komme op.

På en af nedkørslerne. Ét af de steder hvor der kunne hentes seriøs tid, hvis blot man havde nosser nok til at holde fingrene fra bremsen.

Men da der mangler en 5-6 kilometer og han stadig ikke er i syne, begynder mit hoved for alvor at indstille sig på, at det her reelt set godt kan ende med en sejr!

Så det bliver der arbejdet meget på mentalt det sidste stykke ind til skiftezonen, hvor jeg ankommer efter 45 kilometer inkluderet 600 højdemeter i tiden 1:15:54, altså mere end 35 km/t i snit.

Det lyder ikke af meget i forhold til hvad jeg kan køre. Men på den her rute, der er det altså virkeligt en god fart!

Forsvarede føringen med et stærkt afsluttende løb. Og så var det fejringstid!

Da jeg ankommet til T2 ved jeg ikke noget om hvor langt jeg er foran. Det eneste jeg ved, er at jeg er den førende. Og da omgangene ikke går forbi skiftezonen, har jeg heller ingen tider at gå efter.

Ude af skiftezonen og den afsluttende løbetur på 10 km er begyndt.

Da jeg løber ud af skiftezonen, er Munoz dog endnu ikke kommet ind. Så jeg ved, at jeg da i hvert fald har en 40-45 sekunder at give af.

Ude af skiftezonen ventede der “bare” seks omgange rundt om Slotssøen, inden målstregen skulle krydses efter 10 km. Jeg får lagt rigtigt godt ud og løber i præcis pace 4.00/km som planlagt, indtil jeg kommer om forbi målområdet.

Her står mine forældre og Kasper Rhinstrøm og har en helt frisk tid til mig. Og tiden er opløftende. Jeg har lidt over fem minutter ned til Munoz. Så skruen skulle bare holdes i vandet og så burde den være hjemme.

Efter et par omganges løb. Jeg ved ikke hvad jeg har fået øje på, men jeg ved i hvert fald at det gik ret godt på dét tidspunkt.

Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men med et fuldstændigt fantastisk personligt heppekor og en stor mængde publikum, gjorde det det da lidt lettere!

I de næste par omgange bliver skruen virkeligt holdt lige i vandet og meldingerne hver gang jeg kommer forbi målområdet, er de samme; afstanden mellem Munoz og mig er stort set uændrede.

Med to omgange tilbage kan jeg dog godt mærke, at nu er gassen virkeligt ved at gå af ballonen. Samtidigt siger alle former for regnestykker også, at medmindre jeg virkeligt knækker sammen, vil min sejr aldrig komme til at være i fare.

På vej ud på sidste omgang, var der på ingen måde er nogen tvivl om triumfen. Mine forældre og Kasper Rhinstrøm får lige et brøl med på vejen, så de ikke er i tvivl om min mentale tilstand 😉

Så der bliver slækket en lille smule på håndtaget på den næstsidste omgang, imens jeg den sidste omgang tager lidt ekstra af farten for simpelthen bare at nyde den præstation jeg har lavet.

Omme på målstregen får jeg råbt en hel del i begejstring og kan knap styre mine ben da jeg løber over timing-måtten under målportalen.

Men fuck det…. For den var hjemme. JEG GJORDE DET!

Lige fra kilometer 13-15 stykker på cyklen og til jeg krydsede målstregen, blev det dog gjort uden væske. Så jeg var godt kneppet i både hovedet og i kroppen umiddelbart bagefter – ja, i bedste Bjarne Riis-stil kommer jeg i mål med seriøs fråde om munden og må også lige ned og ligge over to omgange.

Dette er desværre det bedste lige-efter-billede jeg kan finde. Et screenshot af Kasper Rhinstrøms Insta-story. Men den er da meget sigende 😉

Men så ved man også bare at man har gjort det helt til grænsen! 😉

En stor del af sejren skal dog på dagen tildeles Kasper Rhinstrøm, mine forældre og klubkammeraten Alice, der alle undervejs gav en kæmpemæssig opbakningen. Det er kroppen der skal gøre arbejdet, men med et suverænt heppekor, følger også suveræne præstationer!

Første gang øverst på skamlen i år. Det havde jeg ikke lige regnet med på forhånd, men alting klappede og min taktik fra start gav pote, så det gjorde til sidst udfaldet. Fuldstændigt fantastisk!

Anita gennemførte sin første kvarte jernmand og coach er STOLT!

Med målstregen krydset, var racet dog ikke helt overstået endnu. Anita var stadig ude på cykelruten og med lidt hurtig hovedregning, ville der ikke gå lang tid fra jeg havde krydset målstregen, til hun ville komme ind for at aflevere sin cykel.

Og som udregnet, blev det gjort. Et kvarters tid senere, kunne vi heppe hende ind i T2 efter en brutal cykling, hvor hun virkeligt fik lov at arbejde med sig selv både mentalt og fysisk.

Men hun kom igennem de 45 kilometer, selvom det ikke var nemt. Og det er sejt!

