Hvad jeg har lært af min første hele sæson som triatlet

Sæson 2014 er for mit vedkommende slut. Ja, det har den faktisk været siden Silkeborg Triathlon den 31. august og jeg har siden holdt en lille pause hvor træningen udelukkende har været lystbetonet, hvorefter jeg for et par uger siden så småt begyndte forberedelserne til sæson 2015.

2015-sæsonen bliver en sæson hvor jeg vil fokusere 100 procent på at optimere min træning, min kost, min søvn og min generelle tilgang til triathlon. Hvorfor? Fordi jeg i sæson 2015 går efter age group sejren til KMD Ironman 70.3 Kronborg og dermed en kvalifikation til Ironman 70.3 World Championships i Zell am See i Østrig. For at opnå det, har jeg analyseret lidt på de tanker jeg gennem sæsonen har gjort mig og fejl jeg har lavet igennem sæson 2014 – fejl som bare må og skal rettes hvis mit mål for sæson 2015 skal lykkes (der kommer i øvrigt et blogindlæg på et senere tidspunkt om mine planer for 2015 :-) ).

Min lille analyse er der så kommet dette lille blogindlæg ud af. Der skal nok være masser af mindre fejl som jeg ikke har bemærket under den nu afsluttede sæson men som helt sikkert også har haft negativ indflydelse på mine resultater, men da jeg ikke selv har opdaget dem, bliver de lidt svære at analysere på 😉

 

Man behøver ikke træne +20 timer om ugen for at være blandt de bedste

Dette punkt er et punkt som jeg oplever at rigtigt mange har utroligt svært ved at forstå. Jeg har kendskab til en hel del som træner, træner og træner uden rigtigt at tage hensyn til restitutionen. Det er et punkt som jeg siden mit samarbejde med OOB virkeligt har fået vished for. I stedet for at fokusere på mængde på mængde, er der fokus på intensitet og kontinuitet kombineret med enkelte træningspas som skal give den lange udholdenhed. Virker det? Tilsyneladende ret godt. Det virker i hvert fald til at fungere ret godt hvis man blot vil være med i toppen som age group’er.

Jeg siger ikke at det ikke virker at træne 20+ timer om ugen, for det er helt sikkert det som skal til for at være med på absolut topniveau – altså det professionelle niveau hvor der bliver leveret halve ironmans på under 4 timer og hele på 8-8,5 time eller derunder. Det er naturligvis op i den mængde jeg gerne vil op på samtidigt med at jeg kan beholde intensiteten i træningen, men det betyder altså at jeg skal have tid nok til at kunne tage sig en lille lur hvis man har brug for det – tid som man som fuldtidsansat kan have ret svært ved at finde.

I sæson 2014 har jeg gennemsnitligt lagt på omkring 10 timers træning om ugen og opnået nogle ret gode placeringer på den baggrund. I 2015 er målet dog at kroppen skal vænnes til lidt mere mængde uden at det går ud over kvaliteten i træningen. Jeg håber at kunne komme op på omkring 15-16 timer om ugen, men det er naturligvis noget som min krop bestemmer. Jeg vil hellere være frisk til hvert træningspas og dermed få fuld udbytte af træningen end at jeg vil møde op halv-træt og jeg skal kvæle mig selv for at køre simple sweet-spot intervaller.

 

Vægten betyder altså bare alt på det afsluttende løb

At vægten har stor betydning for farten på løbet er ikke nogen hemmelighed, men jeg har i 2014 taget lidt let på det faktum. I 2015 skal den vægt altså bare være så langt nede som muligt uden at det går for meget ud over min performance på cyklen. Det er naturligvis svært at kende den optimale race-vægt på forhånd, men mange indikationer peger på at jeg skal gå efter 68 kilo til den kommende sæson. Den vægt er jeg allerede gået alvorligt i gang med at komme ned på.

