Blog

KOM HELT TÆT PÅ MIN TRIATHLON-REJSE

Podiet blev revet væk under mig, men efter grundige reflektioner, er alt det positive kommet frem

Jeg har nu brugt et par dage på at komme ovenpå efter søndagens store skuffelse, der faktisk nu mere er vendt til det positive 👍 Jeg havde jo i forvejen egentligt meldt ud at søndagens Slotssøbadet Triathlon bare skulle gennemføres, da min træning på det seneste langtfra har været ideel grundet en hård omgang flytning.

Men hele målet om blot at gennemføre, blev hurtigt revurderet efter at have forladt vandet i Slotssøbadet som 2’er et lille minut efter førende Alexander Pryds. Når nu det allerede nu var gået så godt, kunne jeg ligeså godt jagte den podieplacering og en tur på podiet 😜

Ude på cyklen stryger Danmarks flinkeste triatlet Nicholas Ward Munoz hurtigt forbi, men jeg bevarer roen og holder mig til Torben Lykke Lauridsen, der kommer ud af skiftezonen kort før mig (ja ja, jeg fumlede sgu for meget rundt i T1 😬).

Torben og jeg følges faktisk ad gennem samtlige 45 km, der bestod af 11 omgange med en 14 procentsstigning på 3-400 meter, der skulle forceres på hver omgang. I alt 750 højdemeter før vi igen ramte skiftezonen 😲

Første gang oppe af stigningen kunne jeg godt mærke at det ville blive en led cykeltur, med min dejlige 39×23 gearing som den mindste (jeg havde jo selvfølgelig ikke studeret ruten på forhånd 😜), så hver gang vi skulle opad stigningen, var det med 400+ watt hele vejen for ikke at give Torben for meget snor 💪

Ingen konkurrenter kommer op bagfra, imens Pryds og Munoz har taget lidt yderligere tid foran os. Torben og jeg ankommer derfor til T2 sammen, hvor jeg med et lynhurtigt skifte er tredje mand på løberuten. Og så endda med stjerneben, som i fucking vanvittige stjerneben.

Det planlagte pace lagt af coach Andreas Borch føltes som en leg. Efter omkring en kilometer kiggede jeg mig bagud og så at jeg havde et godt hul ned til Torben på ca 100-150m, så jeg følte mig virkeligt sikker på, at den her podieplads var hjemme – for jeg følte mig på ingen måde presset! 💪

Men så skete dét der bare ikke måtte ske lige bagefter. Nogle små røde flag i vejsiden skulle følges hele vejen rundt på løberuten. Men et vejarbejde i siden skjulte på et tidspunkt de små flag, hvor der samtidigt var tre kæmpestore pile malet på vejen, der pegede over på den anden side af vejen og ind i en park. Så det var selvfølgelig bare dét jeg rettede mig efter, da der ikke på dét tidspunkt var sendt poster ud på løberuten 😬

To kilometer senere går det for alvor op for mig at jeg er kommet på afveje, selvom der stadig er hvide pile at følge. Men det er først efter at være kommet i mål, at jeg får at vide, at de hvide pile er fra Kolding Pure Extreme-løbet fra to uger tidligere 😲

Før jeg får kæmpet mig selv hele vejen tilbage på rette kurs og hen til målområdet (opgivende og i joggetempo), har jeg løbet fire kilometer for langt. Og jeg er arrig. Riiiiiigtig arrig. Jeg smider mit nummerbælte i græsset og siger at jeg ikke gider mere. Min mutti giver mig en kakaomælk som også får en flyvetur på en 20-30 meter 😡 Jeg får også at vide at Alexander Pryds også kom alvorligt på afveje oppe foran, hvorfor han var udgået.