Anita klar til at stille cyklen i T2 efter en brutal cykeltur

Hun får lavet et fornuftigt skifte hvor hun fik lidt energi ind og lidt at drikke, og så begav hun sig ellers ud på sit livs hidtil længste løbetur.

Jeg løb med hende rundt den første omgang, for både selv at jogge lidt af og for at give hende lidt vejledning og ligesom tage temperaturen for hvordan hun havde det.

Og hun havde det tilsyneladende rigtigt godt. Hun oste endda af overskud, hvilket jeg ikke lige havde regnet med.

Masser af overskud på den første omgang på løbet. Samme overskud havde hun mere eller mindre hele vejen til mål. Det er virkeligt klasse!

Den ene omgang tog den anden og pludseligt havde hun kun én omgang tilbage. Den tog jeg også med hende i fællesskab med klubkammerat Alice, der har vist sig at være en stor støtte for Anita undervejs.

Og pludseligt var der kun at krydse målstregen tilbage. Det gjorde hun efter 4 timer, kun fem måneder efter hun reelt begyndte at træne til at lave triathlon. Og dengang vidste hun intet om at hun en septemberdag samme år skulle køre en hel 1/4 jernmand!

Anita krydser målstregen efter 4 timer i sit livs allerførste kvarte jernmand, kun fem måneder efter at have påbegyndt reel tri-træning. Wauv!

Men det gjorde hun til sin egen store tårevædede stolthed. Ligesom jeg som både kæreste og coach var – og er – mindst ligeså stolt.

Tårevædet og stolt. Meget velfortjent!

Dét at have været med hende på sidelinjen, at have planlagt hendes træning, ageret støtte på daglig basis og været dén der har skulle svare på alle hendes spørgsmål, har givet mig en kæmpe indsigt i hvad triathlon egentligt er og hvad det vil sige at coache et andet menneske.

Ganske vidst vandt jeg. Men det jeg er allermest stolt af, er faktisk at have været med på Anitas rejse fra at være totalt ude af form til fem måneder senere, at have gennemført en kvart jernmand på den vel nok allermest brutale rute på distancen i Danmark.

Hun er fandeme sej!

Nu venter der lidt off-season med lidt løs træning, inden fokus rettes på 2020 sæsonen. Indtil vi ses igen, må du ha’ det rigtigt godt! 🙂

Resultaterne kan i øvrigt ses her.

En crazy dag i Bording – på den gode måde

Følger du mig på Facebook og/eller Instagram, er det nok ikke gået din næse forbi at jeg i den forgangne weekend var en tur i Bording for at køre Bording Triathlon. Og at jeg rent faktisk gik hen og nappede endnu en podieplads (tre på stribe med Saltum Strand Løbet og Aabenraa Triathlon).

Denne gang blev det dog (heldigvis) til et trin længere op på podiet, da det i Bording blev til en andenplads mod de to tredjepladser i Saltum og Aabenraa 🙂

Alt i alt var det en ret crazy dag, deroppe i Bording. Både på grund af resultatet og selve racet, men også på grund af at jeg for kun anden gang i mit liv, var til start sammen med Anita.

Men mere om det senere i blogindlægget.

For lad mig først starte med det kedelige og slutte med det sjove… Det vil sige racerapporten først og så en fortælling om dét at dele startstregen med fruen i huset senere 😉

Fandt god balance mellem restitution fra Aabenraa og mini-nedtrapning til Bording

Jeg synes selv at jeg havde lavet en fornuftig mini-nedtrapning op til Bording Triathlon, selvom en 4-18-4 distance ikke kræver den store nedtrapning.

Men med Aabenraa Triathlon kun seks dage før Bording, skulle ugens hårde træningspas alligevel placeres helt rigtigt for at have fået hvile nok til at restituere fra Aabenraa-racet uden at gå helt i dvale, så kroppen ikke ville være helt død i Bording lørdagen efter.

Det blev derfor til to ret lette dage mandag og tirsdag, imens onsdag bød på en omgang hård FTP-booster-træning på cyklen, imens ugens lange løb og tærskel-svømning blev lagt om torsdagen.

Fredag var det bare en times rulletur uden det store bid i. Og så skulle jeg gerne være klar og frisk til at give den gas lørdag, både fysisk og mentalt.

Masser af svømmepower plantede mig med et rigtigt godt udgangspunkt

Og som forsøgt planlagt, skete det også. For allerede da startskuddet lød klokken 14.25, var der allerede godt med damp under alle kedler.

Jeg får lynhurtigt placeret mig som nummer to under de 400m svømning, hvor jeg dog ikke har nogen chance for at følge med den hurtigste. Til gengæld er der heller ingen af de andre øvrige der kan være med på mit pace, så jeg forlod vandet som en stabil nummer to.

Det gjorde jeg i svømmetiden 5.42 (pace: 1.25/100m) med 57 sekunder op til den førende Frederik Juhl Leiszner og 20 sekunder ned til tredjehurtigste svømmer Lasse Hansen.

Fornuftig cykling trods manglende rytme

Et hurtigt skifte blev det til og så ud på cyklen, der både var en våd og blæsende omgang. Helt til at starte med stod det ned i lårfede stænger og de første 9 km foregik i en stærk modvind.