I sæson 2014 vejede jeg da jeg var hurtigst (det vil sige i Odense, Haderslev og Rødekro) 75 kilo og leverede egentligt nogle ok løbetider, de var dog alligevel væsentligt langsommere end mine konkurrenters. Jeg blandede mig helt bestemt i toppen, særligt takket være min performance på cyklen, men jeg tabte bare for meget tid på det afsluttende løb.

En stor motivation til at se hvor meget jeg egentligt har tabt af tid, er ved at sætte mine løbetider ind i denne formel som beregner mine løbetider ud fra min nuværende vægt og hvilken løbetid jeg ville få ved et vægttab på X antal kilo. Hvis vi tager Haderslev Triathlon (kig under aldersklasse 18-39 år) hvor jeg fører med næsten et minut til nummer to da jeg hopper af cyklen, som eksempel, så ville et vægttab fra 75 til 68 kilo på de afsluttende 10.56 km give mig en tidsforbedring på 3 minutter og 7 sekunder – jeg ville altså gå fra en løbetid på 41.41 til 38.34. Denne forbedring i min løbetid med 3.07, ville altså have givet mig et slutresultat på 2.01.48, altså en suveræn sejr!

Jeg bør måske tilføje at der er mange variabler i sådan en beregning såsom hvor hårdt cyklen er blevet pacet, hvor god man har været til at styre sit energi- og væskeindtag og så naturligvis det faktum at sådan en beregning kun er vejledende. Lige netop i Haderslev havde jeg dog rigtigt god kontrol over mit pace på cyklen og havde godt styr på både væske og energiindtag, så det var ikke her det fejlede. Det var virkeligt på min vægt at jeg fejlede. Jeg siger så heller ikke at min sluttid ville have været så meget hurtigere med en lavere vægt for cykeltiden ville naturligvis også have lidt en lille smule af en vægtreduktion, dog giver beregningen en meget god indikator for hvad vægten egentligt har af betydning på løbet.

 

Det bedste race behøver nødvendigvis ikke være det hvor jeg vinder

I sidste ende er det i bund og grund kun sejren i et race som virkeligt betyder noget for mig, men alligevel så er det ikke det race som jeg vinder i år som har den største betydning. Men hvorfor så ikke det? Fordi det bedste race ikke kun kommer af resultatet – det kommer af den præstation man yder for at færdiggøre hvad man har gang i. Sejren i Odense betyder naturligvis noget for mig, men min 2. plads til Rødekro Triathlon 3 uger senere udgør simpelthen bare det bedste race jeg nogensinde har haft.

Resultatet i Rødekro er opnået på trods af halvdårlig motivation i dagene op til stævnet, en fornemmelse af sygdom i kroppen på racemorgen og adskillige ture på tønden som følge deraf og så minimalt med løb i de to indledende uger op til på grund af skader. Jeg følte mig virkeligt ikke godt tilpas før starten gik, men alligevel tog jeg mig sammen og gjorde hvad der skulle gøres; æd dig selv og hav det skidt bagefter. Svømningen gik fornuftigt, jeg fandt virkeligt energien på cyklen og jeg løber det hurtigste løb jeg nogensinde har løbet. Men hvad gjorde så at jeg kunne gøre det? Frygten for at fejle på hjemmebanen! Jeg hopper af cyklen som 2’er, men på det afsluttende løb kan jeg ved hvert vendepunkt (der blev løbet 4 omgange á 2,5 kilometer med 2 vendepunkter pr. omgang) se nummer 3 nærme sig mere og mere.

Efter mål til Dania Bikes Triathlon Rødekro

Lige efter målstregen hvor jeg kollapser. Jeg skylder en stor tak til dem som med det samme reagerer og hjælper mig med både væske og vejrtrækning!