Hele optrinnet tager vel halvandet-to minutter, før jeg alligevel griber mig selv i nosserne og tager mig sammen til at gennemføre alligevel. Med så hård en cykelrute kunne der nemt være blevet lavet store tidsforskelle undervejs, så selvom podiet var ude af mine hænder, kunne jeg da bruge vreden til at se hvor langt jeg egentligt kunne løbe mig tilbage på resultatlisten 😂

Så på med løbeskoene igen og så bare derudaf. Og vrede kan altså bare gøre ét eller andet for mig når det er konkurrence, for jeg buldrer derudaf i et tempo langt højere end jeg burde være i stand til 👊 Én efter én bliver folk hentet og sat, lige indtil jeg rammer cirka kilometer tolv (ud af de ti jeg skulle have løbet 😜), hvor klappen bare går ned. Så var der sgu udsolgt 😴 De sidste to kilometer blev klaret i et gevaldigt joggetempo, der alligevel bragte mig i mål på en ottendeplads på trods af at have løbet 14 km 😎💪

Jeg var både træt, ked af det og arrig da jeg kom i mål efter de 14 km løb. Men mest af alt var jeg skuffet. At gå fra tredjepladsen med SÅ meget overskud til at blive smidt laaaaaaaangt væk fra podiet, var bare for langt ude 😫

Jeg er klar over at det er atletens eget ansvar at finde vej. Men jeg mener også at det er op til arrangørerne at gøre det muligt at vi selv kan finde vej – og at nogle af de små røde flag er gemt bag et vejarbejde samtidigt med at pile fra et andet løb peger en anden vej, er sgu et meget uheldigt sammentræf, der desværre fik uheldige konsekvenser for os der ikke på forhånd havde prøvet at løbe ruten.

Det er superærgerligt, når stævnet ellers var så skide fedt med den vildeste cykelrute jeg nogensinde har prøvet i tri-sammenhæng og den næstvildeste cykelrute jeg nogensinde har prøvet i både tri- og cykelløbssammenhæng 🤘 Og med et deltagergebyr på kun 250 kroner for en kvart jernmand, er det sgu et must-do stævne – særligt hvis de lige får styr på vejvisningen på løberuten til næste år 😉 Er i hvert fald overbevist om at arrangørerne har lært af det 😄

Med alt dét taget i betragtning, står jeg nu alligevel tilbage med nogle positive erfaringer jeg kan tage med mig videre (man siger jo at det er i modgang man for alvor reflekterer og bliver klogere 🙈):

✔️ Selvom jeg ikke har følt mig godt tilpas i vandet på det seneste, formår jeg alligevel at ramme svømningen i røven og rammer mit normale niveau på dagen. Det er lækkert 😎

✔️ På trods af at sidde med en følelse af at have en halv tand mere at give af på cykelruten, kører jeg alligevel taktisk klogt og holder mig ved Torben hele vejen. Det var fristende bare at buldre afsted på det flade og den stejle og teknisk svære nedkørsel, men jeg holdte mig i skinnet og sparede kræfterne til stigningen. Det er det klogeste jeg nogensinde har gjort i et triathlonrace og det var helt sikkert også dét der gjorde, at jeg på trods af at have kørt med 326 watt NP efter 400+ watt på stigningen hver gang, kom ud på løberuten med absolut stjerneben og masser af både fysisk og mentalt overskud😎

✔️ Og så selvom alting var så sort og at jeg var så skide sur og skuffet efter at have fundet tilbage på ruten fra min “lille” afstikker, formår jeg alligevel at vende situationen om og bruge min vrede og arrigskab til at gennemføre. At det så alligevel giver mig en placering som nummer otte, det er bare en kæmpestor bonus😎

Til sidst skal lyde en stor tak til Slotssøbadet Triathlon for en pisse fed rute, der nemt kan få mig til at komme tilbage næste år (med en lidt mere optimal gearing 😂). Også tusind tak til mine fantastiske heppere i form af kæreste, forældre (der overraskede mig ved at møde op), venner (Claus, Line og unger) og de mange tilskuere der råbte mit navn på både stigningen og løberuten, uden jeg umiddelbart ved hvem i er 😍 Og til sidst også til min pisse seje coach Andreas Borch for at tilpasse min træning til de ydre forhold (læs: tung krop pga flytning), som i sidste ende gjorde det muligt rent faktisk at have masser af power i kroppen på raceday, selvom hjernen ikke selv troede på det 😎

Nu er der dømt off-season, hvor der pt. bare trænes efter lyst, inden opbygningen mod næste sæson starter. Alt i alt har det jo egentligt været en meget god første comeback-sæson 🤘