Men i bund og grund er det egentligt bare en fordel for mig, for så skal der virkeligt arbejdes for sagen.

Jeg har dog svært ved rigtigt at finde en rytme på de midtjyske veje og jeg synes at mine watt-tal hopper op og ned, uanset hvor meget jeg prøver på at fokusere på at køre stabilt.

Jeg kan dog se på farten at den er ret fornuftig, så jeg fortsætter egentligt bare med at holde trykket i pedalerne.

Ude ved vendepunktet kan jeg så se Leiszner køre imod mig og jeg kan se at der er ca et minut op. Her vidste jeg godt at det ville blive svært at få lukket, men man skal jo aldrig give op… Så på vej tilbage blev trykket stadig holdt godt til.

Kun meget få gange havde jeg visuel kontakt med ham på vej hjemad, så da jeg ankommer til T2 er jeg stadig 2’er. Til gengæld var det lidt mere usikkert hvordan det så ud bagved, så jeg vidste reelt set ikke hvor stort et forspring jeg havde til de bagvedliggende.

Cyklen kom jeg igennem på 28.20 (fart: 39,1 km/t), som gjorde at jeg var 1:20 efter Leiszner og lidt over halvandet minut foran min nærmeste forfølger Patrick Klippert.

Usikkerhed om afstanden mellem os i toppen, gav grobund for et usandsynligt smertefuldt syrebad på løbet

Men det vidste jeg som sagt ikke på det tidspunkt, så den fik derfor for fulde gardiner allerede fra den første meter på løberuten. Pulsen smed sig lynhurtigt op i zone 5 og der skulle den bare blive, for et forsøg på at nappe førstepladsen skulle gøres og min andenplads skulle der som minimum heller ikke være nogen der skulle tage fra mig.

Løbet kom derfor til at være ét stort smertefyldt syrebad hele vejen, med et pace som vi skal et godt stykke tilbage i mit liv for at finde hurtigere.

Frederik Leiszner får jeg dog aldrig hentet og han ender derfor med at vinde. Til gengæld henter jeg mine nærmeste forfølgere med en omgang (vi skulle løbe fire omgange á én km) med en halv omgang til målstregen, så der vidste jeg i hvert fald at andenpladsen var hjemme.

Jeg når målstregen i en løbetid på 15.28, som giver mig en total sluttid på 50.36. Det gør at jeg slutter præcis to minutter efter vinderen Frederik Leiszner og 3,5 minutter foran Uffe Iversen der bliver 3’er.

Virkeligt solidt arbejde af mig selv, hvis jeg selv skal sige det! 🙂

Sådan kom podiet til at se ud i Bording Triathlon 2019. Nummer ét Frederik Juhl Leiszner, nummer to blev mig selv og nummer tre blev Uffe Iversen.

Anita kom rigtigt flot igennem trods problemer i ugerne op til raceday – det gjorde dagen helt perfekt!

Men det var jo som tidligere nævnt ikke kun mit eget race, der gjorde en dag i Bording Triathlon til en crazy dag. Det gjorde det også, at jeg havde Anita med mig på startstregen.

Det var Anitas kun andet stævne og det første hvor hun skulle køre helt på egen hånd. Det var derfor en lettere nervøs Anita der var til start, særligt fordi hendes træning har haltet gevaldigt de sidste par uger op til på grund af nogle meget stærke rygsmerter.

Lidt ærgerligt, når man tager hendes flotte træningsindsats hen over sommeren i betragtning.

Hendes plan var derfor bare at komme igennem så godt som muligt og forhåbentligt uden at få problemer med ryggen.

Al hendes forudindtagede frygt om risikoen for at skulle udgå, blev dog gjort til skamme. Hun kommer flot igennem svømningen, får tonset sig seriøst flot igennem cyklingen og får sig løbet rigtigt godt igennem de afsluttende fire kilometer løb.

Anita på løbet under Bording Triathlon. Det gjorde hun fandeme flot og coach/kæreste er pisse stolt!

Hun blev noteret til en tid på 1.26.49 på målstregen, hvilket er hele 20 minutter hurtigere end hendes tid fra Agerskov Triathlon, der blev kørt på samme distance, men under markant bedre vejrmæssige forhold.

20 minutter er altså til at føle på når vi snakker så kort en distance. Så på trods af manglende kontinuerlig træning i de sidste to uger op til, har hendes flotte træningsindsats henover sommeren alligevel båret frugt.

Det var derfor en meget stolt coach (det vil sige mig 😉 ) og ikke mindst kæreste, der tog imod hende på målstregen! Og vigtigst af alt, så fik hun en rigtigt god oplevelse.

Alt i alt var det bare en perfekt, crazy og dejlig dag i Bording for de to voksne i Familien Falk Størling. For at kunne dele sådan en oplevelse sammen, det er fandeme bare lækkert!