Hvad der sker oppe i mit hoved for hver meter jeg kommer tættere på målstregen, er præcis dét som gør dette race til det bedste race; jeg lukker totalt ned oppe i hovedet og presser mig selv helt ud på grænsen af hvad min krop kan klare, udelukkende fordi jeg ikke vil tabe min 2. plads. For alt i verden skulle 3’eren altså ikke nå op til mig på trods af at han er en væsentligt hurtigere løber end jeg er. De sidste par kilometer er helt sort for mig og da jeg krydser målstregen som 2’er kun 15 sekunder før nummer 3 kommer ind, vælter min krop sammen og jeg ligger bare på jorden uden at kunne gøre noget som helst. Jeg har altså gennem min viljestyrke og mit fighterhjerte præsteret at ignorere ekstreme smerter og presset min krop til det absolut yderste indtil den til sidst vælger at koble fra da målstregen er blevet passeret. Det er noget jeg var og er temmelig stolt af at kunne have gjort.

Det er altså præstationer som denne, som i hvert fald for mig, gør et race hvor jeg ikke vinder til alligevel at være sæsonens bedste race. Det handler ikke altid bare om at vinde, det handler om at presse kroppen til det yderste og få det maksimale udbytte ud af det – sådan kan man være stolt af sin præstation og sådan kan man have sit livs bedste race.

 

Lad ikke kærlighed skubbe drømmene til side

Jeg ved at dette punkt er en smule kontroversielt og at mange vil være dybt uenige med mig i hvad jeg siger her. Faktum er dog, at hvis man vil noget seriøst med sin sport, nytter det ikke noget at skubbe træningen, søvnen og kosten til side til fordel for kærligheden. Vil man noget seriøst og vil man opnå noget stort med triathlon, er man nødt til at betragte sin træning, sin kost og sin søvn som en form for job, uanset om man er professionel eller age group atlet.

Hvad jeg skriver her skal ikke bruges som en undskyldning og det skal heller ikke bruges som en kritik af hende som fik mig til at skubbe sporten lidt til side. Det her er altså blot en erfaring jeg har gjort mig og som jeg vil tage med videre så det ikke kommer til at ske igen!

Sagen er den at jeg mødte en kvinde kort før sæsonen startede og jeg medgiver gerne at jeg til tider har været rigtigt god til at skubbe træningen, restitutionen og kosten til side for at være sammen med hende. Resultaterne i første del af sæsonen bærer tydeligt præg af den hårde og kontinuerlige træning jeg har haft hen over vinteren, men på ét eller andet tidspunkt holder fordelene ved flere måneders forberedelse altså også op når man vælger ikke at være seriøs med sin træning i en længere periode. Jeg trænede da, bevares, blot ikke i det omfang som jeg burde. Igen vil jeg lige bemærke at jeg ikke på noget som helst tidspunkt er blevet opfordret til at blive hjemme fra træning fra hendes side af, det er udelukkende mit eget valg ikke at have passet min træning som jeg skulle.

Resultaterne til både Aabenraa Triathlon og Silkeborg Triathlon er et tydeligt bevis på hvad der sker når man pludseligt lader sin træning komme i 2. række i bare halvanden måneds tid. Okay, jeg blandede mig stadig i toppen til disse stævner, men formen og niveauet var der bare ikke, særligt ikke taget i betragtning af at det var i præcis disse to stævner at min form skulle have toppet.

Derfor har jeg nu gjort mig den erfaring, at hvis man render ind i kærligheden, må man stille sig selv dette spørgsmål: Hvad vil jeg med min sport? Det spørgsmål glemte jeg at stille mig selv dengang og lod mig derfor rive med af følelserne og dermed glemme hvad der skal til for at være med i toppen. Jeg glemte simpelthen at sporten skal fungere som en form for job for mig hvis jeg skal blive til noget og jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste som har oplevet det. Mig og hende jeg taler om her er ikke længere sammen og har ikke været det i nogle måneder, og hvad jeg har lært af dette, er altså hvad overskriften lyder på; Lad ikke kærligheden skubbe drømmene til side.

