Det måtte jo komme. Jeg måtte simpelthen sætte mig selv et stort sportsligt mål for fremtiden. Og det har jeg så gjort nu.

Og denne gang er det sgu en af de større af slagsen.

For dem der kender mig, ved at kortdistancetriathlon egentligt er det der betyder mest for mig. At stå på startstregen, blive sendt afsted, have blodsmag i munden i max 2. timer og så kollapse på målstregen, efter en total all-out effort.

Det man bedst kan lide, er ikke sikkert, det er det der motiverer mest

Men én ting er hvad der siger mig mest. En anden er hvad der motiverer mig mest. For det med at skulle træne mig selv op til at blive lynhurtig på kortdistance igen, motiverer mig bare ikke.

Jeg har prøvet det før. Altså at sætte mig et mål om at komme tilbage i form, for at gå efter at blive dansk mester på kortdistance (på age group-niveau, vel at mærke). Men motivationen holdte bare op.

For ét eller andet sted, vil det blot være det samme som at jagte mit gamle jeg. Og hvem gider lige det?

Det var ellers også målet om at blive dansk mester på kortdistance, der fik mig i gang denne gang. Men i løbet af et par måneder, kunne jeg godt mærke, at det ikke er dén titel der trækker i mig.

Der måtte ganske enkelt et større mål til.

IRONMAN Lanzarote, here I come

Og det større mål, er virkeligt betydeligt større. Jeg vil simpelthen kaste mig ud i totalt ukendt farvand.

Jeg vil lave en IRONMAN. Men ikke bare en hvilken som helst IRONMAN. Det skal være en hård én af slagsen… Så det blev IRONMAN Lanzarote!

Men hvorfor så det?

Jo, der er bare noget fascinerende ved netop dette race. Først og fremmest er det selvfølgelig distancen. Men var det kun distancen jeg gik efter, var der jo masser af stævner at vælge imellem.

Men kombinationen af distancen, varmen, terrænet og vindforholdende, gør det bare som et meget attraktivt mål at jagte. I hvert fald for mig.

Og så er det et stort mål, der kaster mig ud i situationer jeg aldrig har været i før. Og det er saftsuseme motiverende!

Vejen til Lanzarote, går gennem halve distancer

Målet er at jeg skal gennemføre Lanzarote i 2020, så det vil altså sige at jeg har resten af i år og næste år, til at vænne mig til at køre konkurrence igen.

Derfor er planen at jeg i år skal køre en 3-4 korte stævner. Og så vil jeg køre to halve jernmænd næste år. Højst sandsynligt Challenge Herning (fordi den er tæt på min bopæl) og så en i slutningen af sæsonen (slut august/start september).

Derefter vil der være masser af tid til både at slappe lidt af og så genoptage træningen fremimod Lanzarote, der traditionelt køres midt-slut maj.

Træningen skrues ind på at gøre kroppen til en dieselmaskine

I og med at jeg altid har været en kortdistancefanatiker, er min krop også hele tiden blevet trænet til at være højoktan. Men med mit mål om Lanzarote, skal træningen nu planlægges sådan, at den bliver konverteret til en dieselmotor.

Og det skal være en stor og biturbo-drevet dieselmotor, der kan trække et lokomotiv hvis det er det der skal til.

Målet er ganske vist ikke at vinde på Lanzarote. Ej heller at kvalificere til Hawaii.

Men jeg vil gerne kunne komme igennem på rigtigt fornuftig vis, uden nogensinde at være tæt på cut-off. Faktisk kunne det være lidt fedt, hvis jeg kunne snige mig under 10 timer.

Og skal jeg under de ti timer, skal der i hvert fald noget fornuftig træning til. De 2600 højdemeter på cykelruten, skal i hvert fald nok gøre sit til, at det ikke blive en nem opgave på det afsluttende marathon 😉

Stay tuned for more… Jeg har nemlig snart tænkt mig at dele lidt tanker om den træning jeg tænker at udføre, for at blive klar.