Nu står den så på nogle ugers hård træning uden konkurrence, inden vi begge slutter sæsonen med en kvart jernmand til Slotssøbadet Triathlon den 15. september. Og så har jeg i øvrigt netop tilmeldt mig et ikke helt uvæsentligt race til næste sæson, men mere om det senere 😉

Tusind tak fordi du læste med 🙂

Seriøs fremgang i alle tre discipliner, gav mig endnu en podieplads i Aabenraa Triathlon

Sønderstrand i Aabenraa dannede i dag rammen om Aabenraa Triathlon, der traditionelt blev kørt over de to tri-distancer OL og sprint, samt en kort duathlon.

Undertegnede var ligesom sidste år til start på sprint-tri’en, der bestod af 500m svømning, 24 km cykling og 5 km løb. Og efter et – hvis jeg selv skal sige det – vel-sammensat race fra min side, blev det til endnu en podieplads.

Nemlig en tredjeplads. En tredjeplads, jeg er rigtigt godt tilfreds med! Men mere om det i slutningen af indlægget.

Lad os første snakke om hvordan det gik undervejs.

Semi-god svømning fra min side

Klokken 11.05 lød startskuddet for sprintdistancen, hvor der ventede 500m svømningen direkte ud til en bøje 250m ude i Aabenraa Fjord og så tilbage igen.

Det er ingen hemmelighed at jeg har det ok godt med et stabilt pace i pool’en, men når det kommer til åbent vand, har jeg svært ved at få farten med. For en uge siden fik jeg dog nogle rigtigt gode signaler under en klubsvømning, hvor tiltroen voksede til at farten endeligt var ved at komme med udenfor.

Derfor var jeg også fortrøstningsfuld for at svømningen i dag skulle gå godt. Men det blev kun til semi-godt.

Planen var at jeg skulle holde Kasper Rhinstrøms fødder gennem hele svømningen, men dem tabte jeg allerede kort inde på svømningen under udløbet i vandet. Det er sgu ikke nemt med lavvande og korte ben 😉

Derefter måtte jeg i en slåskamp eller to for at bevare min position i vandet, der også kostede lidt på kræfterne og svømmetiden. Men jeg kommer alligevel op med et pace på 1.25/100m (ifølge min Garmin), som nok mere reelt er 1.35/100m.

Skiftezonen entrerer jeg som 5’er efter 600m svøm (ifølge Garmin) i tiden 8 minutter og 24 sekunder.

God tons på cyklen bragte mig op på podiepladserne

Efter et hurtigt skifte i T1 var det ud på cykelruten og så ellers bare tonse afsted i et stabilt pace. Planen på forhånd var at køre lige over 300 watt, men jeg kunne hurtigt mærke på benene, at de var til mere i dag.

Så den fik lige lidt ekstra.

Til dem der ikke kender cykelruten, skal der køres omgange á 8 kilometer langs med Sønderstrand og på selve havnen. Det betyder at der både kommer det tekniske på spil, samt evnen til bare at træde watt – så en god blanding af det hele.

Dertil skal også lægges at det i dag blæste en god vind, som også gav godt med udfordringer. Men det passer mig jo egentligt rigtigt godt.

På sprintdistancen skulle vi køre 3 omgange. Og da vi har kørt lige under en omgang, får jeg lukket hullet op til Rhinstrøm, der i øvrigt i dagens anledning stillede til start på en mountainbike (!!!!). Og cirka halvvejs inde på anden omgang, lukker jeg så hullet til 2’eren og 3’eren.

Kortvarigt overvejer jeg at blive liggende lidt hos dem, men jeg kan se at den ene af dem konsekvent ligger utroligt tæt på den anden. Altså så tæt, at det går under konsekvent drafting.

Jeg går derfor udenom mere eller mindre med det samme i en høj fart, i håbet om at den ene vil forsøge at gå med mig og dermed få dem “shaket” lidt op, så ham der konsekvent lå for tæt, selv måtte til at arbejde lidt for føden.

Det så tilsyneladende ud til at lykkes, for ude ved vendepunket, sad de ikke længere sammen. Og så var den del af missionen i hvert fald lykkedes 🙂

Derefter var det egentligt bare at fortsætte med at trykke stabile watt i den sidste omgang, inden løbeskoene skulle på.

Cyklen blev stillet i T2 som 2’er efter en cykeltid på 37 minutter og 10 sekunder for de lidt over 24 km cykling, hvilket gav en gennemsnitsfart på godt og vel 40 km/t. Ganske godkendt, forholdende taget i betragtning.

Sluttede af med et løb, som jeg er rigtigt godt tilfreds med

Efter endnu et rigtigt godt skifte, var jeg ude af skiftezonen i samme placering som jeg kom ind i den. Nemlig som 2’er.

Planen var at starte semi-hårdt ud i den første kilometers penge og derefter vurdere benenes og kroppens tilstand. Som det blev planlagt, blev det gjort. Og andenpladsen holdte jeg så indtil lidt over den første kilometer.

Derefter kom Rasmus Lorenzen op bagfra (en af de to sidste jeg hentede på cyklen, men det var ikke ham der draftede). Vi fik lige en hurtig sludder (eller hvad man kalder det når pulsen er 180), om ham drafteren, og så blev der ellers buldret videre.

