Gamle blogindlæg

OPDATERINGER, RACERAPPORTER, TIPS & TRICKS OG ALVERDENS ØVRIGE TING OG SAGER - KORT SAGT, ALT DET JEG GERNE VIL FORTÆLLE OM

The good old mystery: Hvorfor barberer cykelryttere og triatleter deres ben?

Jeg indrømmer det gerne overfor alle og enhver som spørger; ja, jeg barberer ben – ofte op til flere gange om ugen. De fleste kommentarer falder hen i nærheden af Føj du må være bøsse eller jeg synes det er klamt når mænd barberer ben. Men der er heldigvis også dem som bare stiller det simple spørgsmål hvorfor? Og lige præcis ordet hvorfor er jeg rigtigt glad for at blive mødt med, for det giver mig mulighed for at forklare hvorfor jeg (og de fleste andre både cykelryttere og triatleter) barberer ben 🙂

Hvorfor barberer cykelryttere og triatleter deres ben?

Det vigtigste svar finder du i videoen i toppen af indlægget, alligevel vil jeg komme ind på de forskellige årsager herunder:

Barberede ben er mere aerodynamiske og sparer vigtig tid

Ja, det er ikke en skrøne som man skulle tro. Videoen i toppen af indlægget er produceret af Specialized og forklarer hvordan man ud fra tests i Specialized’s egen vindtunnel har fundet ud af at der er en ikke helt ubetydelig tidsgevinst ved at barbere benene; og hold nu fast – over 40 kilometer er den gennemsnitlige tidsbesparelse hele 70 sekunder (!!!). Det er en temmelig stor besparelse, og så er den tilmed helt gratis (pånær udgiften til skrabere 😉 ).

Yaiks... Behårede ben i cykelbukser - eller sådan helt generelt, er bare ikke lækkert at kigge på.. (Og de her ben er heldigvis ikke mine egne ;-) )

Yaiks… Behårede ben i cykelbukser – eller sådan helt generelt, er bare ikke lækkert at kigge på.. (Og de her ben er heldigvis ikke mine egne 😉 )

Behårede ben i tætsiddende lycra er et knapt så lækkert syn

Den her må muligvis stå for egen regning, men personligt kan jeg ikke have synet af behårede ben. Ikke bare i tætsiddende cykelbukser, men sådan helt generelt. Jeg kan simpelthen bare ikke udstå synet af det, hvilket også er den næststørste grund til at jeg selv barberer ben. Undersøgelsen fra Specialized som konkluderede den ret markante tidsbesparelse over 40 kilometer er forholdsvis ny og jeg barberede også ben lang tid før den undersøgelse blev lavet, ja selv endda da jeg mellem mit liv som cykelrytter og mit liv som triatlet var en tyk bassemand, barberede jeg stadig ben 😉 Kald mig bare sart, men jeg tvivler på at jeg er den eneste som har det sådan 🙂

Nårh ja, så har barberede ben også den fordel at man meget nemmere kan se både muskelaftegninger, senerne og blodårerne i benene – et kæmpe plus på kontoen! 🙂

Barberede ben er mere skånsomme for massørens fingre når benene skal masseres

Det er i hvert fald hvad jeg har hørt, men jeg har også hørt at det ikke betyder noget for massøren om benene er behårede eller ej. Jeg kunne forestille mig at det kunne rive lidt i fingrene hvis der er kraftig hårvækst på benene, til gengæld kunne jeg også forestille mig det ville rive lidt i fingrene hvis hårene lige er begyndt at skyde ud af huden igen. Så for mig er årsagen med at det er mere skånsomt for massøren, ikke rigtigt en faktor for hvorfor jeg barberer ben – men en god undskyldning er det da 😉

Hvad er kønnest; hår eller ikke hår? Jeg ved i hvert fald godt hvad jeg svarer ;-)

Hvad er kønnest; hår eller ikke hår? Jeg ved i hvert fald godt hvad jeg svarer 😉

Hår på benene samler bakterier til såret hvis man er styrtet på cyklen

Tja, jeg vil egentligt ikke bore nærmere i denne mere eller mindre mystiske årsag.. Hvis man er styrtet på cykel og har slået hul på benet, får man højst sandsynligt bundet eller plastret benet ind, så hvordan bakterierne fra hårene skal kunne komme ind i såret, er mig en smule uklart. Endnu en god undskyldning 😉

Der er mange flere grunde til at barbere ben (de er bare ikke alle lige gode)

Der findes utallige grunde til hvorfor man som cykelrytter eller triatlet barberer ben, men alt i alt synes jeg kun der findes to rigtigt gode og fornuftige grunde til at barbere ben; for fartens skyld og for synets skyld, hvor den med farten klart er den allervigtigste grund til at hive skraberen frem. De øvrige grunde jeg nævner her i indlægget og alle de andre myter jeg hører rundt omkring, har jeg lidt svært ved at bakke op om – men kan man selv se ideen med dem, så skal jeg da ikke stå i vejen for de forskellige årsager 🙂

Myten om kvinder som hader barberede mandeben

Hvis det ser sådan her ud derhjemme, så er det nok ikke på grund af dine glatte stænger ;-)

Hvis det ser sådan her ud derhjemme, så er det nok ikke på grund af dine glatte stænger 😉

Jeg vil lige runde blogindlægget af med at afmystificere myten om kvinder som hader barberede mandeben. Klart skal der nok være en god portion kvinder som står helt af på glatte mandeben, men de kvinder som jeg gennem mit liv har ladet berøre mine barberede stænger, har jeg endnu ikke hørt klagen fra. Faktisk har det generelt mere været en positiv overraskelse at røre ved mine hårfrie mandeben, særligt for dem som i begyndelsen har været allermest skeptiske.

Så hvis du er får for lidt derhjemme og du tror det er fordi du barberer ben, så tvivler jeg på det er på grund af dine glatte ben – årsagen skal nok findes et helt andet sted 😉

 

Hvad jeg har lært af min første hele sæson som triatlet

Sæson 2014 er for mit vedkommende slut. Ja, det har den faktisk været siden Silkeborg Triathlon den 31. august og jeg har siden holdt en lille pause hvor træningen udelukkende har været lystbetonet, hvorefter jeg for et par uger siden så småt begyndte forberedelserne til sæson 2015.

2015-sæsonen bliver en sæson hvor jeg vil fokusere 100 procent på at optimere min træning, min kost, min søvn og min generelle tilgang til triathlon. Hvorfor? Fordi jeg i sæson 2015 går efter age group sejren til KMD Ironman 70.3 Kronborg og dermed en kvalifikation til Ironman 70.3 World Championships i Zell am See i Østrig. For at opnå det, har jeg analyseret lidt på de tanker jeg gennem sæsonen har gjort mig og fejl jeg har lavet igennem sæson 2014 – fejl som bare må og skal rettes hvis mit mål for sæson 2015 skal lykkes (der kommer i øvrigt et blogindlæg på et senere tidspunkt om mine planer for 2015 🙂 ).

Min lille analyse er der så kommet dette lille blogindlæg ud af. Der skal nok være masser af mindre fejl som jeg ikke har bemærket under den nu afsluttede sæson men som helt sikkert også har haft negativ indflydelse på mine resultater, men da jeg ikke selv har opdaget dem, bliver de lidt svære at analysere på 😉

 

Man behøver ikke træne +20 timer om ugen for at være blandt de bedste

Dette punkt er et punkt som jeg oplever at rigtigt mange har utroligt svært ved at forstå. Jeg har kendskab til en hel del som træner, træner og træner uden rigtigt at tage hensyn til restitutionen. Det er et punkt som jeg siden mit samarbejde med OOB virkeligt har fået vished for. I stedet for at fokusere på mængde på mængde, er der fokus på intensitet og kontinuitet kombineret med enkelte træningspas som skal give den lange udholdenhed. Virker det? Tilsyneladende ret godt. Det virker i hvert fald til at fungere ret godt hvis man blot vil være med i toppen som age group’er.