Når jeg i fremtiden møder en dejlig kvinde og der er ved at udvikle sig kærlighed, vil jeg nu minde mig selv om hvad jeg vil med min sport og hvad det koster at være på toppen – at træning og hvad der ellers hører til fungerer som mit arbejde. Det er prisen for at gå efter de store drømme og det er prisen som jeg vil betale. Og nej, det betyder ikke at der ikke er plads til en kvinde, det betyder bare at sporten skal betragtes som et job jeg ikke kan pjække fra.

 

Jeg skal blive bedre til at styre mine watt!

En af de vigtigste ingredienser til et stærkt afsluttende løb, er at man har pacet cyklen fornuftigt. Det vil altså sige at man skal holde sine watt så stabilt som overhovedet muligt på cyklen og at man skal holde sig fra at køre hårdere end hvad man i bund og grund er trænet til.

Når jeg kigger tilbage på 2014-sæsonen og kigger i mine data, så kan jeg se at jeg havde ret godt styr på mine watt i både Haderslev og i Rødekro (Odense har jeg ingen data fra da min Garmin valgte ikke at ville modtage signal fra min wattmåler). I både Haderslev og Rødekro var jeg dog i rigtigt god form og vidste præcist hvor mange watt jeg kunne træde og stadig have et stærkt løb bagefter, men efter historien i forrige afsnit med kærligheden, var det med mine watt et væsentligt mere usikkert punkt i både Aabenraa og Silkeborg.

På en måde kan man sige at jeg panikkede en hel del på cyklen i både Aabenraa og Silkeborg af frygt for at jeg ville køre alt for langsomt. Jeg trådte derfor alt for mange watt i forhold til hvad min træning (eller manglen på samme) havde kunne give mig tilladelse til og derfor endte jeg med at brænde sammen på det afsluttende løb i begge stævner. Jeg ved at det ikke kun er mine watt på cyklen som har resulteret i at jeg gik ned på løbet i både Aabenraa og Silkeborg da dehydration i Aabenraa også har været en faktor og at det at jeg stort set ikke har kunnet løbe hen over sommeren på grund af skader, har været medvirkende årsag til at jeg gik ned efter 14 kilometer på den afsluttende halvmarathon i Silkeborg.

Hvad jeg derfor har tænkt mig at gøre i 2015, er at jeg vil tvinge mig selv til at stole på min træning og de watt som min træning giver mig lov til at træde i konkurrencer. Det at komme hurtigt af cyklen og ud på løbet er vigtigt i triathlon, men jeg skal stadig huske mig selv på at det er på det afsluttende løb at triathlon bliver vundet. Det nytter ikke noget at jeg hopper af cyklen 3 minutter før alle andre og derefter taber 5, 10 eller måske endda 15 minutter fordi jeg har pacet mig selv for hårdt på cyklen.

I stedet for at betragte cyklen som mit ultimative våben som med død og ødelæggelse bare skal bruges, vil jeg derfor ændre taktikken lidt til den kommende sæson: Hold en lille smule igen på cyklen og brug den sparede energi på den sidste halvdel af det afsluttende løb – det er jo her at et stævne for alvor bliver afgjort. Det vil kræve stor tro på mine evner som løber og det vil kræve utroligt meget af min tålmodighed under konkurrencen (og den har jeg som bekendt ikke meget af 😉 ). Hellere tabe 2 minutter på 90 kilometer cykling og vinde 10 på løbet. Det er faktisk nok en af de største erfaringer jeg har gjort mig i år.

 

Tak fordi du læste med :-)

Hvis du nåede hele vejen herned til bunden af teksten, skal du have tak for at have taget dig den tid til at læse hvad jeg har på hjertet. Har du kommentarer eller andet, er du naturligvis mere end velkommen til at efterlade en lille besked i kommentarfeltet herunder.

Vi ses forhåbentligt næste gang jeg smider et indlæg på bloggen som højst sandsynligt kommer til at handle mere uddybende om mine planer for 2015. Ha’ en dejlig dag :-)

/ Morten