Jeg følte mig egentligt ok tilpas, hvis man kan sige det når man løber et par procenter fra max. Så jeg besluttede mig for at forsøge at gå med Lorenzen og så se hvor det skulle bære hen.

Det var dog som om at han lige gav den lidt ekstra i de første par hundrede meter derefter. Så der kom til at opstå et lille hul, som man ikke bare sådan lige lukker igen.

Jeg sætter tempoet en my ned samtidigt med at jeg forsøger at minimere tidstabet til ham. For selvom han har slået et lille hul, ville der stadig være en chance for at han ville gå ned på et senere tidspunkt – og så ville det bare være om at have holdt sig til.

Rasmus Lorenzen gik dog ikke ned, så andenpladsen fra sidste år blev det ikke til. Men jeg kom da i mål til en tredjeplads efter et rigtigt godt løb fra min side, der gav mig et pace på 4.15 min/km i mål over de 5,2 km løb.

Det gav et afsluttende løbetid på 21 minutter og 34 sekunder, som jeg synes er pisse meget godkendt. For ærligt talt, så er jeg stadig for tyk til at løbe rigtigt hurtigt.

Samtidigt blev det til en samlet sluttid på 1 time, 8 minutter og 54 sekunder.

Utroligt godt tilfreds på trods af placeringsmæssig tilbagegang fra sidste år

Sidste år blev det som nævnt til en andenplads i Aabenraa på samme distance, hvor det så i år blev til en tredjeplads. For mit vedkommende er en andenplads og en tredjeplads dog mere eller mindre det samme, for i bund og grund er det de første to resultater der ikke giver sejren.

Men det er nu ikke derfor jeg er utroligt godt tilfreds med dagens tredjeplads. Det er i stedet på grund af disse ting:

  1. Konkurrencen var større i år
  2. Sluttiden fra sidste år blev markant forbedret
  3. Farten på alle tre discipliner blev markant forbedret

Det var uden tvivl et stærkere felt der var til start i år i forhold til sidste år, hvor bl.a. den rutinerede Andreas Petz i dag kom, så og sejrede.

Sidste år var min sluttid 1:11:39, som blev gjort under væsentligt bedre forhold til høj fart. I år var den 1:08:54, der kom i hus med en tidsmæssig forbedring på 49 sekunder på svømningen, 35 sekunder på cyklen og markante 1 minut og 14 sekunder på løbet (!).

Det tegner dermed rigtigt godt for de næste to stævner i Bording og i Kolding om henholdsvis en uge og en måned, hvor jeg er fortrøstningsfuld i forhold til mulighederne for nogle gode resultater.

Og nårh ja… Kæmpe skud ud til Kasper Rhinstrøm der slutter på en fucking vild fjerdeplads, på trods af at have taget cyklingen på en mountainbike. Det siger lidt om niveauet den knægt har, både på svømingen og løbet – og egentligt også på cyklen, hvor han flyver igennem med 35 i snit på en fucking mountainbike (!).

Nå, men tak fordi du læste med. Og til de af jer der var ude og heppe, stort tak for det opbakningen. Det betyder rigtigt, rigtigt meget! 🙂 Og også et stort tak til arrangørerne bag Aabenraa Triathlon, der endnu engang formår at afvikle et godt stævne med et seriøst godt niveau, særligt prisen taget i betragtning!

Adios.

Kiloene rasler af, en tredjeplads i et nordjysk løb, en sommerferie med forkølelse og tre stævner på vej

Det er nu ved at være et par måneder siden jeg sidst opdaterede med et blogindlæg (jeg har heldigvis alligevel løbende opdateret på Instagram og Facebook) og lidt vand er der da løbet igennem åen siden.

Bl.a. fortsætter mit vægttab med et stabilt gennemsnitligt tab hver uge. Jeg har formået at blive 3’er i et nordjysk løbe-løb, jeg har formået at blive forkølet i min sommerferie og så har jeg tre stævner på vej.

Men mere om det i de efterfølgende afsnit.

Fortsat stabilt vægttab, med en nuværende vægt under sidste års kampvægt

Noget af det der er allervigtigst for mig for at kunne komme i god form til næste års mål, er min vægt. Jeg vejer alt, alt for meget til at være hurtig nok. Men det går da fremad med vægten.

Da jeg startede med at tabe mig tilbage i 2017, sagde vægten 120 kilo. Da jeg konkurrerede sidste år, sagde vægten 90-92 kilo. Da jeg startede på mit job som souschef i Thansen, steg vægten til 103-104 kilo (hvis du ikke kender historien om mit job og min vægtøgning, kan den læses her).

Men nu går vægten heldigvis i den helt rigtige retning igen. Dags dato er den nemlig nede på 87 kilo og det kan virkeligt mærkes både på cyklen og i løbeskoene.

Der er dog stadig 19-20 kilo ned til den vægt jeg bør veje til næste år. Det vil sige at target-vægt er 67-68 kilo. Men det bør så heller ikke være et problem at nå derned inden sæsonen starter næste år, hvis bare jeg fortsætter med at leve som jeg gør nu.