Jeg siger ikke at det ikke virker at træne 20+ timer om ugen, for det er helt sikkert det som skal til for at være med på absolut topniveau – altså det professionelle niveau hvor der bliver leveret halve ironmans på under 4 timer og hele på 8-8,5 time eller derunder. Det er naturligvis op i den mængde jeg gerne vil op på samtidigt med at jeg kan beholde intensiteten i træningen, men det betyder altså at jeg skal have tid nok til at kunne tage sig en lille lur hvis man har brug for det – tid som man som fuldtidsansat kan have ret svært ved at finde.

I sæson 2014 har jeg gennemsnitligt lagt på omkring 10 timers træning om ugen og opnået nogle ret gode placeringer på den baggrund. I 2015 er målet dog at kroppen skal vænnes til lidt mere mængde uden at det går ud over kvaliteten i træningen. Jeg håber at kunne komme op på omkring 15-16 timer om ugen, men det er naturligvis noget som min krop bestemmer. Jeg vil hellere være frisk til hvert træningspas og dermed få fuld udbytte af træningen end at jeg vil møde op halv-træt og jeg skal kvæle mig selv for at køre simple sweet-spot intervaller.

 

Vægten betyder altså bare alt på det afsluttende løb

At vægten har stor betydning for farten på løbet er ikke nogen hemmelighed, men jeg har i 2014 taget lidt let på det faktum. I 2015 skal den vægt altså bare være så langt nede som muligt uden at det går for meget ud over min performance på cyklen. Det er naturligvis svært at kende den optimale race-vægt på forhånd, men mange indikationer peger på at jeg skal gå efter 68 kilo til den kommende sæson. Den vægt er jeg allerede gået alvorligt i gang med at komme ned på.

I sæson 2014 vejede jeg da jeg var hurtigst (det vil sige i Odense, Haderslev og Rødekro) 75 kilo og leverede egentligt nogle ok løbetider, de var dog alligevel væsentligt langsommere end mine konkurrenters. Jeg blandede mig helt bestemt i toppen, særligt takket være min performance på cyklen, men jeg tabte bare for meget tid på det afsluttende løb.

En stor motivation til at se hvor meget jeg egentligt har tabt af tid, er ved at sætte mine løbetider ind i denne formel som beregner mine løbetider ud fra min nuværende vægt og hvilken løbetid jeg ville få ved et vægttab på X antal kilo. Hvis vi tager Haderslev Triathlon (kig under aldersklasse 18-39 år) hvor jeg fører med næsten et minut til nummer to da jeg hopper af cyklen, som eksempel, så ville et vægttab fra 75 til 68 kilo på de afsluttende 10.56 km give mig en tidsforbedring på 3 minutter og 7 sekunder – jeg ville altså gå fra en løbetid på 41.41 til 38.34. Denne forbedring i min løbetid med 3.07, ville altså have givet mig et slutresultat på 2.01.48, altså en suveræn sejr!

Jeg bør måske tilføje at der er mange variabler i sådan en beregning såsom hvor hårdt cyklen er blevet pacet, hvor god man har været til at styre sit energi- og væskeindtag og så naturligvis det faktum at sådan en beregning kun er vejledende. Lige netop i Haderslev havde jeg dog rigtigt god kontrol over mit pace på cyklen og havde godt styr på både væske og energiindtag, så det var ikke her det fejlede. Det var virkeligt på min vægt at jeg fejlede. Jeg siger så heller ikke at min sluttid ville have været så meget hurtigere med en lavere vægt for cykeltiden ville naturligvis også have lidt en lille smule af en vægtreduktion, dog giver beregningen en meget god indikator for hvad vægten egentligt har af betydning på løbet.

 

Det bedste race behøver nødvendigvis ikke være det hvor jeg vinder

I sidste ende er det i bund og grund kun sejren i et race som virkeligt betyder noget for mig, men alligevel så er det ikke det race som jeg vinder i år som har den største betydning. Men hvorfor så ikke det? Fordi det bedste race ikke kun kommer af resultatet – det kommer af den præstation man yder for at færdiggøre hvad man har gang i. Sejren i Odense betyder naturligvis noget for mig, men min 2. plads til Rødekro Triathlon 3 uger senere udgør simpelthen bare det bedste race jeg nogensinde har haft.

Resultatet i Rødekro er opnået på trods af halvdårlig motivation i dagene op til stævnet, en fornemmelse af sygdom i kroppen på racemorgen og adskillige ture på tønden som følge deraf og så minimalt med løb i de to indledende uger op til på grund af skader. Jeg følte mig virkeligt ikke godt tilpas før starten gik, men alligevel tog jeg mig sammen og gjorde hvad der skulle gøres; æd dig selv og hav det skidt bagefter. Svømningen gik fornuftigt, jeg fandt virkeligt energien på cyklen og jeg løber det hurtigste løb jeg nogensinde har løbet. Men hvad gjorde så at jeg kunne gøre det? Frygten for at fejle på hjemmebanen! Jeg hopper af cyklen som 2’er, men på det afsluttende løb kan jeg ved hvert vendepunkt (der blev løbet 4 omgange á 2,5 kilometer med 2 vendepunkter pr. omgang) se nummer 3 nærme sig mere og mere.

Efter mål til Dania Bikes Triathlon Rødekro

Lige efter målstregen hvor jeg kollapser. Jeg skylder en stor tak til dem som med det samme reagerer og hjælper mig med både væske og vejrtrækning!

Hvad der sker oppe i mit hoved for hver meter jeg kommer tættere på målstregen, er præcis dét som gør dette race til det bedste race; jeg lukker totalt ned oppe i hovedet og presser mig selv helt ud på grænsen af hvad min krop kan klare, udelukkende fordi jeg ikke vil tabe min 2. plads. For alt i verden skulle 3’eren altså ikke nå op til mig på trods af at han er en væsentligt hurtigere løber end jeg er. De sidste par kilometer er helt sort for mig og da jeg krydser målstregen som 2’er kun 15 sekunder før nummer 3 kommer ind, vælter min krop sammen og jeg ligger bare på jorden uden at kunne gøre noget som helst. Jeg har altså gennem min viljestyrke og mit fighterhjerte præsteret at ignorere ekstreme smerter og presset min krop til det absolut yderste indtil den til sidst vælger at koble fra da målstregen er blevet passeret. Det er noget jeg var og er temmelig stolt af at kunne have gjort.

Det er altså præstationer som denne, som i hvert fald for mig, gør et race hvor jeg ikke vinder til alligevel at være sæsonens bedste race. Det handler ikke altid bare om at vinde, det handler om at presse kroppen til det yderste og få det maksimale udbytte ud af det – sådan kan man være stolt af sin præstation og sådan kan man have sit livs bedste race.

 

Lad ikke kærlighed skubbe drømmene til side

Jeg ved at dette punkt er en smule kontroversielt og at mange vil være dybt uenige med mig i hvad jeg siger her. Faktum er dog, at hvis man vil noget seriøst med sin sport, nytter det ikke noget at skubbe træningen, søvnen og kosten til side til fordel for kærligheden. Vil man noget seriøst og vil man opnå noget stort med triathlon, er man nødt til at betragte sin træning, sin kost og sin søvn som en form for job, uanset om man er professionel eller age group atlet.

