Blog

OPDATERINGER, RACERAPPORTER, TIPS & TRICKS OG ALVERDENS ØVRIGE TING OG SAGER - KORT SAGT, ALT DET JEG GERNE VIL FORTÆLLE OM

Jeg sluttede sæsonen på den bedst tænkelige måde

Hold da kæft… Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Udover med at sige, at jeg ikke kunne ønske mig en bedre måde at slutte sæsonen på.

Som der nok ikke er gået din næse forbi, var jeg i søndags til start i mit sidste 2019-race. Det var jeg i Kolding til Slotssøbadet Triathlon over 1/4 jernmand-distancen, hvor jeg udover at have Anita med til start i sin allerførste kvart-distance, selv skulle forsøge at få revanche efter sidste års kæmpe skuffelse.

Og tjaaaa… Revanche kan man da sige at jeg fik. Jeg fik nemlig svømmet, cyklet og løbet solo fra spids og til sidst krydset målstregen som den allerførste!

Herunder har jeg skrevet lidt flere detaljer om hvordan dét så gik til 😉

Allerede under opvarmningen var der gode indikationer

Tidligt søndag morgen var det op af fjerene, morgenmad i skrutten, ind forbi Haderslev for at få hentet super-hepperen Kasper Rhinstrøm og så ellers til Kolding.

Det var pis’ koldt og blæsende hele formiddagen. Og det regnede. Så det var med mentalt at få sig indstillet på, at det ville blive en barsk omgang. For udover vejret, er cykelruten også et bæst med 3 skrappe stigninger pr. omgang, hvor vi på den kvarte jernmand skulle køre 3 omgange.

Så alt i alt ville det blive vådt, blæsende, køligt og med 9 hårde bakker. Men humøret var utroligt højt og en viking lader sig ikke slå ud!

Højt humør inden opvarmning…. det tegner altid godt!

Så efter også lige at have fået sagt hej til mine forældre, var det ud og jogge benene varme i 10 minutter, inden turen skulle gå i omklædningen og vandet også skulle afprøves inden starten.

200 meter inde på opvarmningen er der så gode nyheder. Der er i dén grad hul igennem til benene. Og da jeg hopper i vandet til opvarmningen der, føles det på samme måde; der er hul igennem til armene.

Taktikken på svømningen gav pote; en føring på 40+ sekunder!

Så da klokken slog 10.40 søndag morgen, lød startskuddet til dette års udgave Slotssøbadet Spar Nord Triathlon med en Morten i vandet, der tilsyneladende var så klar som han overhovedet kunne være!

Da ham jeg skulle have svømmet i bane med ikke dukkede op, lykkedes det på én eller anden måde Anita at overtale arrangørerne til at kunne rykke over i min bane. Så det gav da også lige et boost at have hende liggende ved siden af.

Taktikken fra start var ganske klar; at få lagt godt pres på, i håb om at kunne ryste konkurrenterne.

Om de blev rystet er svært at sige, men jeg forlod i hvert fald vandet som den første efter at have tilbagelagt de 950 meter i tiden 14.43, godt og vel 45 sekunder før den forsvarende vinder og storfavorit Nicholas Munoz.

Det gav rigtigt gode indikationer allerede dér!

Cyklingen var stærk – meget stærkere end det føltes undervejs

Så var det ellers op af vandet, ud til skiftezonen, hjelm og nummerbælte på og så ellers ud på cykelruten. Det gjorde jeg så hurtigt, at jeg med et skifte på 28 sekunder, havde den klart hurtigste tid i T1.

Ude på cykelruten finder jeg hurtigt roen og overskuddet nede i bøjlen, imens jeg egentligt bare lidt afventer at Munoz skulle komme op.

Den første rigtige bakke venter efter en 3-4 kilometer, som også er den værste. Det går rigtigt godt med at komme op af den med 420-430 watt, og da jeg når toppen vender jeg mig om.

Munoz er IKKE at se. Det var satans, tænker jeg.

På vej opad rutens værste stigning med en 420-430 watt i fuld kontrol.