Og det gør jeg 😉

Formåede en tredjeplads i et nordjysk løb

Et godt tegn på at min vægt er stødt dalende og at min formkurve er opadgående, er at jeg under min sommerferie ved Saltum Strand her i uge 30, formåede at blive 3’er i Saltum Strand Løbet på 7 km-distancen.

Bevares, løbet er da ikke et af de mest højprofilerede løb i Kongeriget Danmark, men det kræver alligevel noget af formen at løbe blandt de hurtigste i de her løb, hvor det er rene løbere og ikke kun triatleter der er til start.

Ruten startede ud med at gå stille og roligt opad i højdeprofilen i den første halvdel samtidigt med at der blev løbet på asfalt, imens den sidste halvdel blev løbet på smalle spor i de nordvestjyske klitter på båder flis, på grus og i sand.

Det var hårdt, men det gik. Og det var et godt bevis på at formen er på vej og at kontinuiteten i mit løb giver pote.

Ved en tilfældighed mødte jeg klub-kammeraterne Begitte og Morten deroppe, som også stod på startstregen på 7’eren. De endte begge med at vinde hos henholdsvis kvinderne og herrerne, men de løber saftsuseme også hurtigt begge to.

At Begitte vandt hos kvinderne gjorde at jeg blev 4’er overall og 3’er hos herrerne. Men i disse ligestillingstider, er det ikke en skam at blive chick’ed – og slet ikke når chick’en hedder Begitte og løber mere end 100 km om ugen 😉 haha

Hvad der er rigtigt meget værd at bemærke ved mit løb i Saltum Strand Løbet, er at jeg ikke har mærket noget til mine achillessener efterfølgende. Det har ellers altid været en udfordring efter løb med høj intensitet, at mine underben og fødder begynder at drille.

Men heldigvis ikke denne gang. Så det er sgu dejligt!

En god sommerferie gav en irriterende forkølelse

Som du kunne læse i forrige afsnit, bød uge 30 på sommerferie ved Saltum Strand. Træningen var timet sådan at hele uge 30 var restitutionsuge, hvilket betyder at træningen så vil være reduceret i forhold til de forgående uger.

Sommerferien bød på masser af oplevelser med bl.a. Fårup Sommerland, Bunkermuseet i Hanstholm, Oceanarium i Hirtshals og et smukt og lærerigt ørneshow hos Eagle World.

Men desværre kom en grim forkølelse også snigende under sommerferien i det nordjyske. Den startede så småt torsdag morgen, hvor jeg ellers skulle have kørt 20-minutters test på cyklen.

Testen blev derfor aflyst.

Fredag begyndte den virkeligt at blive en led satan og lørdag var ikke bedre. Faktisk synes jeg ikke rigtigt det er gået fremad med at få den væk siden.

Da jeg stod op i går (tirsdag) var jeg derfor meget i tvivl om jeg skulle køre de planlagte intervaller på cyklen. Men jeg tænkte at jeg lige varmer op og så derefter tager stilling til om jeg er i stand til at køre dem.

Intervallerne blev kørt, for det blev bedre under opvarmningen (omend jeg manglede den sidste procent eller to). Men i går aftes sad forkølelsen stadig tungt.

Så lige nu er det store spørgsmål om morgendagens hårde træningspas skal gennemføres eller om det det skal erstattes af et lettere pas. Det må jeg tage stilling til i morgen.

I hvert fald betyder forkølelsen at jeg lige nu ikke er i stand til at få det optimale ud af min træning. Hvilket så bringer mig til det næste afsnit, nemlig omkring de tre stævner der står på programmet i den næste periode.

Kalenderen siger tre stævner i de næste uger

Om kun halvanden uge står jeg endnu engang på startstregen når dette års udgave af Aabenraa Tri står for døren. Sidste år blev jeg 2’er i Aabenraa, men med min nyerhvervede forkølelse, føles det som om at jeg har laaaaaaang vej til at gentage det.

Men det må tiden vise. Som udgangspunkt handler det jo egentligt også bare om at stille til start, gøre det bedste jeg kan og så se hvad resultatet bliver. Konkurrenterne og andre forhold er altid svære at spå om, så det må være den bedste indgangsvinkel til stævnerne.

En uge efter Aabenraa Tri står den igen på stævne, når både mig og Anita stiller til start i det midtjyske Bording Tri. Det bliver på 4-18-4 distancen, som bliver Anitas kun andet stævne og så bliver det første gang i meget lang tid, at mine løbeben skal testes så hårdt med kun 6 dages mellemrum.

Så jeg håber virkeligt at mine achillessener arter sig godt efter både Aabenraa og Bording, ligesom de har gjort efter Saltum Strand Løbet.

Og som rosinen i pølseenden, er det så igen i år Slotssøbadet Triathlon i midten af september der bliver min sæsonafslutning. Og også Anitas, for den sags skyld.