Hvad jeg skriver her skal ikke bruges som en undskyldning og det skal heller ikke bruges som en kritik af hende som fik mig til at skubbe sporten lidt til side. Det her er altså blot en erfaring jeg har gjort mig og som jeg vil tage med videre så det ikke kommer til at ske igen!

Sagen er den at jeg mødte en kvinde kort før sæsonen startede og jeg medgiver gerne at jeg til tider har været rigtigt god til at skubbe træningen, restitutionen og kosten til side for at være sammen med hende. Resultaterne i første del af sæsonen bærer tydeligt præg af den hårde og kontinuerlige træning jeg har haft hen over vinteren, men på ét eller andet tidspunkt holder fordelene ved flere måneders forberedelse altså også op når man vælger ikke at være seriøs med sin træning i en længere periode. Jeg trænede da, bevares, blot ikke i det omfang som jeg burde. Igen vil jeg lige bemærke at jeg ikke på noget som helst tidspunkt er blevet opfordret til at blive hjemme fra træning fra hendes side af, det er udelukkende mit eget valg ikke at have passet min træning som jeg skulle.

Resultaterne til både Aabenraa Triathlon og Silkeborg Triathlon er et tydeligt bevis på hvad der sker når man pludseligt lader sin træning komme i 2. række i bare halvanden måneds tid. Okay, jeg blandede mig stadig i toppen til disse stævner, men formen og niveauet var der bare ikke, særligt ikke taget i betragtning af at det var i præcis disse to stævner at min form skulle have toppet.

Derfor har jeg nu gjort mig den erfaring, at hvis man render ind i kærligheden, må man stille sig selv dette spørgsmål: Hvad vil jeg med min sport? Det spørgsmål glemte jeg at stille mig selv dengang og lod mig derfor rive med af følelserne og dermed glemme hvad der skal til for at være med i toppen. Jeg glemte simpelthen at sporten skal fungere som en form for job for mig hvis jeg skal blive til noget og jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste som har oplevet det. Mig og hende jeg taler om her er ikke længere sammen og har ikke været det i nogle måneder, og hvad jeg har lært af dette, er altså hvad overskriften lyder på; Lad ikke kærligheden skubbe drømmene til side.

Når jeg i fremtiden møder en dejlig kvinde og der er ved at udvikle sig kærlighed, vil jeg nu minde mig selv om hvad jeg vil med min sport og hvad det koster at være på toppen – at træning og hvad der ellers hører til fungerer som mit arbejde. Det er prisen for at gå efter de store drømme og det er prisen som jeg vil betale. Og nej, det betyder ikke at der ikke er plads til en kvinde, det betyder bare at sporten skal betragtes som et job jeg ikke kan pjække fra.

 

Jeg skal blive bedre til at styre mine watt!

En af de vigtigste ingredienser til et stærkt afsluttende løb, er at man har pacet cyklen fornuftigt. Det vil altså sige at man skal holde sine watt så stabilt som overhovedet muligt på cyklen og at man skal holde sig fra at køre hårdere end hvad man i bund og grund er trænet til.

Når jeg kigger tilbage på 2014-sæsonen og kigger i mine data, så kan jeg se at jeg havde ret godt styr på mine watt i både Haderslev og i Rødekro (Odense har jeg ingen data fra da min Garmin valgte ikke at ville modtage signal fra min wattmåler). I både Haderslev og Rødekro var jeg dog i rigtigt god form og vidste præcist hvor mange watt jeg kunne træde og stadig have et stærkt løb bagefter, men efter historien i forrige afsnit med kærligheden, var det med mine watt et væsentligt mere usikkert punkt i både Aabenraa og Silkeborg.

På en måde kan man sige at jeg panikkede en hel del på cyklen i både Aabenraa og Silkeborg af frygt for at jeg ville køre alt for langsomt. Jeg trådte derfor alt for mange watt i forhold til hvad min træning (eller manglen på samme) havde kunne give mig tilladelse til og derfor endte jeg med at brænde sammen på det afsluttende løb i begge stævner. Jeg ved at det ikke kun er mine watt på cyklen som har resulteret i at jeg gik ned på løbet i både Aabenraa og Silkeborg da dehydration i Aabenraa også har været en faktor og at det at jeg stort set ikke har kunnet løbe hen over sommeren på grund af skader, har været medvirkende årsag til at jeg gik ned efter 14 kilometer på den afsluttende halvmarathon i Silkeborg.

Hvad jeg derfor har tænkt mig at gøre i 2015, er at jeg vil tvinge mig selv til at stole på min træning og de watt som min træning giver mig lov til at træde i konkurrencer. Det at komme hurtigt af cyklen og ud på løbet er vigtigt i triathlon, men jeg skal stadig huske mig selv på at det er på det afsluttende løb at triathlon bliver vundet. Det nytter ikke noget at jeg hopper af cyklen 3 minutter før alle andre og derefter taber 5, 10 eller måske endda 15 minutter fordi jeg har pacet mig selv for hårdt på cyklen.

I stedet for at betragte cyklen som mit ultimative våben som med død og ødelæggelse bare skal bruges, vil jeg derfor ændre taktikken lidt til den kommende sæson: Hold en lille smule igen på cyklen og brug den sparede energi på den sidste halvdel af det afsluttende løb – det er jo her at et stævne for alvor bliver afgjort. Det vil kræve stor tro på mine evner som løber og det vil kræve utroligt meget af min tålmodighed under konkurrencen (og den har jeg som bekendt ikke meget af 😉 ). Hellere tabe 2 minutter på 90 kilometer cykling og vinde 10 på løbet. Det er faktisk nok en af de største erfaringer jeg har gjort mig i år.

 

Tak fordi du læste med 🙂

Hvis du nåede hele vejen herned til bunden af teksten, skal du have tak for at have taget dig den tid til at læse hvad jeg har på hjertet. Har du kommentarer eller andet, er du naturligvis mere end velkommen til at efterlade en lille besked i kommentarfeltet herunder.

Vi ses forhåbentligt næste gang jeg smider et indlæg på bloggen som højst sandsynligt kommer til at handle mere uddybende om mine planer for 2015. Ha’ en dejlig dag 🙂

/ Morten

Jeg er ikke død, men jeg har gode placeringer i bagagen

Hold da op hvor kan tiden flyve afsted… Et kig på min blog fortæller mig at vi skal helt tilbage til den 19. februar siden jeg sidst postede et indlæg.. Det må jeg se at få gjort noget ved, for faktisk har jeg en hel del at fortælle 😀

Lad mig starte med at sige at mit fravær både her på bloggen og på min Facebook-side, min Twitter-konto og min Instagram-konto ikke har noget at gøre med at jeg har kastet mine drømme om Hawaii langt væk. Disse drømme lever endnu. Jeg har dog haft et par måneder hvor drømmen om Hawaii har været skubbet lidt tilside på grund af andre ting i mit liv – jeg vil måske i fremtiden skrive et blogindlæg om lige netop dét fænomen som jeg oplevede der. Indtil da ønsker jeg at holde disse ting for mig selv 🙂

 

Topresultater i samtlige konkurrencer

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke er stolt af hvad jeg indtil nu har oplevet i denne sæson.. 3 konkurrencer er det indtil nu i år blevet til som har givet mig én førsteplads, én andenplads og én fjerdeplads. Det er disse tre konkurrencer som jeg vil fortælle lidt om i det her blogindlæg. Der er risiko for at det kan gå hen og blive lidt smålangt, så find du bare madpakken og kaffekruset frem 😉

 

KMD 4:18:4 i Odense

Egentligt var det slet ikke meningen at jeg skulle køre 4:18:4 stævnet i Odense den 24. maj, men da jeg fik mulighed for at få en startbillet til halv pris af en klubkammerat, tænkte jeg at jeg da ligeså godt kunne tage imod tilbuddet og så få noget godt konkurrencetræning ud af det. Og det må man så sandeligt også sige at jeg fik 😀

Stævnet foregik med udgangspunkt i Odense Friluftsbad som rummer et kæmpe græsareal som omringer en udendørs pool med 50-meters baner plus et mindre bassin som var ideelt til opvarmning før svømmestart. Starten på stævnet foregik som en enkeltstart hvor hver deltager blev sendt afsted med 10-15 sekunders mellemrum – men det ville nu heller ikke have kunne lade sig gøre at sende flere afsted på samme tid på grund af pladsforholdene på 50-meter-banerne som jeg endda synes var gjort dejligt brede.