Jeg får mig godt placeret i bøjlen igen og får trykket nogle watt i en god rytme. Præcis hvor mange watt ved jeg ikke rigtigt, for min Garmin og min Stages bliver ved med at miste forbindelsen. Men følelsen i benene siger i hvert fald at der bliver jokket godt til, uden at det er for hårdt.

De næste to bakker bliver også forceret i god stil, inden en stejl og teknisk svær nedkørsel venter før jeg kan dreje til venstre ud på anden omgang. Og i bunden af dén nedkørsel, mister jeg så min eneste drikkedunk…

Fuck, får jeg råbt! Men der er ingen tvivl.. jeg har ikke tid til at vende om og samle den op. Og efterfølgende er jeg også glad for at jeg ikke gjorde det, for så kunne racet have set helt anderledes ud.

De sidste to omgange går også rigtigt godt, hvor jeg fortsætter med at holde et rigtigt godt pres i pedalerne. Til min store overraskelse ser jeg aldrig noget til Munoz undervejs, for selvom jeg kunne se at jeg kørte stærkt, troede jeg ikke at jeg kørte så stærkt, at han aldrig ville komme op.

På en af nedkørslerne. Ét af de steder hvor der kunne hentes seriøs tid, hvis blot man havde nosser nok til at holde fingrene fra bremsen.

Men da der mangler en 5-6 kilometer og han stadig ikke er i syne, begynder mit hoved for alvor at indstille sig på, at det her reelt set godt kan ende med en sejr!

Så det bliver der arbejdet meget på mentalt det sidste stykke ind til skiftezonen, hvor jeg ankommer efter 45 kilometer inkluderet 600 højdemeter i tiden 1:15:54, altså mere end 35 km/t i snit.

Det lyder ikke af meget i forhold til hvad jeg kan køre. Men på den her rute, der er det altså virkeligt en god fart!

Forsvarede føringen med et stærkt afsluttende løb. Og så var det fejringstid!

Da jeg ankommet til T2 ved jeg ikke noget om hvor langt jeg er foran. Det eneste jeg ved, er at jeg er den førende. Og da omgangene ikke går forbi skiftezonen, har jeg heller ingen tider at gå efter.

Ude af skiftezonen og den afsluttende løbetur på 10 km er begyndt.

Da jeg løber ud af skiftezonen, er Munoz dog endnu ikke kommet ind. Så jeg ved, at jeg da i hvert fald har en 40-45 sekunder at give af.

Ude af skiftezonen ventede der “bare” seks omgange rundt om Slotssøen, inden målstregen skulle krydses efter 10 km. Jeg får lagt rigtigt godt ud og løber i præcis pace 4.00/km som planlagt, indtil jeg kommer om forbi målområdet.

Her står mine forældre og Kasper Rhinstrøm og har en helt frisk tid til mig. Og tiden er opløftende. Jeg har lidt over fem minutter ned til Munoz. Så skruen skulle bare holdes i vandet og så burde den være hjemme.

Efter et par omganges løb. Jeg ved ikke hvad jeg har fået øje på, men jeg ved i hvert fald at det gik ret godt på dét tidspunkt.

Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men med et fuldstændigt fantastisk personligt heppekor og en stor mængde publikum, gjorde det det da lidt lettere!

I de næste par omgange bliver skruen virkeligt holdt lige i vandet og meldingerne hver gang jeg kommer forbi målområdet, er de samme; afstanden mellem Munoz og mig er stort set uændrede.

Med to omgange tilbage kan jeg dog godt mærke, at nu er gassen virkeligt ved at gå af ballonen. Samtidigt siger alle former for regnestykker også, at medmindre jeg virkeligt knækker sammen, vil min sejr aldrig komme til at være i fare.

På vej ud på sidste omgang, var der på ingen måde er nogen tvivl om triumfen. Mine forældre og Kasper Rhinstrøm får lige et brøl med på vejen, så de ikke er i tvivl om min mentale tilstand 😉

Så der bliver slækket en lille smule på håndtaget på den næstsidste omgang, imens jeg den sidste omgang tager lidt ekstra af farten for simpelthen bare at nyde den præstation jeg har lavet.

Omme på målstregen får jeg råbt en hel del i begejstring og kan knap styre mine ben da jeg løber over timing-måtten under målportalen.