Distancen er den kvarte jernmand som jeg også kørte sidste år, hvor jeg egentligt lå til at gå på podiet, men så mistede det hele efter at have løbet gevaldig forkert på løberuten. Denne gang kender jeg ruten, så det skulle ikke gerne ske igen 😉

Anitas start i Slotssøbadet Triathlon bliver i øvrigt hendes første kvarte jernmand. Så det bliver rigtigt spændende hvordan hun tackler det. Hendes træning er i hvert fald ved at gøre hende klar til det og hendes træningspas ser supergode ude.

Så hun skal nok komme flot igennem!

Det var dét for den her gang…

Hvis jeg ikke når at lave en ny blogpost inden det går løs i Aabenraa om halvanden uge, så ses vi nok ved igen et par dage efter her på bloggen. Uanset hvad, så må du have det rigtigt godt – og husk at du kan følge med i mine lidt hyppigere opdateringer på Instagram og Facebook 🙂

// Morten

Jeg skylder vist en opdatering…

Kære alle,

Ja, jeg skylder vist en opdatering. Ikke siden Slotssøbadet Triatlon i september sidste år, har jeg opdateret på bloggen. Meget er sket siden, som der nemt kunne være skrevet om i kortere vendinger i mellemtiden.

Men dovenskab længe leve… Så nu må jeg forsøge at nedfælde det seneste halve/tre-kvarte år i én post. Og så må jeg blive bedre til at opdatere fremover 😉

Nyt job spændte ben for træningen

Mit nye job i Thansen startede hårdt ud med en halv måneds fyrværkerisalg fra tidligt morgen til sen aften. Det gav bogstaveligt talt ikke tid til andet end at arbejde og at sove.

Lad os starte med perioden efter Slotssøbadet Tri…

Efter et træningsmæssigt hårdt forår og sommer, bød den første måned efter 2018-sæsonens sidste race på en velfortjent off-season med kun lystbetonet træning.

Den første uges tid blev brugt på mere eller mindre nada træningsmæssigt. Derefter begyndte jeg så småt at træne i det små igen. Efter en fire-ugers tid med soft-træning, begyndte forberedelserne så småt til 2019-sæsonen og det første fastlagte træningsprogram blev lagt af Andreas Borch.

Imens måtte jeg dog nok sande, at jeg var nødt til at droppe drømmen om at kunne leve af mit hjertebarn Pastaparty.dk. Jeg måtte derfor finde mig et fast job, så vi også kunne få lidt mere end bare discount-smør på brødet herhjemme.

Så i midten af november tiltrådte jeg en stilling som souschef hos Thansen, med en kontrakt der består af lidt mere end bare et normalt 8-16 job og bare en anelse mere end et normalt fuldtidsjob 😉

Og derfra gik træningen hurtigt i stå. En kombination af et nyt job der byder på mange timer på jobbet gennemsnitligt seks dage om ugen og så en hel del transporttid, gjorde overskuddet til træning så lille, at jeg bare ikke magtede det.

Samtidigt kom jeg også til at stå som ansvarlig for Thansens fyrværkerisalg i Haderslev. Det betød arbejde fra tidligt morgen til sen aften hver dag i en halv måned (okay, jeg havde lige fri den 24., 25. og 26. december), så der gjaldt det sådan set kun om at stå op, tage på arbejde, komme hjem, sove og så ellers starte forfra.

Og tid med familien blev jo også prioriteret når jeg endelig havde fri.

Så jeg måtte desværre afbryde mit samarbejde med min ellers kanondygtige coach Andreas Borch og lægge alle tri-ambitioner på hylden. Ærgerligt, men sådan måtte det jo være.

Et par gange om ugen blev det dog til nogle svømmepas med min klub Rødekro Tri & Motion, men så ikke mere end det.

Med indfundet arbejdsrutine, vendte overskuddet tilbage

Som med alt andet, er alting dog kun et spørgsmål om vilje og tilpasning. Og efter en 3-4 måneder i mit nye job, begyndte mit daglige overskud udover arbejdet da også at vende tilbage.

Jeg begyndte så småt at løbe og cykle lidt igen for ikke at blive mere tyk end højst nødvendigt (ja, jeg nåede jo lige at tage 13 kilo på igen…). Og stille og roligt kom der mere og mere overskud i både krop og hoved.

Så en seriøs træning begyndte så småt igen omkring den 1. april, hvor jeg startede med at cykle på arbejde et par gange om ugen og så ellers cykle, løbe og svømme lidt med Anita udover det.

Kiloene begyndte så småt at forsvinde igen. Og i takt med at træningsmængden stille og roligt er blevet skruet op, forsvinder der også flere og flere kilo.

I skrivende stund er jeg nu tilbage i samme størrelse, som da jeg sluttede 2018-sæsonen. Men der er stadig mange kilo endnu, før jeg er dernede hvor jeg gerne vil være (67-68 kilo).

Sæsonen blev startet i Agerskov – med Anita!!!

Anita og mig på målstregen i Agerskov. Anita gjorde det SÅ pisse flot i sit allerførste tri-stævne!

Den 21/5 stod jeg så endnu engang på startstregen. Og ligesom sidste år, var sæsonens første race i Agerskov.