Rødekro Tri til KMD 4:18:4 i Odense

De fleste fra klubben efter vi alle var kommet i mål. Der er desværre ikke fanget mange billeder til stævnet, så det her det eneste jeg har.. Det er i øvrigt mig som er nummer to fra højre hvis nogen skulle være i tvivl 😉

 

Svømningen gik som den skulle

For mig er svømning altid den helt store ubekendte faktor hvor jeg ikke ved hvor jeg ligger i forhold til de andre og derfor vidste jeg ikke rigtigt hvilken tid jeg burde komme op af vandet på. Da det kun er 400 meter svømning valgte jeg at dreje håndtaget i bund og bare komme igennem svømmedelen så hurtigt som muligt og gerne under 6,5 minut. Jeg havde hjemmefra regnet lidt på hvad mine splittider skulle være for at vinde stævnet i forhold til sidste års resultater og ifølge de udregninger jeg gjorde der, var en svømmetid på 7 minutter nok.

Jeg gav den fuld gas i vandet og overhalede pænt mange af dem som startede foran mig. Men når 3-4 triatleter forsøger at komme forbi hinanden på samme tid, kan der nemt opstå nogle lidt farlige situationer. En enkelt gang var jeg ved at støde sammen med en anden svømmer hvor jeg lige komme til at sluge lidt vand som det lige tog mig et par sekunder at komme over, men ellers forløb svømningen uden problemer.

Tiden da jeg kom op af vandet sagde 6 minutter og 12 sekunder (1.33 min/100m), så både håbet om under 7 minutter og 6,5 minut var blevet til en realitet. Valgte i øvrigt at tage svømningen uden våddragt da det alligevel kun drejede sig om 400 meter, et valg jeg tror har været rigtigt fornuftigt så jeg ikke skulle bøvle med at få våddragten af i T1.

 

Cyklingen gik over al forventning

Pulsen efter svømningen var forholdsvis høj og den skulle jeg selvfølgelig lige have lidt styr på i løbet af den første kilometer på cyklen, men jeg fandt rigtigt hurtigt ind i en god rytme. På så kort en distance som 18 kilometer er, skal den for mit vedkommende bare have fuld skrue og det fik den så sandeligt også..

Til dem som ikke kender ruten i Odense kan jeg sige at den er forholdsvis teknisk med meget ind og ud og op og ned, så en egentligt rytme var ret svær at finde. Det var ikke store bakker, nærmere sådan nogle små “rullere”, men de var nok til at det var svært at holde en konstant rytme. Hjemmefra havde min træner Vladimir forberedt en raceplan som fortalte hvor mange watt jeg skulle køre, men da mit Garmin 910 valgte ikke at tage imod signaler fra hverken min wattmåler eller mit pulsbælte, måtte jeg køre cyklingen på ren og skær feeling.

Umiddelbart må jeg have ramt cyklingen lige i røven, for efter 18 kilometer cykling på en forholdsvis teknisk rute, ender jeg i T2 med en cykeltid på 25.57 (41,67 km/t). Det giver mig dagens suverænt hurtigste cykelsplit!

 

Løbet var rigtigt varmt…

Løberutens 4 kilometer starter ud med at man løber på en grusvej tæt omringet af halvhøje træer, og da dagen i forvejen bød på masser af solskin fra en skyfri himmel, var det i særligt starten af løbet utroligt varmt. Faktisk troede jeg lige da jeg kom ud af T2 at jeg næsten skulle dø, for varmen og fugtigheden inde mellem træerne stod i hovedet på mig som en mur. Men det var ikke at gøre, det var alligevel kun 4 kilometer som skulle løbes, så den skulle bare have fuld fuld gas hele vejen hjem til mål.

Dem som kender mig ved at jeg ikke er feltets hurtigste løber, nok mere gennemsnitligt. Selvom jeg ikke rigtigt burde have tid til det på så kort en distance som 4 kilometer, kiggede jeg alligevel ret meget på min Garmin undervejs og sørme nok om jeg ikke helt pr. automatik løb med negativt split.. Den første kilometer blev tilbagelagt med 3.55 min/km og den sidste med 3.40 min/km. Alt i alt løb jeg de 4 kilometer med et gennemsnitspace på 3.47 min/km og med en tid på 15.08, hvilket jeg på ingen måde havde regnet med og da slet ikke med den varme jeg fik kastet i hovedet lige i begyndelsen af løbet.

Det samlede resultat

Tja, jeg kan vel ligeså godt sige det med det samme. Min sluttid endte på 49.23 hvilket er lidt over 2 minutter hurtigere end sidste års vindertid og det var egentligt bare den tid at jeg som udgangspunkt ville slå. Det lykkedes mig så og det gav mig også en meget komfortabel sejr på 3 minutter og 9 sekunder. Nuvel, jeg er klar over at konkurrencen til et stævne som dette ikke er på det højeste niveau i Danmark, men med udgangspunkt i at jeg faktisk kun tilmeldte mig med henblik på træning, så kan jeg vidst kun være mere end tilfreds med min sæsonåbner! 😀

 

Frøs Haderslev Triathlon

Den 1. juni stod menuen på Frøs Haderslev Triathlon på den kvarte ironmandistance. Jeg havde i forvejen kun hørt godt om stævnet og at ruten skulle være forholdsvis hurtig, men da det her stævne faktisk var mit første stævne på den distance, passede det mig fint at ruten eftersigende ikke er hårdere end den er. Til gengæld viste det sig også at blive ok varmt den dag..

Ankommer til Haderslev Triathlon

Jeg ankommer til Frøs Haderslev Triathlon sammen med Michelle. Her ses jeg sammen med min klubkammerat Jens Laasholdt som i øvrigt havde et rigtigt godt ræs (og ja, det er mig som er den lille lort 😉 )

Allerede i de sidste par dage op til stævnet gik jeg og peppede mig selv op til at jeg skulle vinde agegroup’ernes race og det var nok særligt på grund af resultatet i Odense kun få dage inden, at jeg følte mig så overbevist om at en sejr var mere end muligt, særligt med tanke på sidste års vindertid på 2 timer og 8 minutter – en tid som absolut ville være muligt at slå. Jeg har heller aldrig været typen som ligger skjul på når jeg går efter at vinde noget, så at fortælle omverdenen hvad jeg kom til Haderslev for, faldt mig som en ganske naturlig ting. At jeg peppede mig selv så meget op til det her stævne, gjorde til gengæld også at jeg var rigtigt meget oppe at køre allerede et par timer før starten. Jeg var hamrende nervøs og, for at være helt ærlig, så kunne det til tider føles som om at jeg var i en helt anden verden end de personer jeg havde omkring mig.

Men som man siger; hvis man er nervøs er det fordi at der er noget på spil – i det her tilfælde var det min ære som var på spil…

Svømningen gik rigtigt rigtigt godt!