Men fuck det…. For den var hjemme. JEG GJORDE DET!

Lige fra kilometer 13-15 stykker på cyklen og til jeg krydsede målstregen, blev det dog gjort uden væske. Så jeg var godt kneppet i både hovedet og i kroppen umiddelbart bagefter – ja, i bedste Bjarne Riis-stil kommer jeg i mål med seriøs fråde om munden og må også lige ned og ligge over to omgange.

Dette er desværre det bedste lige-efter-billede jeg kan finde. Et screenshot af Kasper Rhinstrøms Insta-story. Men den er da meget sigende 😉

Men så ved man også bare at man har gjort det helt til grænsen! 😉

En stor del af sejren skal dog på dagen tildeles Kasper Rhinstrøm, mine forældre og klubkammeraten Alice, der alle undervejs gav en kæmpemæssig opbakningen. Det er kroppen der skal gøre arbejdet, men med et suverænt heppekor, følger også suveræne præstationer!

Første gang øverst på skamlen i år. Det havde jeg ikke lige regnet med på forhånd, men alting klappede og min taktik fra start gav pote, så det gjorde til sidst udfaldet. Fuldstændigt fantastisk!

Anita gennemførte sin første kvarte jernmand og coach er STOLT!

Med målstregen krydset, var racet dog ikke helt overstået endnu. Anita var stadig ude på cykelruten og med lidt hurtig hovedregning, ville der ikke gå lang tid fra jeg havde krydset målstregen, til hun ville komme ind for at aflevere sin cykel.

Og som udregnet, blev det gjort. Et kvarters tid senere, kunne vi heppe hende ind i T2 efter en brutal cykling, hvor hun virkeligt fik lov at arbejde med sig selv både mentalt og fysisk.

Men hun kom igennem de 45 kilometer, selvom det ikke var nemt. Og det er sejt!

Anita klar til at stille cyklen i T2 efter en brutal cykeltur

Hun får lavet et fornuftigt skifte hvor hun fik lidt energi ind og lidt at drikke, og så begav hun sig ellers ud på sit livs hidtil længste løbetur.

Jeg løb med hende rundt den første omgang, for både selv at jogge lidt af og for at give hende lidt vejledning og ligesom tage temperaturen for hvordan hun havde det.

Og hun havde det tilsyneladende rigtigt godt. Hun oste endda af overskud, hvilket jeg ikke lige havde regnet med.

Masser af overskud på den første omgang på løbet. Samme overskud havde hun mere eller mindre hele vejen til mål. Det er virkeligt klasse!

Den ene omgang tog den anden og pludseligt havde hun kun én omgang tilbage. Den tog jeg også med hende i fællesskab med klubkammerat Alice, der har vist sig at være en stor støtte for Anita undervejs.

Og pludseligt var der kun at krydse målstregen tilbage. Det gjorde hun efter 4 timer, kun fem måneder efter hun reelt begyndte at træne til at lave triathlon. Og dengang vidste hun intet om at hun en septemberdag samme år skulle køre en hel 1/4 jernmand!

Anita krydser målstregen efter 4 timer i sit livs allerførste kvarte jernmand, kun fem måneder efter at have påbegyndt reel tri-træning. Wauv!

Men det gjorde hun til sin egen store tårevædede stolthed. Ligesom jeg som både kæreste og coach var – og er – mindst ligeså stolt.

Tårevædet og stolt. Meget velfortjent!

Dét at have været med hende på sidelinjen, at have planlagt hendes træning, ageret støtte på daglig basis og været dén der har skulle svare på alle hendes spørgsmål, har givet mig en kæmpe indsigt i hvad triathlon egentligt er og hvad det vil sige at coache et andet menneske.

Ganske vidst vandt jeg. Men det jeg er allermest stolt af, er faktisk at have været med på Anitas rejse fra at være totalt ude af form til fem måneder senere, at have gennemført en kvart jernmand på den vel nok allermest brutale rute på distancen i Danmark.

Hun er fandeme sej!

Nu venter der lidt off-season med lidt løs træning, inden fokus rettes på 2020 sæsonen. Indtil vi ses igen, må du ha’ det rigtigt godt! 🙂

Resultaterne kan i øvrigt ses her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to top