Den triste kendsgerning – men jeg ser lyst på det…

Noget rigtigt, rigtigt trist er sket i den senere tid; jeg er nødt til at aflyse hele min 2015-sæson. Men hvorfor? Fordi min gamle akillessene-skade er blusset ret så alvorligt op igen.

Men jeg vælger alligevel at se lyst på det. Hvorfor, vil jeg forsøge at forklare senere i blogindlægget :-)

Tilbage i efteråret 2013 blev jeg skadet med begge mine akillessener og havde ingen løbetræning i et par måneder. Derefter begyndte genoptræningen af dem så småt og kort før 2014-sæsonen startede, var begge akillessener helt raske.

Desværre var hverken akillessener, skinneben og ankler endnu parat til den høje belastning som konkurrencerne nu og engang udsætter dem for, så allerede i den første konkurrence i 2014 begyndte jeg at mærke lidt til dem igen. I sæsonens 2. konkurrence blev det rigtigt slemt og efter den 3. konkurrence var der virkeligt ild i både akillessener, skinneben og ankler.

Et par ugers løbepause tog det værste og jeg kunne gennemføre sæsonen som planlagt, dog uden det store løbetræning. Derfor tog jeg over en måneds løbepause da sæsonen sluttede og begyndte derefter så småt på min genoptræningsplan. Og den gik faktisk rigtigt, rigtigt godt og der var virkeligt fremskridt i mit løb. Fra at løbe 0 kilometer om ugen til at nå op på 20 kilometer uden smerter – det var bare fedt.

Men fremskridtene blev erstattet af ét gigantisk tilbageskridt da jeg i julen bliver syg og ikke kan træne i 2 uger. For ingen træning = ingen løb. Da jeg igen var frisk til at træne, havde jeg halveret løbemængden for at komme i gang igen, men allerede efter anden tur mærkede jeg store smerter i akillessenerne som så var helt galt den næste morgen.

Så nu sidder jeg tilbage med to skadede akillessener som jeg er nødt til at give helt ro for at kunne få dem bygget stærkt op igen. Det betyder desværre også at jeg har måtte aflyse alle mine konkurrencer i år for at fokusere på først og fremmest at give både mine akillessener, skinneben og ankler helt ro til at hele og derefter begynde at styrketræne for at styrke både mine skadede sener og resten af min krop så jeg forhåbentligt fremover kan holde mig helt skadesfri.

Planen er derfor at jeg nu påbegynder et styrketræningsforløb imens at jeg fokuserer på at blive endnu bedre til at svømme. Jeg har i 2014 været oppe af vandet blandt de første, dog alligevel med et forholdsvis stort tab til de allerførste – og nu hvor jeg slet ikke kan løbe og virkeligt skal passe på belastningen på cyklen (i hvert fald i det første stykke tid), kører jeg derfor et svømmefokus så jeg ikke taber de der par minutter til de allerførste som er oppe af vandet efter de 1500 meters svømning på den olympiske distance.

Når skader af den her karakter opstår, er det naturligvis hamrende trist og drøn ærgerligt, men jeg vælger alligevel at se positivt på det; for det første er det for sent at gøre noget – skaden er sket og nu skal den have lov at hele. Og for det andet giver det mig mulighed for at udvikle mig endnu mere som atlet, særligt på svømningen hvor jeg nu har en hel del ekstra tid som kan blive brugt i vandet.

Derudover har jeg heller ikke noget rigtigt tidspres for hvornår jeg bare skal være i topform. Dermed har jeg rigeligt med tid til at lade mine skader hele, til at genoptræne dem og at få bygget en god og stabil base før jeg behøver at ligge intensitet på mine løbepas. Jeg har jo faktisk næsten halvandet år fra nu af og til sæson 2016 starter, så der er masser af tid til at få styr på alle skader, genoptræning, styrketræning og tekniske færdigheder i både svømning og løb.

Og så har jeg desuden valgt at ændre mit triathlon-fokus ret kraftigt. I mit næste blogindlæg vil jeg komme ind på hvad ændringen består af og hvorfor jeg gør det (men den snedige læser har måske allerede opfanget det gennem et lille hint her i indlægget 😉 ).

Indtil da, ha’ det rart :-)