Da svømningen i Haderslev starter med en vandstart hvor vi i adskillige minutter før start træder vande og kæmper for vores position på første startrække, var jeg allerede før vi hoppede i vandet nervøs for hvordan det ville føles at “stå” derude i det halvkolde vand. Umiddelbart var der en del kamp om placeringerne før starten, men jeg føler egentligt at jeg var ret god til at holde min plads på forreste række. Jeg fandt dog hurtigt ud af at jeg skulle lade være med at kigge tilbage og se på de flere hundrede andre deltagere, for frygten for at blive svømmet voldsomt over af nogle hurtigere konkurrenter, var absolut tilstede. Men da frygten for at blive svømmet over var værst, tænkte jeg blot på at jeg var nødt til at være

Exit fra vandet til Frøs Haderslev Triathlon

Min exit fra vandet efter de 950 meter svømning. Jeg var fyldt med overskud da jeg kom op af vandet efter en vellykket svømning! 🙂

placeret så langt fremme for at komme ind på fødder af nogle af de hurtige svømmere så jeg kunne komme op af vandet uden et for stort tidstab.

Min taktik for svømningen lykkedes.. Da starten gik kom jeg hurtigt ind på fødder af en svømmer som svømmede et tilpas tempo til at det ikke gjorde alt for ondt men uden at det gik langsomt. Undervejs under hele svømningen følte jeg at jeg havde god kontrol over mit pace og da jeg rundede den sidste bøje og svømmede ind mod T1, tænkte jeg noget i stil med “var det dét?”.. For jeg synes godt nok at svømningen var hurtigt overstået.. Ved exit af vandet fik jeg mig dog også lidt af en overraskelse; havde regnet med at svømme de 950 meter på cirka 16 minutter, men da jeg løber ind i T1 og kigger på mit ur kan jeg se at jeg har svømmet på 14 minutter og 48 sekunder. Det var simpelthen perfekt!

Cyklingen gik hurtigt men var præget af drafting!!!

Jeg var hurtigt gennem skiftezonen og ude på cykelruten. I løbet af de første par kilometer var vi en 4-5 triatleter som var mere eller mindre samlet, men der gik ikke længe før vi kun sad to mand tilbage – den ene var mig og den anden var den senere vinder David Balsgaard. Der blev trådt godt i pedalerne ud mod vendepunktet ved 22,5 kilometer og når jeg kiggede mig tilbage for at orientere mig bagud, kunne jeg efter ganske kort tid ikke få øje på andre.. Vi havde fundet ind i en god rytme og cyklingen gik simpelthen forrygende.

Mig og min Specialized Shiv til Frøs Haderslev Triathlon

Undervejs ind mod T2 efter næsten 45 kilometer på cykel. Følte stadig rigeligt med overskud på det her tidspunkt 🙂

Lige før vi nåede vendepunktet kunne vi se den førende age-grouper køre imod os og vi blev enige om at sætte farten lidt op så vi kunne få ham hentet. Da vi havde passeret vendepunktet holdte jeg min del af aftalen og satte tempoet lidt op, men det var tilsyneladende mere end hvad David havde lyst til, så de sidste 22 kilometer af cyklingen var egentligt et solo-foretagende. Hvad der dog irriterede mig (og stadig irriterer mig) grænseløst, er de kæmpestore felter jeg kunne se kort efter vendepunktet.. Og når jeg siger kæmpestore felter, så mener jeg kæmpestore felter – og det ene af dem var kun meget få minutter efter mig.. I dette felt sad der dog også enkelte personer som jeg for god ro og ordens skyld holder navnene hemmeligt på, men som jeg ved har opnået en rigtigt flot placering og tid ved hjælp af seriøs drafting..

Cyklingen hjemad gik forholdsvis smertefrit og jeg valgte at bruge de sidste 2 kilometer før T2 på at forberede mig på det foranliggende løb og til at få både godt med væske og energi indenbords. I T2 efter 45 kilometers cykling, sladrede min computer om et gennemsnitligt watttal på 316 watt og en tid på 1.05.30. Også ganske fornuftigt og det tankede mig med selvtillid før det afsluttende løb 🙂

Løbet gik rigtigt godt, men så..

Jeg følte mig utroligt stærk lige da jeg var hoppet i løbeskoene og løb ud af T2. Jeg havde stadig lette ben og var fyldt med positive tanker, så de her afsluttende 10,55 kilometer skulle nu nok hurtigt være overstået. Men efter kun få kilometer begynder jeg at mærke min akillessener som jeg jo havde døjet med gennem hele vinteren og det gjorde at jeg slæbte voldsomt på især mit højre ben. Det skal selvfølgelig ikke være en undskyldning, for jeg er vitterligt ikke den hurtigste løber, men det var da lidt ærgerligt at skulle til at døje med den slags når nu det gik så godt.

Efter cirka 4 kilometer bliver jeg overhalet af min følgesvend på cyklen David Balsgaard og få kilometer derefter bliver jeg overhalet af den senere 2’er Ronni Paris. Jeg forsøgte virkeligt at holde på Ronni Paris’ pace da det bagfra så ud som om at han var tæt på at knække, men der var simpelthen ikke meget mere tilbage i energitanken. På et tidspunkt trækker han stille og roligt fra og jeg forsøger igen at finde mit eget pace.. I bund og grund løber jeg egentligt ok hurtigt på de sidste par kilometer, men med omkring 5-600 meter igen, bliver jeg indhentet og angrebet af Morten Brammer Olesen og jeg kan simpelthen ikke svare igen på det angreb.. Jeg havde blodsmag i munden og var helt færdig, der var ikke mere at skyde med. Så desværre måtte jeg se podiet glide ud af hænderne på mig så tæt på målstregen, men det var så sådan det måtte være..

På vej mod mål i Frøs Haderslev Triathlon

Få hundrede meter fra mål, jeg er simpelthen totalt færdig..

50 meter før mål sker der dog noget som bare ikke må ske.. Målområdet er delt op i to “baner”; den ene er til dem som skal løbe videre og den anden er til dem som skal krydse målstregen og mellem de to “baner” er der sat et mindre hegn op. Der stod desværre ingen hjælpere og viste vej til de forskellige deltagere og det resulterede i at jeg kom til at løbe ind i den bane som var lavet til at skulle løbe ud på endnu en omgang. Det tog mig adskillige sekunder før jeg fattede at mit lille heppekor råbte at jeg skulle over på den anden side af hegnet og før jeg overhovedet var kommet over på den anden side og havde krydset målstregen, havde jeg hurtigt tabt 15-20 sekunder. Heldigvis tabte jeg ingen placeringer af det så i bund og grund er det ligegyldigt, det er blot lidt irriterende.. Til gengæld er jeg også fuldt ud klar over at jeg selv bærer ansvaret for at orientere mig og det har jeg så ikke gjort godt nok.

I mål lyder min tid løbetid for de 10,55 kilometer på 41 minutter og 41 sekunder hvilket sammen med både svømning, cykling og tiden i skiftezonerne giver mig en tid på 2 timer, 4 minutter og 55 sekunder, altså mere end 3 minutter hurtigere end hvad jeg havde sat mig som mål..

Lad være med at fokusere for meget på placeringerne..