Men i år var mine egne ambitioner lagt 100% til side til fordel for Anita. For dette race var nemlig Anitas allerførste tri-stævne, så hele racet gik egentligt bare ud på at guide hende hele vejen igennem, så hun fik så god en oplevelse som muligt.

Og en god oplevelse fik hun. Hun kom rigtigt flot igennem alle tre discipliner og fik også gået all-out henimod målstregen. Og bagefter var hun mere end tændt på at køre flere stævner.

Ja, tri-sporten gør bare ét eller andet ved folk.

Flere stævner venter i 2019

Anitas store lyst til at køre flere stævner, gør så at vi nu kommer til at køre et par stævner mere sammen her i 2019. Det drejer sig indtil videre om Bording Triatlon på 4-18-4 distancen og endnu engang Slotssøbadet Triathlon på den kvarte jernmand.

I dem begge kommer Anita dog til at køre for sig selv og skal presse sig selv hele vejen. Men det kommer hun nu nok til at skulle kunne, selvom hun naturligvis er ret nervøs for at skulle køre en kvart jernmand.

Men med dem vilje og sejhed hun viser når det virkeligt gælder, så bliver det ikke noget problem. Og så har vi aftalt at køre direkte på Flammen efter Slotssøbad-stævnet og fejre både hendes første sæson og hendes første kvarte ironman.

Store planer for 2020 venter

Foto: Ostseeman.de

Hvor 2019 kommer til at stå en del i Anita/Morten-tri-projekt, kommer jeg til gengæld personligt til at satse noget mere i 2020. Bevares, der kommer stadig til at være masser af træningstimer med Anita, for hun er med på rejsen.

Men der kommer også til at blive tilbragt utroligt mange timer for mig selv. Og langt det meste af det kommer til at foregå meget tidligt om morgenen.

En tilfældig lørdag for ikke længe siden, mødte jeg nemlig min gode træningsbuddy Kasper Rhinstrøm i Rema 1000 under en indkøbstur. Kasper har lige vundet Haderslev Triathlon på overlegen vis, så han er top motiveret til bare at give den gas.

Samtalen kom hurtigt til at handle om kongedistancen 3800m svømning, 180 km cykling og 42,2 km løb. Og i løbet af undet ét minut, havde vi givet håndslag på at vi i 2020 begge vil stille til start i det nordtyske fulddistancestævne Ostseeman.

Samme dag blev den clearet på hjemmefronten med Anita. Og Kasper fik den clearet med sin superløber af en kæreste, Cille. Så nu har de begge lovet deres fulde opbakning til projektet.

Forberedelserne til fulddistance-debuten er allerede begyndt

Selvom der er mere end et år til vi skal køre Ostseeman (stævnet plejer at blive kørt den første weekend i august hvert år), er forberedelserne for mit vedkommende allerede igang.

Jeg har altid været lidt af en højoktan-benzin-maskine, der klarer mig bedre og bedre jo kortere tri-distancer vi snakker om.

Så det skal jeg lige have lavet om på inden den første weekend i august 2020, for der kan jeg ikke bruge højoktan til noget. Der skal jeg gerne have konverteret til så meget dieselmaskine som overhovedet muligt 😉

Sådan noget kan godt tage lang tid. Så allerede nu er min træning sat ind i en grov skitse, der har til formål at gøre lige netop dét; at gøre mig så udholden ved så høj en intensitet som muligt.

Jeg har valgt at jeg denne gang vil tilrette min træning helt selv, så jeg selv kan foretage de ændringer der skal til hvis det er nødvendigt. Med en baggrund som både elitecykelrytter og som – hvis jeg selv skal sige det – habil triatlet, kender jeg min krop utroligt godt og ved hvornår jeg eventuelt skal bakke af eller lægge mere til.

Til forskel fra tidligere hvor fokus har været på tri, vil jeg denne gang forsøge mig med træningsmodellen Polarized Training, der kort sagt går ud på at 80% af mine træningspas skal foregå med meget lav intensitet, imens de sidste 20% af mine træningspas skal indeholde intervaller der er utroligt hårde. Dvs ingen sweetspot eller ren tærskeltræning – her snakker vi om træning lige under og på Vo2Max-intensitet.

Uden at kende navnet på det, var det faktisk mere eller mindre den model jeg trænede under som elitecykelrytter for mere end 10 år siden. Og hvis det fungerede da jeg var cykelrytter, mon ikke det så også vil fungere når jeg er triatlet?

Jeg planlægger dog at skrive et blogindlæg i nærmeste fremtid om Polarized-modellen, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på her.

Tak fordi du læste med

Til slut vil jeg gerne henvise til min Instagram og min Facebook hvis du gerne vil følge mere med i hvad jeg foretager, end hvad jeg får skrevet her på bloggen.

Og så vil jeg gerne opfordre til at hoppe over og følge Anitas spændende tri-rejse på Instagram. For det er altså lidt af en forvandling hun er igennem, hvor hun hele sit liv har været lidt af en usportslig sofakartoffel og nu står overfor sin første kvarte ironman.

Indtil vi skrives igen, må du have det helt fantastisk 😀

Scroll to top