Umiddelbart efter jeg var kommet i mål og de første 4-5 timer derefter var jeg utroligt skuffet over at jeg kun var blevet nummer 4. Jeg kunne se på tiden at jeg var mere end 3 minutter hurtigere end vinderen fra sidste år og at jeg dermed havde været tilsvarende hurtigere end hvad mit mål var, men fordi at jeg havde peppet mig selv op til at jeg skulle vinde, kunne jeg ikke rigtigt nyde hvad jeg havde præsteret den dag. Den dag i dag er jeg stadig småirriteret over kun at blive nummer 4 selvom jeg nu også godt kan se at det var en utroligt flot tid og en rigtig flot placering, specielt taget i betragtning af at det var mit første stævne af den varighed. 🙂

 

Dania Bikes Triathlon Rødekro

Årets indtil nu vigtigste ræs, i hvert fald for mit vedkommende, var hjemmebanestævnet Dania Bikes Triathlon som blev arrangeret af min egen klub Rødekro Tri og min arbejdsgiver og sponsor Dania Bikes. Det gav naturligvis lidt et forventningspres, hvilket jeg på ingen måde følte at jeg kunne leve op til da jeg efter Haderslev to uger forinden havde mistet meget motivation på grund af den opblussede akillesseneskade. Faktisk druknede jeg kun en uge forinden mine sorger i noget som ligner halvanden flaske rødvin da jeg praktisk talt ikke havde regnet med at komme til at konkurrere for resten af sæsonen. Naturen ville det dog anderledes og mine ben var alligevel klar til de 1500 meter svømning, 40 kilometer cykling og 10 kilometer løb. 🙂

De sidste par dage op til stævnet var jeg på ingen måde psykisk ovenpå og jeg følte egentligt heller ikke rigtigt at der var noget som helst liv i min krop når jeg trænede. Kronen på værket var at jeg om morgenen på raceday havde sat på tønden tre gange allerede før jeg ankom til stævnet og jeg følte mig både uoplagt, halvsvimmel og umotiveret. Jeg var faktisk utroligt tæt på at melde afbud kun få timer før start.. Men heldigvis valgte jeg alligevel at tage afsted og det viste sig at være en god beslutning. Det viste sig nemlig at jeg stille og roligt fik det bedre og bedre jo tættere vi kom på start..

Da jeg ankom til stævnepladsen fik jeg stille og roligt nedtonet forventningerne ved at fortælle at jeg ikke havde haft det så godt og at jeg derfor egentligt bare var mødt op for at komme igennem på bedst mulig vis. Det gjorde også at jeg var utroligt rolig op til starten, så måske jeg fremover blot skal stille op til et stævne uden forventninger 😉

Følte egentligt ikke svømningen gik særligt godt..

Da starten gik forsøgte jeg med det samme at komme ind på nogle hurtigere fødder, men de fødder jeg fandt var simpelthen alt, alt for hurtige til at jeg kunne blive på dem. Jeg valgte derfor bare at svømme i mit eget pace som jeg fandt ganske komfortabelt imens

Før svømning til Dania Bikes Triathlon Rødekro

Mig og min kollega Patrick som i øvrigt lavede sin første triathlon på den olympiske distance – og så endda uden at træne. Og han gennemførte!

jeg stille og roligt kunne se at dem foran mig trak mere og mere fra. Jeg ved ikke hvordan jeg fik det ind i hovedet, men undervejs lykkes det mig at bilde mig selv ind at der nok var en 10-11 stykker foran mig.. Det var ikke tilfældet da jeg kom op af vandet fandt jeg ud af, men til gengæld havde jeg en lang, lang hale af andre triatleter efter mig. Da jeg kom op af vandet fandt jeg også ud af en ting som overraskede mig voldsomt meget; på trods af min dårlige fornemmelse under svømningen, havde jeg svømmet de 1500 meter på 21 minutter og 36 sekunder som gjorde at jeg kom op af vandet som 4’er – surprise møgunger! 😉

Fuld fart på cyklen!

Den hurtige svømmetid gav mig et gigantisk motivationsboost, så hvor jeg under svømningen ikke følte at det gik så godt, synes jeg til gengæld at det gik rigtigt godt på cyklen. Jeg fandt hurtigt ind i en god rytme og efter cirka 8-10 kilometer henter jeg konkurrencens nummer 3.  Jeg holder lidt øje med ham for at se hvordan han reagerer på at være blevet hentet, men efter kun kort tid er han helt ude af syne..

Cykling til Dania Bikes Triathlon Rødekro

Undervejs på cykelruten. Jeg følte mig virkeligt godt tilpas på cyklen den dag!

Cykelruten var for deltagerne på den olympiske distances vedkommende delt ud over to omgange og omtrent samme tidspunkt som jeg skal til at køre ud på anden omgang, henter jeg Jens Gydesen som på det tidspunkt var stævnets nummer 2. Jeg havde faktisk forventet at han ville svare igen på at blive overhalet, men efter et par kilometer kunne jeg se at han var langt bagude – så nu manglede jeg egentligt kun at overtage førstepladsen. Ham kunne jeg til gengæld ikke få øje på længere fremme så han måtte have et pænt forspring. Den sidste omgang går egentligt med at holde mine watttal og med at få overhalet et par stykker som deltager på sprint-distancen..

I T2 kan jeg konstatere at jeg hopper af cyklen som stævnets nummer 2 (men med dagens suverænt hurtigste cykelsplit) med en cykeltid på 59 minutter og 36 sekunder på en rute som viste sig at være 41,4 kilometer. Jeg trådte i øvrigt i gennemsnit 321 watt undervejs på cykelruten 🙂

Varmen var led på løberuten

Halvvejs på løbet til Dania Bikes Triathlon Rødekro

Cirka halvvejs på løbet. Det er her det begynder at gøre rigtigt ondt..

Vejret viste sig virkeligt fra sin gode side den dag og det kunne virkeligt mærkes på løberuten. De afsluttende 10 kilometer løb

bestod af i alt 4 omgange á 2,5 kilometer så der var masser af mulighed for at blive heppet på af publikum. Og det skal publikum virkeligt ha’; nøj hvor kunne de heppe! Det var fedt, super fedt! Der var rigtigt mange gange hvor der fra publikum blev heppet og råbt mit navn uden at det var nogen jeg kendte, så det var virkeligt fedt! 😀

De første par kilometer i løbeskoene gik rigtigt godt, men så begyndte varmen virkeligt at spille ind på min præstation. Jeg havde tydeligvis ikke fået væske nok undervejs og det betalte jeg virkeligt for på løbet. Mine kilometertider faldt med 5-10 sek/km og jeg kunne se den førende Lars Mortensen trække længere og længere fra imens jeg for hver omgang kunne se Jens Gydesen komme tættere og tættere på.

Da jeg løber ud på den sidste omgang beslutter jeg mig for at gå all-out, så tempoet bliver virkeligt skruet i vejret. Jeg hamrer bare derudaf og befinder mig i en anden verden, specielt i den sidste kilometer hvor jeg ærligt talt ikke kan huske meget andet end at jeg får det rigtigt skidt. Det eneste jeg tænkte på på den sidste omgang var at jeg på ingen måde måtte blive hentet af Gydesen… Regningen for at gå all-out kommer dog også umiddelbart efter at jeg krydsede målstregen; mine ben knækker simpelthen sammen under mig og jeg ligger med åndedrætsbesvær lige efter mål. Heldigvis er der en pæn forsamling af mennesker som hurtigt

Efter mål til Dania Bikes Triathlon Rødekro

Lige efter målstregen hvor jeg kollapser. Jeg skylder en stor tak til dem som med det samme reagerer og hjælper mig med både væske og vejrtrækning!

får hældt vand i mig og hjælper mig med at trække vejret ordentligt – havde de ikke været vågne tør jeg næsten ikke tænke på hvad der kunne være sket. Jeg gik virkeligt all-out den dag.

Anstrengelserne gav mig en rigtigt flot løbetid på 36 minutter og 48 sekunder og en total andenplads med en tid på 1 time 59

minutter og 33 sekunder, en tid som jeg på ingen måde havde regnet med at kunne lave en olympisk distance på allerede i år. Det skal dertil også siges at løberuten kun gav 9,5 kilometer, men til gengæld var cykelruten også 1,6 kilometer for lang, så det går nogenlunde lige op.. Er i hvert fald utroligt stolt af både min tid og mit resultat den dag! 🙂

 

Hvad skal der så ske nu?

Ifølge min sæsonplan er det meningen at jeg den 10. august skal lave den olympiske distance i Aabenraa og at jeg den 31. august skal lave min første halve ironman i Silkeborg. Som udgangspunkt er min deltagelse i Silkeborg sikret, men til gengæld er jeg lidt i tvivl om hvorvidt jeg bør stille til start i Aabenraa pga. risikoen for at blive skadet så tæt på Silkeborg som jo egentligt er sæsonens største mål. Den beslutning tager jeg i løbet af de sidste par dage op til stævnet i Aabenraa. Det ville i hvert fald være brandærgerligt at glippe Silkeborg, men omvendt er der også 3 uger fra Aabenraa til Silkeborg til at restituere i. Men nu må vi se, der kan ske rigtigt meget på kun få dage, så jeg venter med min beslutning til kort tid før stævnet..

Indtil da, hyg dig derude bag skærmen! 🙂

Er vi som triatleter automatisk sejere end andre mennesker?

Jeg ved godt at overskriften her er lidt overdrevet, men den seneste tid har jeg virkeligt gået og spekuleret over noget som overrasker mig lidt; det er som om at man nærmest automatisk går fra at være et helt almindeligt menneske til at være en form for overmenneske så snart man gør sin entré i triatlonsporten. Det er i hvert fald sådan jeg har oplevet det..

 

Du er bare sej…

Jeg vil på ingen måde forsøge at lyde pralende, overmenneskelig eller højpandet med det hvad jeg forsøger at sige her, men jeg har rigtigt mange gange oplevet at blive kaldt sej ligeså snart jeg har nævnt at jeg dyrker triatlon. Det sjove er at jeg ikke er den eneste, for både ude i den virkelige verden og på blandt andet Facebook nærmest dagligt kan høre eller læse kommentarer som får det til at virke som om at vi triatleter er fra en helt anden planet..

 

Det er da meget fedt, men..

Det er da klart at jeg synes det er lidt fedt at blive omtalt som sej, men i længden hører det så også op. Jeg har personligt aldrig lagt skjul på at anerkendelse er noget af det som driver mig – ikke kun i min sport, men også i alle andre facetter af mit liv. På den måde synes jeg det er skide fedt at være sej, vanvittig, supermand og så videre.. Men man når også til et punkt hvor man begynder at spørge sig selv; er jeg virkeligt så sej?

 

Er jeg virkeligt så sej?

Nej det synes jeg faktisk ikke at jeg er.. Jeg træner, jeg spiser, jeg sover – noget som ethvert menneske har mulighed for.. Det er et eller andet sted bare en hobby samtidigt med at det er min identitet. Men hvis jeg er sej fordi det er min identitet, hvorfor er cykelryttere, løbere, bodybuildere, fodboldspillere, håndboldspillere og så videre ikke også ligeså seje?

Det synes jeg de er.. Triatleter træner hårdt og dem som virkeligt vil være noget ved musikken vejer deres mad, tilrettelægger dagen med træning, arbejde, måltider, afslapning/søvn, familie mv. ned til den mindste detalje, men det er samtidigt min opfattelse at det samme gør sig gældende i alle andre sportsgrene også..

 

Er det så de tre samlede sportsgrene som gør os seje?

Da jeg var elitecykelrytter var min dagligdag ligeså præget af min sport som den er nu som triatlet, forskellen er blot at jeg nu træner tre forskellige sportsgrene, mens jeg dengang kun trænede én. Men når alt kommer til alt dyrker jeg jo kun én sportsgren nu; triatlon..

Jeg træner jo ikke cykling ligeså meget som da jeg var cykelrytter samtidigt med at jeg svømmer ligeså meget som en elitesvømmer og løber ligeså meget som en eliteløber.. Det er samme træningstid, men delt op i 3 forskellige discipliner som hver især bidrager til en bedre samlet fysik og på den måde supplerer hinanden til at opnå store resultater uden at træne 20 timer af hver disciplin hver uge.

 

Er triatleter så sejere end andre mennesker?

Næh…. (Det korteste og mest korrekte svar jeg kan komme med)..

Generelt synes jeg at man skal gemme udtrykket sej og lignende til folk som i virkeligheden er det.. Folk som har været millimeter fra døden og kæmpet sig tilbage til livet, de mennesker som sætter sit eget liv på spil for at rede andre, dem som har været ude i et laaaangt misbrug af stoffer og som har kæmpet sig ud af det… Jeg kan fortsætte i uanede linjer for der findes mange mennesker som er meget sejere end jeg selv er.. Jeg er jo bare en almindelig person som har en hobby og jeg er sikker på at jeg ikke kun taler for mig selv her. 🙂

Har du også oplevet at være sejere efter du blev triatlet eller har du også gjort dig nogle observationer? Skriv en kommentar med din historie og få gang i debatten, jeg er spændt på at høre hvordan andre oplever det 🙂

Kostplan, mere træning og en smule tilbagegang – Januarrapport 2014

År 2014s første måned er slut og jeg har derfor fået nosset mig sammen til at få skrevet min januarrapport med en lille omtale af de ting jeg har fundet ud af, hvad jeg har oplevet og hvad jeg ellers synes er spændene 🙂

De tørre tal

Traditionen tro (og det siger jeg når det kun er min anden månedsrapport, men så har jeg i hvert fald skabt mig selv en tradition for bloggen ;-)) vil jeg indlede min månedsrapport med de målbare fakta i form af min træningsmængde..

I januar endte min totale træningsmængde på 37 timer og 20 minutter som blev jævnt fordelt over:

  • 24 timer og 25 minutters cykling
  • 13 timer og 52 minutters svømning
  • 4 timer og 22 minutters løb (hvoraf de 1 time og 59 minutters løb er hentet fra kombiløb)

I december 2013 lød min samlede træningsmængde på 33 timer og 9 minutter, så der er tydeligvis sket en lille stigning i min samlede træningsmængde.

 

Træningen er blevet længere og hårdere

Hvis du har læst min decemberrapport 2013, husker du måske at jeg nævnte at jeg var en smule chokeret over den lave planlagte træningsmængde da jeg i slutningen af oktober for første gang stod med et træningsprogram fra min træner i hånden? Nu er jeg ikke længere så chokeret over den lave mængde, men derimod mere intensiteten… Er du gaaaaaal hvor har der lagt et par hårde træningspas imellem i januar måned… Eksempelvis havde jeg den 14. januar et træningspas på cykel med 5×5 minutter i rød zone (hvilket for mig er de sidste 7 slag før jeg rammer min maxpuls). Jeg frygtede netop denne dag en hel del allerede fra da jeg stod med det nye program i hånden, men følte at jeg fik pacet intervallerne fornuftigt – det hjalp også lidt bare at tænke på hvorfor jeg gør det her. At forestille sig at løbe over målstregen som sejrsherre i den konkurrence man har som mål at vinde, giver altid lidt vinger når det gør allermest ondt under træning 🙂

Som du kan se under de tørre tal, er selve træningsmængden generelt også gået lidt op i januar i forhold til december, og jeg regner da også med at der bliver lagt mere og mere mængde på for hver måned. Tilsyneladende er hverken mængden eller intensiteten noget som jeg bliver syg eller konstant træt af, så det tager jeg som et godt tegn! 🙂

 

Mit løb fortsætter bare med at gå fremad

Jeg kan næsten ikke lade være med at klappe mig i hænderne af glæde over fremgangen i mit løb for tiden. Tidligt i januar var jeg en tur forbi min fysioterapeut som sagde at jeg nu bare kunne lægge 10 procent oveni min løbemængde hver uge, så der gik ikke mange sekunder fra jeg var ude af døren hos fysioterapeuten til min træner modtog en mail om at der bare skulle smides 10 procent oveni pr. uge. Med den beskedne mængde løb jeg indtil nu har måtte træne og med kun 200 meters øgning hver 3. uge, følte jeg virkeligt at det havde lange udsigter før jeg kunne løbe bare nogenlunde langt igen.. Men nu hvor vi må øge mængden med 10 procent pr. uge, vil jeg være oppe og løbe cirka 15 kilometer om ugen i slutningen af februar og 30 kilometer om ugen i starten af maj – hvis øgningen vel at mærke går uden problemer 😀

 

Og så skal jeg huske at styrketræne de ben altså..

Øgningen af løbemængden kommer nok ikke til at gå helt smertefrit hvis jeg ikke også husker at styrketræne mine lægmuskler og senerne omkring anklerne. Omkring jul glemte jeg mere eller mindre alt om den der kedelige styrketræning, og det resulterede i at jeg begyndte at opleve en smule ømhed i særligt de sener som løber langs siden af benene og ned over anklerne. Heldigvis kom ømheden dagen inden jeg skulle til fysioterapeut, så lidt massage af lægmusklerne og genoptagning af styrketræningen, fik ømheden til at forsvinde helt igen efter allerede et par dage. Så styrketræning vil altså være nødvendigt for mig til mine dages ende hvis jeg ikke vil løbe ind i et grimt tilbagefald.. Røv..

Jeg påtænker i øvrigt at jeg i fremtiden vil lave et par videoer med de styrkeøvelser jeg laver og smide dem her på bloggen, så hvis du vil være sikker på at blive underrettet når jeg har dem klar, kan du med fordel dumpe forbi og synes godt om min side på Facebook (så får du også jævnligt tips og tricks serveret på din væg) 😉

 

Jeg har fået godt gang i mit madindtag

I min decemberrapport nævnte jeg at januar blandt andet skulle gå med at få styr på hvad jeg spiser og hvad jeg ikke spiser, hvornår jeg spiser og hvornår jeg ikke spiser og så videre. Falken fløj fint fra reden i de første par dage, men så faldt jeg da lige i med en hammer.. Underligt, for jeg synes egentligt at jeg var godt motiveret. Der gik derfor lige en uge eller to med lidt stilhed i koncentrationen omkring min kost, indtil jeg tilfældigvis kom til at tænke på at det måske ville hjælpe hvis jeg lavede en kostplan for hele ugen? En træningsplan er jo en god måde at opnå kontinuitet i sin træning på, så hvorfor skulle det samme ikke gøre sig gældende for en kostplan?

Virker den kostplan så?

Det korte svar; ja!… Og jeg påtænker at jeg i fremtiden vil skrive et helt blogindlæg kun om emnet. Det må dog vente lidt endnu indtil jeg har fået hundrede procent styr på hvordan jeg præcist skal styre den. Sådan rent kort kan jeg dog fortælle at jeg ud fra den kommende uges træningsprogram planlægger min morgenmad, mine mellemmåltider, mit energiindtag lige før, under og lige efter træning, min aftensmad og min aftensnack. Jeg har nogle meget varierende arbejdstider som gør at min træning og dermed også min kost bliver planlagt lidt anderledes end ved mine medtriatleter i 8-16 jobs og her har jeg virkeligt fundet ud af at en veltilrettelagt kostplan er en rigtig god løsning. Det gør det også lidt nemmere at handle ind til en hel uge af gangen 🙂

Energiindtag er blevet en del af min træning

På mine længere træningspas hver søndag som består af lang cykling og efterfølgende kombiløb, er jeg på opfordring af min træner begyndt at arbejde med mit energiindtag under træning. Før i tiden var det lidt en tilfældighed med hvad, hvornår og hvor meget jeg fik gennem halsen under træning, hvilket engang i mellem resulterede i at jeg gik totalt kold. Det er til gengæld kun sket en enkelt gang imens jeg har arbejdet med mit energiindtag og det var under et forsøg på hvor lidt jeg egentligt kan nøjes med. I den forbindelse kan jeg nævne at min nuværende 75 kilos krop ikke kan nøjes med 45 gram kulhydrat pr. time… Så efter lidt ekstra test af min nedre grænse, er jeg pr. dags dato nu oppe på 60 gram kulhydrat pr. time 🙂

 

Nu spiser jeg råkostsalat til den store guldmedalje

Mine forældre var så flinke at forære mig en “grøntsagshakkemaskine” i indflytningsgave, så nu får jeg bare spist noget råkostsalat. Jeg har altid elsket at spise råkostsalat, men jeg har bare ikke magtet at bruge så meget tid på så lidt; først at skrælle gulerødder, så rive dem osv. Nu klarer maskinen hele svineriet for mig, så nu smider jeg bare gulerødder, æbler, brokolli, blomkål, mandler og hvad der ellers hører til ned i maskinen, og så sørger den for at det hele kommer ud i den form jeg har sat knive i til. Det er skide smart og jeg kan kun anbefale andre “dovne” triatleter at gøre det samme 🙂

 

Og så fik jeg endelig min nye hometrainer

Ventetiden på min nye hometrainer synes jeg føltes utroligt lang, men det var super lækkert da den endelig dukkede op på adressen. Jeg bestilte en Kurt Kinetic Road Machine II gennem en tysk webshop da min gamle hometrainer var blevet kørt helt i sænk, men da jeg samtidigt var flyttet fra hus til lejlighed og dermed alligevel skulle have en hometrainer som larmer så lidt som muligt, var valget egentligt ikke så svært. Det måtte bare være sådan en Road Machine fætter.

Den er pisse smart i og med at den stort set ikke støjer og at væsken gør at jo hurtigere svinghjulet roterer, jo mere modstand øger den. Dermed giver det en mere realistisk oplevelse hvor jeg er fri for at skulle indstille modstanden ligesom på de fleste andre trainere – her sker det helt af sig selv. Jeg tør også godt sige at den indtil nu er blevet flittigt brugt 🙂

 

Og så var der en knap så heldig svømmetest…

Den 22. januar havde jeg den obligatoriske 1000 meter svømmetest på programmet, præcis som jeg plejer at have hver 6. uge. Da jeg havde svømmetest i december kunne jeg prale af en forbedring på hele 27 sekunder, men denne gang ville det lidt anderledes. Her havde jeg desværre tabt 4 sekunder i forhold til sidst, så min 1000 meter tid endte på 15 minutter og 17 sekunder. Jeg var pisse skuffet lige da resultatet forelå, men efter et par timer havde jeg vendt skuffelse til positivitet; jeg følte mig faktisk ikke særligt godt tilpas i vandet den dag, hverken under opvarmningen eller under selve testen, og så er det jo klart at resultatet ikke bliver så godt. Som jeg selv fik vendt inde i hovedet og som min træner opmuntrede mig med, så er et tab på kun 4 sekunder på 1000 meter ret godt klaret når man tager min dårlige dag i betragtning – havde jeg haft en god dag, havde jeg sgu nok endnu engang haft en god forbedring. Men den kommer næste gang så – her er målet i hvert fald at gå under 15 minutter på de 1000 meter svømmehelvede 🙂

 

 

 

Scroll to top